X-Men: First Class

X-Men: First Class
Film, USA, 2011, 132 min.
Instr.: Matthew Vaughn
Medv.: James McAvoy, Michael Fassbender, Kevin Bacon, January Jones m.fl.

X-Men: First Class har den bedste type plot, jeg kan forestille mig: enkelt og baseret på en storslået idé. Ideen er at Cuba-krisen i 1962 i virkeligheden var nogle onde mutanters forsøg på at starte 3. verdenskrig og overtage verden som en ny herskerrace. I filmen ser man hvad der skete bag scenerne; hvad offentligheden aldrig fik at vide. Jeg har altid haft et blødt punkt for undergenren ‘secret history’, og i denne film er det smukt fortalt.
Filmen er en prequel til de tre andre X-Men-film, og det er ganske enkelt den bedste af filmene hidtil, og en af de 3-4 bedste superheltefilm nogensinde. Vi er tilbage i 1960erne, hvor vi følger Charles Xaviers tid på universitetet, og hvordan han involveres i et CIA-projekt som leder til dannelsen af X-Men for at imødekomme truslen fra Sebastian Shaw og de andre onde mutanter fra Hellfire Club (Helvedeshundenes Loge, som den hed i de danske Projekt X-hæfter). Filmens handling er en del anderledes end tegneseriernes, hvor Hellfire Club først dukker op i 1980’erne, men den er anderledes på den gode måde, hvor der er tænkt over tingene. Sebas­tian Shaw spilles fantastisk af Kevin Bacon, som i filmens første scene under 2. verdenskrig arbejder for nazisterne. Han opdager at den unge Erik Lens­herrs magnetiske kræfter manifesteres hovedsageligt gennem vrede, hvilket bliver begyndelsen på Magnetos vej mod sin skurkerolle. Da Shaw dræbte Eriks mor, bruger Erik sit liv som ung mand på at opspore Shaw så han kan slå ham ihjel. Under denne søgen møder han Charles Xavier, som rekrutterer Erik til X-mændene og faktisk klarer at få sat skik på både hans kræfter og hans temperament. Så længe det varer.
En gruppe unge mutanter rekrutteres ligeledes til gruppen, og X-Men er født! De angribes næsten øjeblikkelig af Shaw og hans kumpaner (herunder dæmonen Azazel, som kan teleportere og tydeligvis er Nightcrawlers far), som slår en af dem ihjel. Shaw forsøger her at konvertere nogle af X’erne til Hellfire Club. Klimakset i filmens sidste del er supergodt lavet – det er både følelsesmæssigt stærkt og spækket med gode effekter. Shaw og hans slæng er sejlet mod Cuba i deres avancerede atom-ubåd, men interceptes af X’erne som kommer flyvende i deres Blackbird. Magneto bruger sine kræfter til at hæve ubåden og crashe den på en caribisk ø, hvor de så har deres showdown. Magneto konfronterer Shaw, men da han har overvundet ham, er Magneto selv reelt blevet skurken. Og de mange russiske og amerikanske krigsskibe i farvandet beslutter at gøre op med alle de farlige mutanter (gode som onde) ved at sende en massiv missil-sværm mod øen. Magneto fanger missilerne med sine kræfter, og så er spørgsmålet om han sender dem tilbage og dræber alle soldaterne, eller… Det der dernæst sker er skæbnesvangert for Charles Xavier og for hans og Magnetos fremtidige forhold. Det hænger fantastisk godt sammen, og er både dramatisk og rørende på alle de rigtige måder. En stjernegod superheltefilm!
Man bør også lige nævne Emma Frost, eminent realiseret af January Jones. Hun passer vildt godt til rollen og fortjener stor ros. Mit eneste kritikpunkt er at hun ikke har det hvide korset på som hun har i tegneserien da hun bliver introduceret – det ville have passet endnu bedre ind i 1960erne end i 1980erne. Men det går nok endda!
Karakter: 9 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.29

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *