Diary of the dead
Instr. George Romero. Gyser. USA 2008. 95 min.
Ja, det I vil vide, er vel om det lykkedes George at komme tilbage, efter den intet mindre end elendige Land of the dead? Ja, det gør han faktisk. Med sin bedste film i mange år. Det gør han blandt andet ved at afvige fra det format som har præget de 4 andre …of the dead -film. Men filmen har altså også sine problemer.
Jeg vil sige at den endda er bedre end ”Day” (1985) – for selv om jeg har et blødt punkt for dens Miami Vice-soundtrack, og for kaptajn Rhodes, så var lige dén altså ikke særligt god.
I den oprindelige dead-trilogi, var hovedpersonerne altid en smule forud for deres tid. I Night… fik vi en sort hovedperson, i Dawn… nogle ellers respektable reportere og politifolk der vælger at gå ”rogue”, i Day… fik vi en stærk kvindelig hovedperson. Og i Land…? Desværre intet særligt.
George har også hele tiden, bevidst som ubevidst, efterstræbt en ”diversitet” i persongalleriet. Men ingen af dem var både unge, smukke og respektable. Før nu. I Diary… er alle hovedpersonerne hvide, og med undtagelse af én (en fordrukken professor), er de den slags teenagere vi stadig ser så ofte i skræk-film. De har det sædvanlige problem med at være for pæne, og ikke overbevisende nok som skuespillere (igen, bortset fra professoren). Det tager så lidt af en anmeldelse at skrive, men betyder så meget for selve oplevelsen! Jamen, de ældres generationers yndlingsskuespillere var da også vældigt idealiserede, men på den måde at de skulle sminkes pænere til rollen, ikke omvendt! Selv da den oprindelige trilogi var mest karikeret, så personerne alligevel almindelige ud. I persongalleriet kan man umiddelbart udpege en ”ditzy” blond pige og en nørd – selv den livstrætte professor har jeg ladet mig fortælle, er ret typisk (jeg kan ellers ikke huske noget lignende fra de mange skrækfilm jeg har set) – men jeg synes faktisk at de får lov til at køre deres eget løb som figurer, nok ikke mindst fordi vi slipper for de ”come-uppance”-kills, der typisk følger med arketypiske karakterer. I ved hvad jeg mener: Blondinen dør enten pga. en ”wardrobe malfunction” eller fordi hun vil blive hos sin kæreste, nørden vil alle helst se død meget hurtigt inde i forløbet, alkoholikeren dør fordi han skal hente sprut… I denne film kan vi ikke regne med noget.
Videre til formatet.
I stedet for at hovedpersonerne er fanget bag/beskyttet af tykke mure, er de ude på vejene gennem hele filmen, hvor de konfronteres med den ene tragedie efter den anden. Det er – alt andet lige – en road movie. Det giver filmen et episodisk præg. Det er en række sammenklippede idéer. Så det står og falder selvfølgelig med om episoderne er interessante nok. Og det er faktisk tilfældet. Min favorit er helt klart amishepisoden, eller klovne-episoden (gad vidst om der er en forbindelse til ”The present – a sweet surprise”, den reklame-film der ligger på YouTube?)
Et par ting jeg særligt godt kan lide, er at George laver lidt sjov med hvorvidt zombier er i stand til at løbe, med ”social satire” i gyserfilm, og at der er kommet en masse kreative dødsscener med igen. De har tydeligvis moret sig med at finde på nye måder at slippe af med zombier på. Men den er ikke nær så splattet som sine forgængere. Jeg synes ikke at det gør noget, vi har jo allerede set folk blive trukket fra hinanden, før.
Det centrale ”selling-point” ved filmen er dens ”mockumentary”- stil. Der bliver brugt en del tid på at forklare hvordan filmen er klippet sammen efter filmens forløb, hvordan de har fundet ekstra optagelser, etc. Det fungerer, og ikke mere. Jeg synes faktisk ikke at optage- teknikken betyder det store for andet end person-skildringen. Manden med kameraet, Jason, vil færdiggøre sin film. For enhver pris. Mange anmeldere har allerede brokket sig over hans voldsomt kyniske attitude, dvs. af at han er mere optaget af sit værk, end af at hjælpe sine venner. Denne brok er urimelig. Hele filmen er (som sædvanligt) en dårligt skjult satire, i dette tilfælde over ”det autentiske”. Pointen er at Jason er besat. Den fiktion vi bliver bedt om at spille med på, er at nogen faktisk ville reagere sådan i en katastrofesituation. Om man kan tro på det eller ej, tror jeg i høj grad er betinget af hvor kynisk man er, og hvor syge ting man har oplevet, folk har været villige til at optage på video. Prøv at søge efter f.eks. ”september tapes” eller ”hashistan”, og I vil få at se hvad jeg mener.
Det sidste der sker i filmen, er påklistret – faktisk en gentagelse af slutningen i 1990-remaket af Night…! Det er irriterende, filmen burde være klippet så den sluttede lige før!
Men det er ærligt talt okay – med denne slags film, mener jeg at selve rejsen er vigtigere end målet.
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.18
