Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance
Film, Japan, 1974, 89 min.
Instr.: Toshiya Fujita
Medv.: Meiko Kaji, Kazuko Yoshiyuki, Juzo Itami m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment
Frøken Blodsne er tilbage, og denne gang er det … upersonligt.
Året er 1905, og krigen mellem Rusland og Japan er faldet ud til sidstnævntes fordel. Yuki har siden den første films blodige hævntogt været på en konstant flugt fra lovens sværdbevæbnede arm. Da hun endelig fanges, dømmes hun til døden, men Seishiru Kikui fra det hemmelig politi benåder hende til gengæld for hendes tjeneste. I skikkelse af en bly tjenestepige skal hun infiltrere den intellektuelle socialist Ransui Tokunagas hjem og finde et dokument, der truer nationalistregeringen. Som Yuki lærer sit mål bedre at kende, og tingenes virkelige sammenhæng går op for hende, gør hun dog fælles front med en flok revolutionære fattiglemmer imod sine arbejdsgivere.
Det mærkes allerede fra starten, at Love Song of Vengeance er knap så ødsel med blodsudgydelserne som forgængeren. Efter nogle påfaldende nærige nedsablinger, begynder bekymringen så småt at melde sig: Er opfølgeren gået hen og blevet for pæn? Heldigvis er filmen ikke helt tørlagt, men de røde fontæner er dog nogen tid om at melde deres ankomst, og faktisk skal vi hen til filmens sidste akt, før der skrues ordentligt op for trykket. Jeg skal ikke kunne svare på, om hensigten er at give klimakset større effekt, eller om man bare har villet slå en anden, mere sober tone an. Jeg ved bare, at det føles forkert at se Yuki hugge flokkevis af modstanderne ned uden kaskader af blod til alle sider.
Trods undertitlen, Love Song of Vengeance, er der heller hverken den store kærlighed eller hævn at komme efter. Hvor den første film fokuserede på den ensomme hunulv Yukis opgør med sin blodige arv, må hun denne gang dele rampelyset med sine allierede. Uden at være indviklet, har historien med sin politik, idealisme og konspiration et større perspektiv end etterens blodhævn, og Yuki er i denne henseende reduceret fra den drivende kraft til blot endnu et plotelement.
Hun infiltrerer, spionerer, diskuterer, mægler sågar – og al den tid undgår jeg ikke at savne, at hun faktisk også hævner sig lidt, som hun blev skabt til, og som titlen giver indtryk af. Hun ryddede ganske vist bulen godt og grundigt sidst, og spørgsmålet er, hvad og hvem, der skulle være genstand for hævnen denne gang. Alternativet bliver, at netop denne karakter medvirker mere af navn end egentlig gavn. Historien lugter derfor af, at man ville følge op på etterens succes og skrev titelpersonen ind i et manuskript, der ikke oprindeligt var tiltænkt hende. Yuki ude af sit rette element i både sin funktion og selve fortællingen og mangler den intensitet, hun havde i den første film.
Indholds- og temamæssigt er Love Song of Vengeance måske mere moden end sin forgænger. Blizzard From the Netherworld var til gengæld mere stiliseret visuelt og fortællemæssigt med en større grad af nærhed og direkte underholdningsværdi. Ret skal være ret, og toeren er da i en vis udstrækning en ganske underholdende film, men den havde nok haft bedst af at træde ud af franchisens skygge og være sin egen på titlen også. Som en Lady Snowblood-fortsættelse undgår den hverken at blive holdt op imod den første eller at skuffe en smule.
Karakter: 6 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.29
