The Last Jaws

The Last Jaws
Film, Italien, 1981, 83 min.
Instr.: Enzo G. Castellari
Medv.: James Franciscus, Joshua Sinclair, Vic Morrow, Micaela Pignatelli, Stefania Girolami Goodwin, m.fl.

L’ultimo squalo hedder filmen på italiensk, og den er kendt som en af de bedre Jaws-ripoffs. Historien er meget tæt på ‘originalen’: en mindre amerikansk strand­by trues af en kæmpehaj i dagene lige op til en stor wind­surfing-konkurrence. Den lokale rigmand, William Wells (Joshua Sinclair), der ejer det halve af byen, står over for at blive valgt til guvernør, og det vil skade hans kampagne hvis den populære sejlads bliver aflyst. Han træffer derfor en del sikkerheds-foranstaltninger, med hjælp fra den erfarne gamle sø-ulk Ron (Vic Morrow) og den lokale forfatter / hajekspert / sikkerhedsekspert (??) Peter Benton (James Franciscus). Hajen bider dog ikke så nemt på krogen, og den bryder i gennem det ‘hajsikre’ net og skaber panik og kaos under windsurfing-konkurrencen. Alle sejl må sættes til for at få has på hajen, og bl.a. tager fire unge, heriblandt Wells’ naive søn, ud i farmand Wells’ lystbåd for at skyde hajen. Det går natur­ligvis hurtigt i fisk, og Bentons datter Jenny (Stefania Girolami Goodwin, i øvrigt instruktørens datter) får bidt det ene ben af! Så tager rigmand Wells imidlertid personligt affære og flyver ud i sin helikopter for at fange hajen. Han har dog ikke rigtig nogen plan, og det ender med at hajen spiser helikopteren!! Da den rammer vandet og spises af hajen, er det dog tydeligvis en fjern­styret legetøjshelikopter, men det er ganske sjovt alligevel.

Filmen fungerer faktisk udmærket, for den er generelt ganske vellavet og virkelig flot filmet (instruktøren er den samme som et par år tidligere lavede den originale The Inglorious Bastards). Og selvom personerne gør dumme ting, er de ikke usympatiske. Filmen er engelsksproget, omend det er tydeligt at dialogen er eftersynkroniseret i et studie. De flotte strandscener svulmer med smukke, ariske mennesker. Optagelserne fandt sted på Malta, og der er virkelig så idyllisk at man får helt lyst til at komme derned! Filmens store problem er selve hajen, som er en gummihaj der i mange scener minder om en badebold med haj­hoved. Hver gang den slår til, kommer den først op og hvæser af folk, og først derefter sætter den tænderne i dem. En del scener er desuden klippet ind fra diverse naturoptagelser. Hvis man vil, kan man godt tage det meste af filmen alvorligt, men hajen er svær at sluge! De ‘grufulde’ scener er ikke spor skræmmende, selvom musikken og lydeffekterne gør deres arbejde med stor ivrighed. Og selvom hajen og personernes handlinger ikke just er vildt overbevisende, så vil jeg gentage at filmen er ganske gennemført i udførelsen og mange steder teknisk beundringsværdig. En okay B-film med et par gode (ikke nødvendigvis planlagte) grin smidt oveni.

Karakter: 5 stjerner ud af 10.

På DVD fra Another World Entertainment, 2010

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *