Harry Harrison: Efter stormen

Novellesamling af Harry Harrison
Science Fiction Cirklen 2009, 220 sider

Science Fiction Cirklen har med deres bøger bl.a. sat sig for at præsentere forfatterskaber, som ellers ikke har været tilgængelige på dansk. I tilfældet Harry Harrison er dette dog ikke helt gældende, da der tidligere har været udgivet nogle få af hans bøger herhjemme. Det er dog ved at være længe siden, og på novellefronten er det yderst få der har været oversat, specielt taget i betragtning at det er et 50-årigt forfatterskab der er tale om. Harrison blev i 2009 tildelt den amerikanske science fictionforfatterforenings titel “Grand Master of Science Fiction”, hvilket er endnu en god grund til at denne bog passer godt ind i SFCs bogrække. Harrison har boet i mange lande, heriblandt Danmark, og han har også deltaget i flere cons på dansk jord, bl.a. Fabula 96, Fantasticon 2005 og Eurocon 2007.

Niels Dalgaard har udvalgt ti noveller til samlingen for at vise forskellige sider af forfatterskabet, hvilket gør at der er stor forskellighed i novellerne, men generelt kan man spore en skæv form for humor igennem dem, en humor som burde gøre sig godt i forhold til de danske læsere.

I “Redningsaktionen” finder nogle fiskere et udenjordisk væsen der er nødlandet. De får væsnet bjerget, og tager det med til deres hjem. Væsnet er tydeligvis såret, men de ved ikke hvordan de skal pleje det. Novellen skildrer fiskernes forsøg på både at forholde sig til det fremmede, men også til de ukendte problemer de står overfor.

I “En Forbrydelse” er verden blevet overbefolket, så der er nu indført en streng kvote for hvor mange børn et par må få. Overskrider man den grænse, er det op til en selv at sørge for at det ikke får befolkningstallet til at stige. Kan man ikke det, så er straffen døden til en af forældrene, da befolkningstallet derved samlet ikke er steget. Dette er en af de noveller hvor Harrisons skæve humor skinner klart igennem.

“Det sidste møde” er om et besøg på en planet på den anden side af galaksen, men dette behøver ikke betyde at det er en fremmed livsform man når ud til.

Science fiction behøver bestemt ikke finde sted i højteknologiske megabyer. I “Klippedykker” er det den arbejdende mand. Via en teknologi, der gør at man kan bevæge sig igennem andet materiale, bevæger klippedykkerne sig ind i bjerge for at lede efter mineraler. Dette er bestemt ikke ufarligt, for hvis udstyret svigter, så vil man materialisere sig inde i klippen, hvor ens celler vil være blandet med bjergets. Det er dog ikke nok at gøre fundet, man skal også sikre det imod andre dykkere.

Den afsluttende novelle, “Den endeløse nat gryr”, handler om døende verden. En dag kommer der et kraftigt lys på himmelen, og et stykke tid efter kommer et mægtigt brag og jorden skælver. Det der er sket, er sket langt væk, men får konsekvenser for alle. Mange er døde, bl.a. alle hannerne, der bar de æg der skulle sikre fremtidens generationer. Videnskabsfolkene ved ikke hvad de skal gøre, for pludselig er de ladt tilbage med de kløer og tænder arten havde med sig da de millioner af år tidligere kravlede op af vandet. Dette er en alternativ fortælling om da dinosaurerne uddøde.

Novellerne er meget varierede, og uden at kende særligt meget mere til forfatterskabet, vil jeg tro at man kommer godt rundt i det med denne bog. Genpræsentationen af Harrisons forfatterskab på det danske marked er velvalgt, for det er ikke uden grund han har fået titlen som stormester.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.25

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Science Fiction og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *