Never Let Me Go
Film. Fox/Warner m.fl.
Instrueret af Mark Romanek
Manus Alex Garland, baseret på roman af Kazuo Ishiguro
Medv.: Carey Mulligan, Andrew Garfield, Keira Knightley, m.fl.
De første 30 minutter af denne film er det svært at se, at dette er science fiction, når man lige ser bort fra den korte forskrift som gør opmærksom på, at kloningsteknikken blev udviklet i 1950’erne, og i 1967 var det almindeligt at folk blev 100 år gamle. Med det i mente er dette hård science fiction af den mere tænksomme og meget neddæmpede slags. Vi befinder os altså i et alternativt univers, der er en lille smule skævt i forhold til det, man kender. Det er her værd at bemærke, at romanforlægget er skrevet af samme forfatter som skrev den fremragende The Remains of the Day, en dyster, underspillet bog (og film!), der præcist beskrev en uforløst kærlighedshistorie mellem en meget engelsk butler og en stuepige og samtidig fik flettet en masse ind om britisk selvforståelse og opløbet og efterspillet til 2. verdenskrig. Og ja, forfatteren har japanske aner, men har boet i England siden han var 6 år gammel. Handlingen i denne film udspiller sig i 3 kapitler og følger primært 3 hovedpersoner – 2 af hunkøn og en af hankøn. Første del foregår på en meget typisk engelsk kostskole i det alternative 1978, hvor vores 12-13-årige fortæller og heltinde Kathy H iagttager livet på kostskolen med en spirende fornemmelse af, at der er noget galt – de må ikke forlade skolen, de opfordres ikke til udvikling, men alligevel til en slags kunstnerisk udfoldelse og alle tendenser til sygdom og skader bliver overvåget med gruopvækkende nidkærhed. Det er næsten en parafrase på skolesekvenserne fra The Wall. Kathy H er interesseret i outsider-drengen Tommy og betror sig til veninden Ruth, hvilket får Ruth til at se det spændende i ham. En dag får klassen en ny lærer, der fortæller dem formålet med deres eksistens, men de stakkels poder er så indoktrinerede, at det ikke rigtig siver ind. Spring til næste kapitel i filmen, der foregår en 8-10 år senere i nogle overvågede hyttesamfund – et klassisk engelsk landsby gårdmiljø, hvor elever fra de forskellige specielle kostskoler bor. Ruth og Tommy er blevet kærester, medens Kathy stadig er den ansvarlige, der overvåger begivenhedernes gang. De er dog nu bevidst om formålet med deres liv, men det er en slags resigneret viden, der ikke umiddelbart giver trang til oprør, og så alligevel…
Jeg vil stoppe beskrivelsen her med at understrege, at selvom den basale historie har fællestræk med CGI-actionbraget The Island, så er dette den diametralt modsatte måde at beskrive problem-stillingerne på og en meget bedre måde til at få voksne eller sågar ‘ældre’ mennesker til at se science fiction. Her beskrives konflikterne med langsomme, indesluttede følelsesudbrud, og grundfornemmelsen er rent ud sagt depressiv. Stilmæssigt er vi mere i retning af film som Gattaca, Code 46 eller Children of Men, men de futuristiske elementer er endnu mere sparsomme. Ikke, at jeg personligt er modstander af god action og futurisme i science fiction, men jeg synes, at dette emne fungerer bedre her. Den adstadige afsløring af den forstyrrede dystopiske verden vi befinder os i er fint beskrevet og gør til og med brug af et eufemistisk nysprog. Alt i alt virker det hele mere brutalt fordi den ærkeengelske landidyl er så genkendelig. Skuespillet er forventeligt gedigent hele vejen igennem. Der vil uvægerligt være nogle, der synes, at denne film er gabende kedsommelig og andre, der synes, at dette er en velkonstrueret melankolsk tåreperser med stof til eftertanke. Et af de gode citater fra filmen: “Man er nødt til at vide hvem man er og hvad man er. Det er den eneste måde, hvorpå man kan føre en anstændig tilværelse.” Mao., i filmens kontekst, er man menneske eller ressource?
Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet nr.29
