Harry Potter og Dødsregalierne, del 2

Harry Potter og Dødsregalierne, del 2
Film efter J.K. Rowlings roman.
Inst. David Yates.
Medv.: Daniel Radcliffe, Emma Watson, Rupert Grint m.fl.
Warner 2011, 130 min.

Så fik vi omsider slutningen på serien om den lille troldmand med brillerne, med det borgerlige navn Harry. Der er ingen tvivl om at det har været en af de mest succesfulde filmserier nogensinde, baseret på en af de mest succesfulde romanserier nogensinde, men er det hele bare varm luft udsendt af en meget velfungerende pr-maskine og de medier som har spillet med på det?
Måden Harry Potter-serien er bygget op på er sådan set ret enkel: Skriv en serie bøger om en drengs oplevelser i en skole og hvordan han vokser op, men erstat ligegyldig viden og lektier med magi og halvkedelige lærere med excentriske troldmænd og -kvinder. Find på en skurk som er en meget personlig fjende til vores dreng, ved at han har dræbt begge dennes forældre, og lad skurken have en god grund til at blive ved med at plage ham. Giv helten to venner, en dreng og en pige. Så er det bare at fylde med halløj på skolen og talløse forsøg fra skurken på at få ram på helten.
Når Harry Potter var værst, blev ovennævnte recept fyldt ud med næsten pinagtig dårlig slapstick, hvor børne-heltene måtte redde dagen fordi de voksne opførte sig som rene idioter, eller der blev brugt uforholdsmæssigt meget tid på ret uinteressante sidehistorier. Når Harry Potter var bedst, føltes magien som andet end bare kostskole med et lag magisk graffiti, og personerne trådte ud af deres kliche-båse og føltes virkelige. I den anden film i serien, Hemmelighedernes Kammer, er der for eksempel et interessant magisk monster i form af en basilisk, man får gjort skurken til andet end bare end ond fjende, og selv en større omgang slapstick i form af en uduelig lærer kan man tilgive, fordi de har fået Kenneth Branagh til at spille ham. Det er så en generel meget positiv ting man kan sige om Potter-filmene – de mange førsteklasses skuespillere i de gennemgående voksen-roller, herunder specielt Michael Gambon (Dumbledore), Alan Richman (Snape), Ralph Fiennes (Voldemort) og Helena Bonham Carter (Bellatrix).
Fantasy viser os en forsimplet udgave af verden, som er lettere at forstå end vores komplekse moderne verden. En psykopatisk morder, der myrdede en lille drengs forældre, bliver til en superskurk, som er ude på at omstyrte hele samfundet og derfor myrdede forældrene. I virkelighedens verden ville det blot være et tilfældigt møde mellem morderen og de to ofre. Et emotionelt bånd mellem drengen og morderen bliver til et magisk bånd, der påvirker dem gensidigt. I virkelighedens verden ville kun offeret blive ramt emotionelt, mens en psykopat (som ikke kan føle empati) hurtigt ville have glemt det der skete. Den gode fantasy er så ikke bare en flugt fra en uforståelig virkelighed, men prøver at bruge den transformerede virkelighed til noget. Tolkien prøvede for eksempel at sige noget interessant om mennesker og magt i sin ring-trilogi. Hos Rowling er det unge Potters forhold til Døden (i skikkelse af Voldemort), der for mig er det interessante omdrejningspunkt. Desværre er det blandet op med alt muligt andet, så helhedsindtrykket er en underlig blanding af lavkomik og patos. Af og til fungerer det, andre gange ikke. For eksempel er der Voldemorts tilhængere, der blandt andet har raceteorier til fælles med nazister, men det virker bare ikke at vise hvor forkerte raceteorier er, når mennesker uden magiske evner fremstilles som lettere demente gennem hele serien.
Den syvende film, første del af filmatiseringen af den syvende og sidste bog, huskede jeg som en meget langstrakt affære, hvor de tre hovedpersoner var på flugt efter begivenhederne i den sjette bog/film, men ellers tilbragte det meste af tiden med ikke at kunne finde ud af de spor de havde fået til at få ram på skurken, at skændes indbyrdes og i øvrigt bare trække tiden ud, indtil plottet kunne gå videre i den næste film. Med ved gensyn kan jeg se at det kun er sidste halvdel af den der virker langtrukken, og det nok er fordi denne del af filmen stort set kun bæres oppe af de tre (nu voksne) børneskuespilleres skuespil, hvilket de nok magter, men ikke til topkarakter.
Under alle omstændigheder havde jeg håbet på lidt mere fart på handlingen, da jeg gik i biografen for at se den sidste Harry Potter-film. På det punkt blev jeg ikke skuffet. Her tages der for alvor fat på at fortælle historien om Harry Potter og Voldemort, frem for at lade personerne fjolle omkring med alle mulige sidehistorier. På dette tidspunkt i historien har Voldemort, udover at være en ret mægtig troldmand og være udødelig, fået fat i noget som giver ham endnu mere magt. Så der er faktisk for en gangs skyld lagt op til at Harry Potter ikke bare kan slippe godt fra endnu et møde med Voldemort ved hjælp af held og sin mystiske forbindelse til ham, og der er efterhånden heller ingen venlige, voksne troldmænd som kan hjælpe ham. Samtidig når de godes kamp mod de onde til et klimaks, i form af et større slag om troldmandsskolen, med mange døde til følge.
Dødsregalierne del 2 er en meget mørk og dyster film, selv i forhold til de andre Potter-film af Peter Yates (nr. fem og frem). Men jeg synes at trådene fra de foregående film bindes fint sammen, og konflikten mellem den unge, knap nok udlærte troldmand Harry Potter og den udødelige, almægtige Voldemort ender på en måde der er troværdig både plotmæssigt og karaktermæssigt. Til gengæld virker mange af de andre personer ret statistagtige her. Jeg tror man med fordel kunne have ladet den syvende film få lidt mere af handlingen, og så til gengæld have brugt lidt mere tid på personerne i den ottende film. Eller bare forlænget den sidste film, som faktisk er den korteste i hele serien. Men alt i alt en ganske seværdig film, som man dog ikke bør se uden at have læst bøgerne eller set de foregående film, som minimum i hvert fald de to foregående, da de tre sidste film plotmæssigt hænger temmelig meget sammen.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.29

Dette indlæg blev udgivet i Fantasy, Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *