Drag Me To Hell
Film, USA, 2009, 99 min.
Instr.: Sam Raimi
Medvrk.: Alison Lohman, Justin Long, David Paymer, Reggie Lee, m.fl.
Christine Brown er bankassistent og nedkalder en sigøjnerforbandelse over sig da hun nægter en gammel sigøjnerkælling (tjek selv – det er en kælling!) henstand på sit boliglån. En lamia pudses på Christine, som nu har tre dage til at forsøge at formilde dæmonen eller overføre forbandelsen til en anden person. Klarer hun ikke det, vil hun og hendes udødelige sjæl blive trukket lige lukt ned i helvede.
Jeg er ikke den store Raimiekspert, men når man kigger på hans tidligere horror-film, så virker han som om han tilhører samme skole som Peter Jackson og elsker at lave horror-komedier med ulækre effekter, som egentlig ikke er uhyggelige. Drag Me To Hell falder helt ind i samme mønster – og hvis sådan en film er tilstrækkelig sjov, så er det også meget underholdende. Denne film er dog ikke så sjov igen. Den har fine produktionsværdier og en dejlig lys og åben stemning (ikke ulig Slither), hvilket er behageligt for en seer som mig, der ikke rigtig gider at sidde gennem en masse dystre og mørke scener, og således sikkert også appetitvækkende for et bredt mainstream-publikum som måske ikke normalt ville gå ind og se horror-film. Men det er alligevel en ‘lille’ film, med en ganske simpel historie.
Af en eller anden grund gik medierne helt i selvsving i anmelderkorpsets lovprisning af denne film. Jeg syntes nu den var lettere kedelig og mange steder forudsigelig, men jeg må indrømme at den stilmæssigt var pænt subtil. Jeg var ganske klar over at det var en horror-komedie, så jeg forstod godt stilen og grinede da også de rigtige steder – hver gang det hele blev lidt for ekstremt – men folk der ikke har vidst hvad de kunne forvente, har måske ikke helt fattet komikken, men forvekslet den med latterlighed.
Anyway, anmelderne i medierne var åbenbart begejstrede fordi de da i hvert fald forstod den underfundige fortællestil og sandsynligvis bare havde forventet endnu en amatøragtigt fortalt horrorfilm. Personligt deler jeg som sagt ikke anmeldernes entusiasme; jeg syntes det alt i alt var et middelmådigt produkt som mestendels er hurtigt glemt og ikke udmærker sig noget videre – hvis altså det ikke var for slutningen, som jeg ikke havde (men måske nok burde have) forudset! Slutningen er dejlig! Den er lige en tand ekstra tankevækkende, i relation til resten af historien, og går rigtig godt i spænd med filmens titel! Den udgør et sjovt, tilfredsstillende og lidt provokerende twist, og hæver for mig filmen fra en 5- rating til en 6-rating. Ganske fint – men jeg kan sagtens få armene ned.
Karakter: 6 ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.22
