Blood Creek
Film, USA, 2009, 90 min.
Instr.: Joel Schumacher
Medv.: Henry Cavill, Dominic Purcell, Emma Booth m.fl.
På DVD fra Nordisk Film
Onde nazister, en forladt gård, en skummel familie, et slægtsdrama. Behøver man mere for at nyde en film? Nej, men skal man forkæle sig selv kan man da lige smide levende døde og besatte heste oveni hatten.
Historien starter i Amerika under anden verdenskrig. Vi følger her en tysk familie, der af nazistpartiet får pålagt at beværte en ung forsker udi det okkulte. Da man ikke lige sådan siger nej tak til Føreren, og der er en klækkelig betaling for venligheden, slår familien straks til. Hurtigt viser det sig dog, at forskeren ikke kun er der for at læse bøger. Han er snarere interesseret i deres lade. Eller mere konkret, en af de sten familien har brugt til at bygge laden af.
Og SÅ springer vi frem til nutiden. Evan er en ung ambulancefører, der elsker børn, plejer sin aldrende far, og ligger under et gevaldigt pres, da denne giver ham skylden for broderens forsvinden. Dette plotelement er dog ligegyldigt, da Victor hurtigt er tilbage og beder Evan følge efter ham ud i den mose han forsvandt.
Efter en længere tur når de så til en mørk og uhyggelig gård, der ligner den vi var på i starten af filmen. Her begynder bror Victor uhæmmet at slå familien, der ikke er blevet meget ældre end under krigen, ihjel. Dette lykkes ikke, og fordi Evan er så god og skal redde alle, kommer de til at slippe noget fri, der aldrig skulle være sluppet fri: Den levende døde nazist. (Jeg er personligt imod at betegne levende døde som zombier, om end zombienazist er et fedt ord. Eller nazombiest – man kunne sagtens være kreativ).
Det lyder egentlig ikke synderligt originalt. Det er det heller ikke, plottet. Klassisk gys: vi er fanget på en afgrænset lokalitet, og der er noget overnaturligt efter os. Uha, uha. Venter man på et fedt og nyskabende horrorplot skal man gå langt uden om den her film. Kan man se bort fra den mangel, og til gengæld bare gerne vil underholdes og overraskes over spændende påfund – så skal man helt klart se den! Seriøst, hvem har ikke altid drømt om at se heste blive besatte?
Jeg har ikke, men efter at have set filmen ville jeg ønske jeg havde. Fandeme en kreativ brug af setting.
Skuespillet svinger gevaldigt, enkelte skuespillere er gode og fungerer, andre fungerer ikke. I enkelte tilfælde er det bare tydeligt at skuespillerne ikke helt har været klar over hvem deres karakter egentlig er. En skam, da det når det sker river en helt ud af illusionen. Og illusionen er sgu’ vigtig, når man har at gøre med en film, der lever højt på ideer mere end plot. Jeg fandt filmen stærkt underholdende. Flere af ideerne var kreative og på sin vis også inspirerende – hvorfor har jeg aldrig tænkt på besatte heste? Plottet har jeg nu hvor jeg tænker over det ikke helt styr på. Tror jeg heller ikke filmen havde.
Skuespillet er en blanding af godt og dårligt. Alligevel var jeg underholdt af filmens opfindsomhed og legesyge. Det er ikke nok til at gøre at det er en film man husker, eller bare må eje – men flere af ideerne bliver hængende, og man kunne godt overveje hvad et godt plot kunne få ud af dem.
Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.29
