Hollywoodland

Hollywoodland
Film 126 min.
Miramax/Focus Features 2006
Instruktør: Allen Coulter
Medvirkende: Adrien Brody, Diane Lane, Ben Affleck, Bob Hoskins m.fl.
Genre: Filmnoir/dokudrama

Den alkoholiserede privatdetektiv, Louis Simo, rodes ind i en efterforskning af C-skuespilleren George Reeves’ mystiske død. Reeves spillede en af Hollywoods første Superman roller og havde desuden en affære med Tonnie Mannix, som var gift med den brutale MGM-filmboss Eddie Mannix. Og det viser sig selvfølgelig snart, at Reeves måske alligevel ikke begik selvmord, og at det glitrende Hollywood, som skaber drømmene om den heltemodige Superman, er pilråddent lige under overfladen. Filmen bygger på virkelige begivenheder men præsenterer ikke nye teorier om, hvordan Reeves egentlig døde, og den ender med at lade det stå åbent, hvad der i virkeligheden skete. Filmen er om noget en stemningsfilm og bæres som sådan meget af skuespillernes udstråling som typer mere end af deres egentlige præ-station i rollen, selv om Affleck spiller overraskende godt som den afdankede Reeves, der så gerne vil være en stor stjerne. Stemningen er i top hele vejen, men handlingen trækkes en smule ud til sidst.

Der kan umiddelbart synes at være en alt for stor stilforvirring imellem en moderne hyldest til 1950ernes noir/detektiv-film og så historien om den tilsyneladende uskyldsrene og lidt latterlige Superman-series første år. Men det er faktisk netop denne kontrast, der gør filmen særligt seværdig. For den sætter netop på spidsen, at Hollywood om noget altid har været en drømmefabrik, men giver også et ubamhjertigt indblik i, hvordan drømmene bliver til, og hvem der er med til at skabe dem. Filmen siger det ikke direkte, men det antydes kraftigt, at både børn og voksne søger en nærmest hypnotisk tilflugt fra virkeligheden i Superman-serien, som tømmer gaderne, når den går i luften, og det er vel et tema, som på trods af diverse undtagelser, stadig er sørgeligt aktuelt, i forhold til hvad mennesker over hele verden – bevidst eller ubevidst – bruger film og TV-serier til i 2007. Mere til højrebenet er fortolkningen af, hvad kontrasten symboliserer i forhold til Reeves’ håbløse forsøg på at ’make it big’. Reeves hader inderst inde sin rolle, ikke mindst når han skal hænge i snore under loftet og foregive at flyve, men Superman er alt det, han ikke selv er: stærk, karismatisk, populær – en helt. Reeves må endvidere lide den tort at blive fravalgt til ’seriøse film’, som Herfra og til Evigheden, hvilket slår endnu en streg under den ydmygelse, han hele tiden må leve med. Imodsætning til Reeves har detektiven Simo – og Reeves’ midaldrende elskerinde, Tonnie – på hver deres måde accepteret det sted, de er i livet. Prisen har dog været alkoholisme og promiskuiø-sitet for at kunne holde virkeligheden ud, hvadenten det nu er alderen eller det krakelerende familieliv, de prøver at dæmme op for. Den næsten mafia-lignende MGM-boss, Eddie (som spilles iskoldt af Bob Hoskins), er den eneste, som tilsyneladende trives, måske fordi han faktisk har penge og magt og indflydelse. Men det antydes dog, at også Eddie er usikker inderst inde og dybt afhængig af at blive bekræftet af ægteskabet med sin yngre kone. Dette behov leder ham til konstant at tilgive hendes sidespring, og (måske) dræbe de elskere som gør hende ondt – såsom Reeves, der ender med at forlade Tonnie til fordel for en yngre kvinde. En film der så afgjort er på grænsen til, hvad der kan kaldes fantastik, men ikke desto mindre rører ved genren og bestemt er seværdig på sin egne præmisser.

Anmeldt af Ulrik Kristiansen i Himmelskibet nr.13

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *