Patrick

Patrick
Film, Australien, 1978, 112 min.
Instr.: Richard Franklin
Medv.: Robert Thompson, Susan Penhaligon, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

I de tre år siden drabet på sin mor og dennes elsker har Pa­trick befundet sig i en tilstand af tilsyneladende hjernedød. Da sygeplejersken Kathy bliver ansat som grøntsagens nye ‘gartner’, som hospitalets øvrige ansatte morbidt betegner stillingen, erfarer hun imidlertid, at patienten er i stand til mere end sin sporadiske spytterefleks. Det lykkes hende at kommunikere med ham – ét spyt for ja, to for nej – men hendes overordnede hverken tror på hendes opdagelse eller billiger hendes fascination.
Patrick opretholder facaden som en hjælpeløs grøntsag over for alle andre end Kathy, for han har nemlig også en særlig og måske knap så uskyldig interesse i hende. Ubehagelige hændelser rammer de to mænd (eksmanden og en læge) Kathy er splittet imellem, og hvem der ellers måtte komme imellem hende og Patrick. Han har slået ihjel før, og selv om der tilsyneladende kun er en tom skal tilbage af den, han engang var, er han i stand til at gøre det igen.
Det kan godt være, komapatienten ikke kan løfte en finger, men han er i stand til at rykke rundt på så meget andet…
Med sine knap to timer tager Patrick sig tid til at opbygge både et interessant og levende persongalleri og en solid stemning, det er svært ikke at blive fanget af. Den monobrynede, stift stirrende titelperson tilbringer hele filmen ubevægelig i sin seng, mens alle andre fortsætter deres rigtige liv omkring han. Alligevel formår han fra start til slut at være begivenhedernes centrum og fremstå intens og ildevarslende. Han er udefineret og uberegnelig, men måske også en tragisk påmindelse om den objektivisering menneskeliv udsættes for under lignende omstændigheder.
Det oplagte spørgsmål om liv og død, herunder hvor længe man skal forlænge det ene eller forhale det andet, kommer naturligvis også op at vende et par gange i løbet af filmen. Hvornår er et liv endegyldigt slut? Og hvorfor bruger man ublu summer på at holde liv i håbløse grøntsager, selv uden pårø­rende?
“Dying may occur slowly, but the moment of death is like a blink of an eye,” påpeger overlægen, dr. Roget, hvis personlige interesse i at eksperimentere med patienten dog synes noget mindre etisk end hans officielle holdning.
Hospitalets oldfrue, Cassidy, er noget mere kontant i sin udlægning, da hun kalder Pa­trick for “a daily reminder that medicine can prolongue death much more effectively that it can prolongue life!” Hun hælder absolut til, at apparatet, der holder manden i live, burde slukkes, og hun er tilbøjelig til at tage sagen i egen hånd, om det skal være.
Mellem disse kyniske, divergerende meninger, betragter den unge, humanistiske Kathy patienten som et menneske og nærer endda et naivt håb for hans fremgang. I denne henseende udgør hun tillige en god modvægt til den manipulerende og morderiske Patrick.
En tredje vurdering, som i mindre grad vedrører etik og i højere grad bidrager til filmens krybende stemning, kommer fra den ene af Kathys to kærlighedsinteresser, Dr. Wright. Han indvier hende i, hvordan lammelsen af nogle sanser får andre sanser til at kompensere. Dette rejser overvejelsen, at en sjette sans kan kompensere for Patricks fem øvrige i form af psykokinetik – evnen til at manipulere ting ved tankens kraft.
På sådan vis bidrager filmens funderinger om liv, død, etik og brug af sanserne til en mystik, der underbygges yderligere af summen, knitren og udslag fra de elektriske apparater omkring patienten. Den præcise årsag til Patricks koma forbliver også et mysterium, hvis forklaring vi ikke kommer tættere på, end det var noget med en ulykke.
Som tidligere nævnt, bruger filmen god tid på opbygning og kører rigtig godt langt hen ad vejen. Desværre fungerer klimakset ikke helt så tilfredsstillende, og den endelige konfrontation mellem Kathy og Patrick udvikler sig noget uklart og taber lidt af den kraft, filmen eller så omhyggeligt har opbygget. Afslutningen er måske også lige konventionel nok.
Patrick er dog et velskrevet, velspillet og atmosfæremættet gys. Visse dele af det moderne horrorpublikum vil måske finde tempoet for sløvt og savne den hurtige klipning og de høje lyde, der kendetegner mange af genrens moderne indspark. Hører du derimod til de, der værdsætter et snigende gys i kraft af filmens stemning og koncept, er det ganske sandsynligt, du vil synes om Patrick. Filmen, ikke patienten!
Ekstramaterialet består i et kommentarspor med instruktøren, trailers for både selve filmen og en række andre Another World Entertainment-udgivelser og en 4-siders booklet. Som en ekstra bonus medfølger filmens Psycho-inspirerede soundtrack på en separat skive.
Karakter: 6½ stjerner af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.29

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *