Rejsen til Saturn

Rejsen til Saturn
Instr. Kresten Andersen, Thorbjørn Kristoffersen.
Danmark 2008, 90 min.
Medvrk.: Casper Christensen, Frank Hvam, Iben Hjejle m.fl.

*Suk*. Lad mig starte med at sige, at der er mange måder at være dansk på. Ikke på dén der kulturrelativistiske vis – mere at det er temmelig indlysende, at Carl Nielsen og rødternede duge begge er en del af det store hele.

Da Claus Deleraun lavede med Rejsen til Saturn tilbage i 1977, lavede han en satire over danskheden. Eller en hyldest. Det er ikke helt til at sige. Det var ikke lårklaskende morsomt, pudsigt er snarere ordet. Og ligesom næsten alt Deleraun lavede, var den mere episodisk end sammenhængende.

Efter at have mødt A-film til Eurocon ´07, fik jeg en anelse om, at filmen næppe ville blive mere end et langt sketch-show uden den store handling. Og det var jeg faktisk rigtig tryg ved.

Trailerne for filmen var flere steder sjofle, og det var selvfølgelig irriterende, men i det mindste vidste man, at de ikke havde nogen fine fornemmelser – eller hvad? Men filmen har en handling, og det er et stort problem. Havde det været en virkelig simpel handling såsom ”Aliens invaderer jorden”, havde det måske virket. Men den prøver at være en satire over storkapitalens omgang med ulandsdiktatorer, der lyder som en døende Peter Belli. Det er ikke sjovt. Det er trist.

Og hvad valgte de så ud, fra tegneserien? Alt for meget. For nogle af vitserne er altså immervæk fra 1977, og det kan mærkes. Tag nu ”reserve-Jesus” – der skal betydeligt stærkere sager til end at fremstille en religiøs figur med rullende øjne. Faktisk er humoren endnu værre – den minder i mistænkelig grad om ”soldaterkammerater”. Med ét slag er dansk film sat over 50 år tilbage! Faktisk minder filmens cast af alle tænkelige grupperinger i samfundet – den højreorienterede, den inkompetente, den fordrukne, den etniske, og en kvalificeret kvinde der forfordeles af hensyn til dumme mænd – i mistænkelig grad om Basserne. Nej, værre endnu. Politiskolen.

Og ligesom med alle disse serier, er den eneste der er morsom den strenge sergent. For ham tør man nemlig gøre grin med. Frank Hvam er god som Arne Skydsbøl, også den bedste person fra tegneserien, men én langelænder kan ikke redde en hel film.

Det virkelig triste er, hvad de valgte ikke at have med. Hvor sjofel trailer-stoffet end var, var det vel morsomt i nogen grad, fordi det var groft. Og eftersom alle de klip, der blev lagt ud på nettet, var ekstra ting og sager, betyder det, at de bedste scener ikke var med i filmen!

Det er værd at sammenligne med Team America: World Police. Den var alt for ulækker og sjofel til min smag, men ikke alene havde den ingen anden handling end løse sketches, den viste præcis hvor grov man er nødt til at være, hvis man ikke evner at være diskret og intelligent (Javel hr. minister!).

Lad mig lige vende tilbage til personerne igen. Tydeligvis er de rene og skære klichéer, og man kunne faktisk have vendt dette om, og gjort dem til parodier på klichéer. Men tag nu Ali Kazim som den iranske Jamil. Man havde en oplagt mulighed for at tage tykt pis på indvandrerproblematikken ved at lade ham misbruge dansk gæstfrihed, overhovedet ikke være muslim, men marxist, eller bare ét eller andet! Men nej, han er en intelligent fysiker, der er tvunget til at sælge svinekød. Er det sjovt? Nej, det er trist. Det er faktisk en fordom om, hvordan udlændinge bliver behandlet.

Stort set intet af det talentfulde cast fungerer. Navnlig Casper Christensen – der har hovedrollen – virker noget så tam, og jeg tror at jeg ved hvorfor. Meget af den humor han har tilført sine egne projekter, er ren visuel. Her er han låst inde bag en stiv animation, og det samme gælder det øvrige cast. Hvam fungerer netop fordi han ofte har været castet således, at det er hans replikker, der er det morsomme.

Humoren falder til jorden, fordi man – altså bortset fra de tvivlsomme lavkomiske indslag – skal le af ironien i at nogen siger noget, der skal virke indlysende ”forkert” (hvis man er venstreorienteret, altså). Det er gået fuldkommen hen over hovedet på forfatterne at god satire er, når man griber fat i noget virkelighedsnært. Dette er ligesom uni-revyen, hvor forfatterne altid tror, at det er morsomt at lade Anders Fogh tale med fistel-stemme.

Men Deleraun havde også noget, som denne manuskriptforfatter mangler: Oprigtig kærlighed til dét han lavede sjov med.

Alt i alt, er Rejsen til Saturn, videnskabeligt, objektivt set, fuldkommen og aldeles usjov. Ikke fordi den divergerer for meget fra tegneserien, men fordi man har forsøgt at omsætte de forkerte ting direkte fra tegneseriebillede til film.

Lad os komme tilbage til udgangspunktet – som sagt er der mange måder at være dansk på. Således er det med denne film lykkedes at inkarnere Danmark, når det er værst: jævn, konform, uambitiøs … middelmådighed.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.19

Dette indlæg blev udgivet i Animation, Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

1 Response to Rejsen til Saturn

  1. Svend skriver:

    Spot on! Tiden har heller ikke været den venlig. Den er rædsom venstreorienteret og hvem synes det er sjovt at gøre grin med Anders Fogh i dag?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *