Bad Biology
Film, USA, 2008, 84 min.
Instr.: Frank Henenlotter
Medv.: Charlee Danielson, Anthony Sneed m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010
Det er kun et par måneder siden, jeg stiftede bekendtskab med Frank Henenlotters film. Dette i form af den kulsorte (og blodrøde) komedie Frankenhooker om en tidligere medicinstuderende, der med nøje udvalgte dele af sønderlemmede prostituerede forsøger at genskabe (og forbedre en smule på) sin afdøde kærlighed, som er omkommet i en hæslig, plæneklipper-relateret ulykke. Hvis du allerede nu synes, at dette både lyder grotesk og usmageligt, har du såmænd helt ret – men det forhindrer det nu ikke i også at være ganske underholdende.
Another World Entertainment har med deres udgivelse af Henenlotters senere film, Bad Biology (som angiveligt er instruktørens debut på det danske marked), inkluderet en fire siders booklet. Denne giver en lille introduktion til instruktøren skæve univers og forkærlighed for afvigende hovedpersoner, såvel fysisk som mentalt.
Hans Basket Case-trilogi omhandler en fyr, der slæber rundt på sin vanskabte tvilling i en kurv, mens de to søger hævn over lægerne, der adskilte dem ved fødslen. Brain Damage er om en parasit, som gør sin vært til narkoman og bruger ham til at skaffe friske menneskehjerner. Og ovennævnte Frankenhooker leder tematisk og stilmæssigt tankerne hen på Stuart Gordons Re-Animator. Blot virker Henenlotter mindre optaget af horror-aspektet end Gordon og mere optaget af legesygt at udfordre publikums grænser og den gode smag.
Således også i den tragikomiske Bad Biology – historien om en kvinde, der fra naturens side er udstyret med syv klitorisser og en umættelig, nærmest kompulsiv libido. Da ekskæresten fik øjnene op for hendes deformitet og frastødt lod hende i stikken, knuste det hendes hjerte. Nu er mænd kun noget, hun bruger til at stille sine egne behov og derpå smider væk – undertiden døde, hvis det er gået rigtig vildt for sig.
I kølvandet på sine one night stands bliver hun gravid og føder på rekordtid. Vist kunne hun vælge at beskytte sig, men fødslerne giver hende en nydelse, hendes orgasmer ikke kan hamle op med. De vrælende, deforme babyer efterlader hun til selvdød, idet hun bryder den fjerde væg og selvretfærdigt forklarer publikum: “Real babies take nine months to grow, mine take less than two hours, which means my babies aren’t real babies, my babies are fake, unfinished freak babies, so just mind your own damn business and ignore it!”
Måske er det Henenlotter, der presser publikums smertetærskel, men det kan lige så vel være et sigende billede på den nagende og tilsyneladende umulige kærlighed, der får Jennifer til at distancere sig følelsesmæssigt fra sine partnere og gør hende decideret morderisk, når hun alligevel falder i vandet og bliver såret.
Hun aner dog et spagt håb, da hun ved et tilfælde støder på den tilknappede særling Batz, som giver udtryk som ‘langlemmet’ og ‘monsterpik’ en helt ny betydning. Da han var nyfødt, klippede lægerne ved et uheld Lille-Batz af sammen med navlestrengen, og selv om det lykkedes dem at sy den tilbage på plads, var han kun i stand til at få rejsning ved at fylde lemmet med steroider og væksthormon. Dette har til Batz’ fortrydelse fået den til at vokse ud af proportioner og forvandle sig til et liderligt narkoman-monster med eget liv. Jennifer, derimod, ser straks det intimiderende vedhæng som en mulighed for at opnå den hårdt tiltrængte tilfredsstillelse, engangsaffærerne ikke formår at give hende.
Jennifer og Batz er begge outsidere med mørke hemmeligheder. Hvor hun har opbygget en pæn facade side om side med sit udsvævende natteliv, gemmer han sig i skyggerne og ædes op af skyldfølelse, frustration og frygt for sine drifter. Deres historier tilfører filmen en snert af tragedie, om end de måske er lidt firskårne i deres formidling via bl.a. voice-overs og monolog. Det betyder nu også mindre, eftersom filmen gør en dyd ud af sin exploitation-arv med fokus på nøgenheden og den opsigtsvækkende seksualitet snarere end de dybe, nuancerede personskildringer.
Ja, Bad Biology er skam vældig biologisk i henseende til monsterpik og patter – et faktum, der rigeligt understreges, da det livlige lem slider sig løs fra sin ejermand og selv slår til gækken. I en meget lavkomisk montage, der ligger fint i tråd med filmens titel, tager bæstet lystigt for sig af retterne i en ejendom, som tilsyneladende udelukkende er befolket af skrigende, meget velproportionerede og meget lidt påklædte kvindfolk. Det er plat, men også et forrygende og vældig morsomt optrin. Slutningen er til gengæld lidt hurtig og henkastet og kan som sådan måske føles som et antiklimaks, om end en meget sjov krølle af slagsen.
Som allerede nævnt er Henenlotter en ekstrem instruktør. Ifølge førnævnte booklet er hans filmhold flere gange i løbet af karrieren udvandret under optagelserne i forargelse over ham. Han forsøgte derfor bevidst at hemmeligholde Bad Biologys monster og store dele af manuskriptet længst muligt for både skuespillere og crew. Og filmen vil da utvivlsomt også være et los i smagsløgene på en del mennesker. Den er en grovkornet og sygelig suppedas af sex, kønslige deformiteter, stofmisbrug, mutantbabyer og mord. Retten serveres dog med så meget glimt i øjet, opfindsomhed og fandenivoldsk selvfølgelighed, at jeg ikke kunne lade være med at labbe den i mig, dårlig smag eller ej.
Bad Biology er absolut ikke for alle, men de, der efter nærværende anmeldelse føler sig opfordret snarere end advaret, bør bestemt tage et kig på misfostret.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.27
