Avatar

Film, USA 2009, 162 min.
Instr.: James Cameron
Medvrk.: Sam Worthington, Sigourney Weaver, Zoe Saldana, Michelle Rodriguez, Stephen Lang, m.fl.

NB: Denne anmeldelse indeholder bittesmå spoilere!

I Troldspejlet kort efter Avatars danske premiere fik man at vide at idéen til Avatar kom til James Cameron i en drøm i 1995, og at han således har arbejdet på filmen i 14 år. Sigourney Weaver fortalte desuden i The Daily Show d. 14/12-09 at Avatar er den film som Cameron gerne selv ville have set da han var 14. Tydeligvis er filmen i høj grad lavet specifikt til 14-årige; faktisk i så høj grad at den virker som om den også er skrevet af en 14-årig.

Handlingen kort: Et ondt Company, der har købt sig en hær af lejesoldater og våben, har oprettet en ”videnskabelig” base på planeten Pandora, hvor der findes et meget kostbart metal, ”unobtainium”, som, ja, er meget kostbart. Vi hører ikke noget om hvad det skal bruges til. På planeten bor der nogle tre meter høje blå humanoide naturfolk, som lever i dyb harmoni med deres eksotiske junglemiljø. Hovedåren af ”unobtainium” findes tilfældigvis lige under de indfødtes kæmpemæssige livstræ, og da de indfødte (som hedder ”the Na’vi”; ”the natives”) ikke vil flytte sig, må det onde Company sætte sin lejehær ind og bortdrive dem.

Samtidig er en soldat ved navn Jake Sully blevet udvalgt til at få sin bevidsthed overført, via fjernstyring, til en klonet Na’vikrop, mens hans rigtige krop ligger i en dvaletank. Som tre meter høj, blå indfødt skal han spionere for the Company, og det gør han. De indfødte beslutter uden videre forklaring at optage ham i deres stamme, selvom de normalt aldrig kunne finde på sådan noget. Jake, en lidt enfoldig men ellers loyal marinesoldat, bliver forelsket i sin indfødte skytsengel, Neytiri, og beslutter så (jeg har igen lyst til at tilføje ”uden videre forklaring”, for udviklingen blev ikke skildret på en for mig overbevisende måde) at skifte side og kæmpe imod Company’ets onde lejesoldater. Beslutningen kommer lidt sent; livstræet står ikke til at redde. Men ved at tæmme en farlig drage opnår Jake de andre indfødtes tillid og leder dem i et afsluttende slag til en noget usandsynlig sejr over lejesoldaterne (små flyveøgler mod krigsmaskiner); en sejr som hovedsagelig kommer i hus fordi den levende planet Pandora i bedste Disneystil mobiliserer alle junglens dyr til at kæmpe mod de onde Company- soldater! Alle børnene jubler.

Og de voksne krummer tæer. Jeg kan godt lide at se en storfilm to gange før jeg anmelder den, men i dette tilfælde kan jeg næsten ikke bære tanken om at skulle sidde igennem den igen. Historien overrasker på intet tidspunkt, og man føler stort set intet for personerne. Bortset fra det visuelle, som naturligvis er flot, blev intet i filmens historie ordentligt udpenslet, hverken hvad angår beskrivelsen af miljøet eller figurernes motivationer. Science fiction bør i nogen grad være videnskabelig, og der bør derfor være højere krav til niveauet af plot-sammenhæng og verdensbeskrivelse end i mainstream-genrerne. Og her skuffer Avatar fælt. Der er snart sagt ingen scene hvor en lang række spørgsmål ikke melder sig, og de forbliver alle ubesvarede. Det er som om der simpelthen ikke er ofret ret meget opmærksomhed på at få historien til at fungere i dybden. Manuskriptet er håbløst klichéfyldt og detaljeløst, og så gennemsigtigt sammenskruet at Cameron burde skamme sig.

Der er blevet øst enorme mængder af anmelder-roser ud over Avatar; mange påstår at det er en ”Oplevelse!!” nærmere end en film, at den er cinematisk banebrydende, etc., etc. Jeg kan kun sige, gu’ er den ej. Bevares, den har et CGI-indhold som er både nyt og flot (og meget, meget dyrt!), og den anskueliggør at man nu kan lave hvadsomhelst på biograflærredet. Fedt nok. Men i yderste konsekvens må det stadig komme an på historien: holder den? For flere CGI-spækkede film skal der jo nok komme; der kommer adskillige hvert år. I Avatar virker det ærgerligt at, nu hvor man endelig kan lave hvadsomhelst med CGI, så vælger de bare endnu en gang at lave usandsynligt humanoide rumvæsner, i en simplistisk feel-good action-historie. Vi venter stadig på den film som for alvor vil være den nye CGI-tekniks gennembrud; en film som vil præsentere os for noget nyt. Jeg vil vove den påstand at Avatar er en type film som nok bliver en succes, men ikke vil kunne vedligeholde den succes for eftertiden. Om få år vil den være overgået af andre nyskabende CGI-film og ikke længere ses som værende specielt vellykket. Den vil derfor ikke fortjene, og ej heller opnå, klassikerstatus. Dertil er historien for tynd og personerne for flade.

Man kan således desværre med god ret hævde at Cameron med Avatar, længe efter fordums triumfer som Terminator, Aliens og Abyss, nu slutter sig til Spielberg og Lucas som gamle ”washed- up” instruktører der ikke længere har ordentligt styr på den fortælletekniske gnist, men fokuserer på det teknisk flotte mens det kunstneriske nedtones til det rene ingenting. Her serveres der bare overfladisk underholdning til et masse-publikum, sprængfyldt med visuelt men i sidste ende visionsløst lir. Der er gode idéer tilstede, men filmen virker mest af alt som en halvdårlig filmatisering af en eller anden sci-fi/fantasy-børnebog.

Karakter: Den fortjener måske nok et 6-tal ud af 10 for den imponerende visuelle side, men jeg er så skuffet over den platte og forudsigelige historie, det effektløse skuespil og den totale mangel på seje eller klassiske replikker, at jeg ikke kan give den mere end 5: et nedslående middelmådigt Hollywood-produkt. Måske er jeg hård ved den, men det er fordi jeg synes, jeg havde ret til at have høje forventninger. SF-fans – Camerons kernepublikum – havde ret til at forvente en langt bedre sammenskruet historie. Det er fint hvis andre synes det var en fed film, men jeg kan ikke karakterisere den som andet end årtiets skuffelse.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.23

James Cameron grundlagde sin karriere med filmen The Terminator, som jeg går ud fra de fleste har set. Senere kom to af de mest vellykkede toere i filmhistorien, Terminator 2 og Aliens. Efter manuskriptet til sin ekskone Kathryn Bigelows film Strange Days, så vi ikke så meget til Cameron i science fiction genren – han fik af en eller anden grund udviklet en interesse for sunkne skibe og andre ting i dybet. Så det var noget man som fan af Camerons science fiction-film havde ventet spændt på, da der blev premiere på Camerons nye science fiction film Avatar.

Det jeg husker, fra da jeg så Aliens i biografen, var den intense handling, plottet der hele tiden skubbede handlingen frem i ekspresfart. Jeg havde aldrig set noget lignende. Avatar starter lidt langsomt, men leverer også intens handling og spænding, når den først kommer i gang. Det hele kredser om soldaten Jake Sully, og hvordan han forvandler sig fra en benhård soldat til naturen og de indfødtes forsvarer. Set før og mange gange før, men sådan er det i mange af Camerons film – personerne er letgenkendelige og nærmest klicheer, men vi forstår fuldstændig hvad de er for nogle, så vi ikke spilder tid på at dvæle ved det, frem for at følge handlingen. På det punkt er Avatar nok svagere end de bedste af Camerons film – lidt for meget kliche, og alligevel lidt for meget dvælen ved personerne. Men skuespillerne, især Sam Worthington – den rigtige helt fra seneste Terminatorfilm formår at få det hele til at glide ned.

Plottet i filmen er ganske letforståeligt: Udover hvad jeg har antydet ovenfor, skal man vide at det foregår på en uspecificeret planet langt ude i fremtiden, hvor de onde kapitalistiske jordboere vil frarøve de indfødte deres naturressourcer, ligeledes uspecificerede i form af stoffet unobtainium. Delene i plottet spiller ganske fint sammen, mens de fysiske love på planeten nok hører mest hjemme i fantasy- genren, på trods af den formelle science fiction som genre. Derved adskiller Cameron sig dog ikke fra flertallet af Hollywoods science fiction, men måske en smule fra sine egne tidligere værker. Det være sagt, så havde jeg en lidt dårlig smag i munden over filmen.

Det er noget med budskabet i den. Hvis man tolker en film som en anvisning på hvordan man bør opføre sig, kan man konkludere at det gælder om finde ud af hvem der har ejendomsretten, i dette tilfælde de indfødte, og derefter kaste alle moralske hæmninger overbord i kampen for at ejendomsretten tilfalder den der har ret til den, inklusiv at foranstalte et større blodbad. Der er tale om romantisering af en revolutionær ideologi eller en slags selvtægtfilm. Den eneste grund til at det fungerer, er at de onde i filmen bliver fremstillet som så absolut onde, at man slet ingen sympati har for dem. Hvilket så fik mig til at fatte en eller anden sympati for dem alligevel, uanset at det var ret klart at det ville gå dem ilde. Hvor vidt en film så skal tolkes som en anvisning på hvordan man skal opføre sig, kan man diskutere, men når der ikke er andet i filmen end action og så et ret tydeligt budskab, synes jeg det er relevant.

Fik jeg sagt at filmen teknisk set er et mesterværk? Det kan man ikke benægte. Bare den fremmede planets flora og fauna er alle pengene værd. Hvis der kommer en toer, som Cameron som nævnt er mester i, kan man håbe at den vil vise den anden side af historien. Vi får godt nok antydet hvorfor vores indianeraliens er så glade for deres unobtainium i undergrunden, men jeg kunne godt tænke mig at vide hvorfor menneskene er så ivrige efter at få fat i det.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr. 23

Dette indlæg blev udgivet i Fantasy, Film og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *