Hell’s Ground
(Zibahkhana)
Film, Pakistan 2007, 75 min.
Instruktion: Omar Khan
Dracula in Pakistan / The Living Corpse
(Zinda Laash)
Film, Pakistan 1967, 103 min.
Instruktion: Khwaja Sarfraz
Mens den indiske filmindustri har fejret triumfer på verdensplan, står det anderledes skralt til i nabolandet Pakistan. Det forsøger Another World Entertainment at råde bod på med udgivelsen af landets første splatterfilm, Hell’s Ground, og som bonus får man også den over 40 år gamle Dracula in Pakistan.
Desværre er filmenes nationalitet også det mest interessante, der er at sige om dem, og det er heller aldrig et godt tegn, når ekstramaterialet fænger mere end hovedfeaturen.
Hell’s Ground rummer for eksempel en danskproduceret minidokumentar, der beskriver instruktøren Omar Khans problemer med at få sin film vist i sit hjemlands biografer.
Omar Khan dukker også op på kommentarsporet til Dracula in Pakistan sammen med sin medforfatter til Hell’s Ground, Peter Tombs, og han optræder desuden som ekspert i yderligere en dokumentar om indiske horrorfilm.
Netop Khans forkærlighed for horrorgenren skinner tydeligt igennem i Hell’s Ground, hvis handling er som kopieret fra en amerikansk 70’er gyser. Fem unge skulker fra skole for at tage til en koncert, men kører forkert undervejs og havner så langt ude på landet, at det får omgivelserne i Motorsavsmassakren til at virke urbane.
Pludselig er de omringet af kødædende zombier, som er blevet skabt af forurenet drikkevand, men den del bruger filmen aldrig rigtig til noget. I stedet flygter de unge videre blot for at have i kløerne på en morderisk familie, hvis mest skræmmende medlem er en burkaklædt galning med en kæmpe morgenstjerne som våben.
Det i sig selv er et syn for guder, men denne figur bliver introduceret så sent i filmen, at det føles som det rene spild. Der spares hverken på det kunstige blod, løsrevne kropsdele eller gustne makeup-effekter, men de integreres aldrig rigtig i handlingen og virker mest til at være til stede, fordi Omar Khan har set, at det er sådan, man gør i andre film.
Til gengæld fortjener han plusser for brugen af tegneseriepaneler og gammel pakistansk musik til at skabe en kitschet Grindhouse-stemning, uden at det dog opvejer den usammenhængende historie eller den manglende spænding.
Hell’s Ground fungerer faktisk bedst som kulturelt dokument og giver et alternativt indblik i det pakistanske samfund. De unge går for eksempel alle vestligt klædt, og deres dialog veksler hele tiden mellem urdu og engelsk. Og så rummer filmen denne interessante karakteristik af Pakistan: Halvdelen af befolkningen går til modeshows, mens den anden halvdel lever i middelalderen.
Dracula in Pakistan er, som titlen antyder, Bram Stokers klassiker omplantet til pakistanske forhold og er nogenlunde tro over for handlingen, hvis man ellers kan abstrahere fra danse- og sangscenerne! Med andre ord er filmen mest at betragte som et kuriosum, men dele af den er faktisk ganske stemningsfulde og indeholder mere uhygge end det meste af Hell’s Ground.
De to film udgør dog et fint match – ikke mindst fordi Dracula, skuespilleren Rehan, har en cameo i Hell’s Ground.
Karakter: 5 ud af 10.
Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.29
