Piranha 3D
Film, USA, 2010, 88 min.
Instr.: Alexandre Aja
Medv.: Elisabeth Shue, Jerry O’Connell, Christopher Lloyd, Kelly Brook, m.fl.
Den nye version af Piranha er overraskende velproduceret. I USA findes der en forårsferieuge, hvor skolebørn og universitetsstuderende i marts eller april har en uges læseferie; den såkaldte ‘Spring Break’ (det skulle ikke undre om samme tradition snart bliver indført hertillands). Amerikanske studerende, specielt i de varme sydstater, har siden 1980erne afholdt kæmpe beach parties i denne uge, og begivenheden er i de sidste mange år blevet populariseret via MTV, som hvert år rapporterer fra det traditionelle Spring Break-sted Lake Havasu i Arizona. Piranha 3D foregår reelt dér, omend søen i filmen er blevet omdøbt til Lake Victoria. Begivenheden omfatter uanede mængder af festglade unge mennesker i badetøj, og er (derfor) også blevet et arrangement man forbinder med sex. Der optages nemlig samtidig en mængde blød porno af filmselskabet Girls Gone Wild, som er parodieret i denne film under navnet Wild Wild Girls. Vi følger en række forskellige hovedpersoner, inkl. et par piger fra Wild Wild Girls (med fokus på barmfagre Kelly Brook), og deres ansvarsløse og usympatiske instruktør.
Handlingen starter med et undersøisk jordskælv, som næsten ingen dog lægger mærke til. Lake Victoria forbindes pludselig til en undersøisk hule hvor der viser sig at have overlevet glubske piratfisk fra forhistorisk tid. I første halvdel af filmen hører man mest om intriger og forviklinger blandt personerne, mens de lokale myndigheder arbejder på at finde ud af om jordskælvet er til fare for nogen. I anden halvdel af filmen bryder helvedet løs, da piratfiskene går til angreb på de mange festende badegæster. Hvis du kan lide store mængder blod og afrevne lemmer, så er dette filmen for dig. Selv bliver jeg lidt defensiv når den slags går over gevind og bliver helt utroværdigt – som det gør her.
Men som sagt er det en overraskende velproduceret film. Gamle kendinge som Elisabeth Shue, Christopher Lloyd og Richard Dreyfuss har gode roller, og den solbeskinnede stemning er der bestemt ikke noget i vejen med. Skal man sammenligne filmen med 1978-versionen, så er den helt store forskel i temaet at myndighederne nu er the good guys, mens de unge strandløver er idioterne som ikke vil lytte til fornuft og bare griner af advarslerne. Piratfiskene er heller ikke militære eksperimenter, men et naturfænomen.
Filmens slutning bliver rimelig ekstrem, og netop fordi troværdigheden lider til fordel for ekstremismen, kan jeg ikke give filmen nogen særlig høj karakter. Imidlertid kan jeg ikke benægte at filmen må siges at være en af de flotteste og mest underholdende B-film, der er lavet.
Karakter: 6 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27
