Summer Time Machine Blues

Summer Time Machine Blues
Film, Japan, 2005, 107 min.
Instr.: Katsuyuki Motohiro
Medv.: Yoshiaki Yoza, Juri Ueno, Riki Honda, m.fl.

En af mine britiske Facebookvenner anbefalede mig denne meget nørdede japanske live action-tidsrejsefilm, som faktisk er baseret på et teaterstykke. En gruppe venner i 18-års-alderen har en sci-fi klub, komplet med rodet klublokale. De lever en sorgløs men klodset teenage-tilværelse, da der en dag pludselig materialiserer sig en tidsmaskine i deres klublokale (den virker tydeligt inspireret af maskinen i 2002-filmatiseringen af Wells’ Time Machine). Det viser sig at en ung fyr fra samme sci-fi klub 25 år ude i fremtiden er rejst tilbage til 2005 for at opleve klubbens spæde start. Men tidsmaskinen materialiserede sig også bare i hans tid, og han ved ikke hvor den egentlig kom fra. Gutterne fra sci-fi klubben vil selvfølgelig straks prøve maskinen og debatterer først hvad de skal gøre med den. Den har en fortids- og fremtidsgrænse på 99 år, men de beslutter at starte med at tage tilbage til dagen i forvejen og hente fjernkontrollen til deres air-condition-anlæg! Det er nemlig hedebølge, og fjernkontrollen gik i stykker tidligere samme dag, da de spildte cola på den. Så en lille gruppe tager tilbage til dagen før, hvor de selvfølgelig ikke kan modstå fristelsen til at spionere på deres dobbeltgængere (altså dem selv). Rejsen til igår (og tilbage til ‘i morgen’) illustreres ved at lave en horisontal split-screen, hvor tidsmaskinen så går fra den øverste halvdel af skærmen til den nederste når den rejser tilbage, og fra den nederste til den øverste del af skærmen når den rejser frem. Det fungerer fint! Men plottet begynder hurtigt at blive meget rodet. To af hovedpersonerne tager tilbage til nutiden, men så må de tilbage til gårsdagen igen for at hente de andre, men så kan de ikke finde dem, og det hele bliver meget forvirrende – især da de jo hurtigt begynder at bekymre sig for om de nu kommer til at ændre på tidslinjen! Det element som får filmen til alligevel at fungere ret godt, er at tidslinjen faktisk ikke kan ændres. Forvirringen skyldes delvist at effekterne af tidsrejserne indfinder sig før rejserne finder sted, dvs. tidslinjen er frosset og deterministisk (eller med Holger Bech Nielsens nok mere tekniske term: selvkonsistent!), og tingene kan kun ske på én måde. Men da vores hovedpersoner det meste af tiden ikke er klar over dette, forsøger de febrilsk at undgå at skabe tidsparadokser.
En morsom ting er at nøjagtig samme præmis blev brugt i den geniale spanske tidsrejsefilm Timecrimes fra 2007, og jeg spørger mig selv om den spanske instruktør mon fik sin idé fra den japanske film? De er tæt på hinanden i tid, og det virker næsten som mere end et tilfælde. In any case, Summer Time Machine Blues er en morsom og meget japansk tidsrejsekomedie (med en del lidt for overspillet komik, især i den lidt tegnefilmsagtige måde, figurerne taler på), som klart kan anbefales. Flere af plotelementerne er inspireret af Tilbage til Fremtiden, men på en ganske subtil måde.
Denne film er indtil videre kun udkommet på japansk DVD, men heldigvis med engelske undertekster. Filmen kan bl.a. anskaffes på www.yesasia.com.
Karakter: 8 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.29

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *