The Happening

The Happening
Film, USA 2008
Instruktør: M. Night Shyamalan
Medv. Mark Wahnberg, Zooey Deschanel mf.l.

En anmelder mente at Shyamalan denne gang havde begået en skuffende omgang science fiction-pladder. Og at der er store huller i plottet. Det er nu ikke tilfældet. Problemet er at det simpelthen bare er en kedelig film. Jeg så filmen i en biografsal hvor jeg sad helt alene, nogle få dage efter premieren. Ikke noget godt tegn. Ideen i filmen er den at et eller andet luftbåren stof påvirker menneskers hjerner, så de føler et akut behov for at begå selvmord. Det er jo velkendt at niveauet af signal-stoffer i hjernen har meget at gøre med depression og selvmord. Så at der findes et stof som virker på den måde det virker i filmen, er ikke nogen urimelig antagelse, selv om det måske er en anelse overdrevet af hensyn til den dramatiske effekt. Forklaringen på hvor det stof kommer fra, efter en række teorier om det bliver antydet i løbet af filmen, er måske en smule langt fra hvad videnskaben mener kan lade sig gøre, men alligevel inden for den gråzone der er mellem det absolut mulige og det usandsynlige, som er det stof god science fiction er gjort af.

Her er altså tale om en i forhold til Hollywoods sædvanlige substandard ganske acceptabel science fiction-film. Plottet er ret simpelt: Vores helt er lærer i naturvidenskab, dvs. han også er den der kan forklare os lidt om hvad der sker, i mangel på den fortæller-stemme man kan bruge i bøger, som sammen med sin kone og en vens datter forsøger at undslippe dræber-stoffet. Det går fra New York til længere og længere ud på landet, hvor de møder forskellige andre flygtninge og lokale beboere.

To andre film som det er ret nærliggende at sammenligne The Happening med er hhv. Hitchcocks Fuglene og Thomas Vinterbergs It’s all about love. I Fuglene møder vi den sædvanligvis venlige og forudsigelige natur som noget farligt og uforklarligt. Her er der skruet så meget op for handlingen at vi næsten ikke bemærker at der faktisk ikke er nogen rimelig grund til at fuglene opfører sig som de gør. I forhold til Fuglene gives der faktisk mulige forklaringer på hvad der sker i The Happening, men på den anden side har Shyamalan ikke lært noget af Hitchcocks filmiske teknik: Specielt i starten af filmen er der nogle steder hvor spændingen ryger et stykke op, men ellers virker de ting der sker ret forudsigelige og mindst et sted temmelig kliche-agtige. En eller anden skulle simpelthen havde sendt Shyamalan tilbage til skrivebordet med røde streger under adskillige afsnit i manuskriptet. For manden har jo en utrolig fantasi, så det undrer mig at han laver den slags sjusk. (Der går rygter om at det var hvad de gjorde, så det kan jo tænkes at det var den der satte de røde streger som begik fejlen, og ikke Shyamalan.)

Nu er Fuglene jo en af de bedste film der er lavet, så lad os springe videre til den anden film jeg nævnte. Thomas Vinterberg var for nogle år siden en ung, lovende instruktør, der ikke kunne gøre noget forkert, efter at have lavet den geniale Festen. Indtil It’s all about love. Denne film er en science fiction, der foregår i en fremtid hvor verden er ved at bryde sammen, både som civilisation, men sandelig også i kraft af at naturlovene ikke mere virker som de skal. Det blev en alt for stor mundfuld for Vinterberg at skrue sammen, specielt da han ikke havde nogen erfaring med science fiction og troede at det bare gjaldt om at rode en masse ideer sammen og se hvad der kom ud af det. I forhold til det er The Happening meget mere vellykket: Der rodes ikke rundt i alle mulige ideer om hvordan fremtiden vil være, men tages udgangspunkt i vores verden, hvortil der tilsættes en enkelt ny ide. Ligesom i Vinterbergs film skildres der også en verden i sammenbrud, noget der blev eksperimenteret meget med i The New Wave fra 1970ernes science fiction. Men i modsætning til hos Vinterberg, fungerer det faktisk hos Shyamalan.

En ting de tre film har til fælles, er den indbyggede kærlighedshistorie. Hos Hitchcock er det en mere eller mindre standard Hollywood-ting, med de to der kører et spil som på overfladen er lidt drillerier og flirt, men i kraft af to rigtig gode skuespillere i rollerne antyder mange nuancer og dybder. Måske kliche, men ganske effektivt. Hos Vinterberg var det mere kærlighed af weltschmerz-aftapning, med den tabte kærlighed og den ene af de to som valgte karrieren, for i løbet af filmen at vælge om, men det fører blot til ny ulykke. Også kliche, som kunne have fungeret, men ikke gør det, fordi resten af filmen også består af klicheer og usammenhængende ideer. I The Happening har vi to løjerlige ægtefolk, der har problemer med at få forholdet til at fungere, men på et meget humoristisk og antydet plan, ligesom hos Hitchcock. Men hvad enten der er manuskriptet, skuespillerne eller instruktøren der ikke har held med det, så fungerer det bare ikke særligt godt.

Hvis man ser bort fra at spændingskurven til tider er ganske slap og skuespillet ikke helt i top, synes jeg filmen fungerer. Den har en historie at fortælle og gør det på en sammenhængende måde. Men desværre er den ret langt fra mainstream Hollywood – den udnytter for eksempel slet ikke alle de muligheder der er for billige gys og spektakulære special effects, og kombineret med de mangler den har, tror jeg desværre at M. Night Shyamalan har begået sit hidtil største flop. Det er ret synd, ikke mindst for os science fiction-fans, da den faktisk er et ærligt forsøg på at lave en original science fiction-film, uden alt det ramasjang som de film der med rette kan kaldes science fiction-pladder, ofte er fyldt med.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.17

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *