Instruktør: Michael Rymer
TV mini-serie, 2003, 180 min.
Medv.: Edward James Olmos, Mary McDonnell, Katee Sackhoff, Jamie Bamber, m.fl.
Jeg hører ikke til kult-publikummet til den gamle Battlestar Galactica tv-serie fra 1970’erne; jeg har stort set ikke set noget af det, og jeg har det generelt ikke særligt godt med produktionsværdierne i gamle SF tv-shows. Derfor så jeg Sci-Fi Channels nye Battlestar Galactica mini- serie som et nyt og uafhængigt koncept, hvilket det på en række områder også er. De fleste ting er ændret; kun en begrænset række konceptuelle og plotmæssige elementer er bibeholdt som hyldest til den originale serie.
Menneskene lever i et koloniseret system med 10-12 planeter, hvoraf Caprica er hovedsædet. Civilisationen beskyttes af militære rumstationer/krigsskibe, de såkaldte Battlestars. For nogle år siden opfandt menneskene computere/ robotter med kunstig intelligens, og disse – the Cylons – gjorde oprør, frigjorde sig og flygtede langt ud i galaksen. Nu kommer de tilbage, og de er opsat på at udrydde mennesket. De har udviklet overlegen våbenteknologi, og kan desuden udgive sig for mennesker. Menneskene overrumples af deres angreb, og hurtigt ligger hele systemet i ruiner. Også the Battlestars kommer til kort, på nær den ellers svært forældede Galactica, som pga. specielle sikkerhedsforanstaltninger ikke bukker under for the Cylons’ angreb. Besætningen på Battlestar Galctica må så undsætte små lommer af overlevende mennesker, og siden tage kampen op mod the Cylons.
Historien indeholder godt med politisk spænding. Militærlederen på Galactica, eminent spillet af Edward James Olmos, er parat til at risikere de sidste menneskers liv ved at kaste rumstationen ind i kampen mod de overlegne Cylons. Imidlertid bliver han overtrumfet af den nyudvalgte civile præsident, mesterligt spillet af Mary McDonnell, som godt kan se at menneskets blotte overlevelse nu afhænger af at Galactica stikker halen mellem benene og flygter fra the Cylons. Spændingen består i at militærlederen jo sidder med den fysiske magt, og sagtens kunne gennemføre et militærkup, hvis han ville. Men han er den ærlige og ubestikkelige type og opretholder den formelle kommandovej.
Historien byder også på masser af spænding af den actionprægede type. Vi følger superpiloterne Apollo og Starbuck, hvoraf førstnævnte er den typiske renskurede heltetype uden det mindste støvkorn på sin uniform, mens sidstnævnte er en uregerlig, egensindig og cigarrygende heltinde med brede skuldre og en proper knytnæve. Især Starbuck er en sej figur, som man ser alt, alt for lidt til.
Generelt er det god space opera med gode og skarpe produktionsværdier. Den starter en smule svagt, men bliver støt bedre som historien skrider frem. Klimakset til slut er en værdig kulmination på en virkelig imponerende miniserie, som kvalitetsmæssigt må sidestilles med det bedste af det bedste Star Trek. Det er meget glædeligt at høre at serien er blevet godkendt som fortløbende tv-serie, og starter på amerikansk tv til januar.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 4
