The Brutal Blade of Bruno the Bandit #1
Avisstribe af Ian McDonald (forfatter + tegner)
AIM Comics 2010 (Canada)
74 sider, sort-hvid
Bruno er én af de sjældne striber der konsekvent har formået at kombinere fortsatte historier, konstant udvikling af karaktererne OG en ‘punchline’ for hver fire billeder.
Det er ærefrygtindgydende godt arbejde, og jeg vil ikke tøve med at kalde den for det nye årtusinds Doonesbury – bare som en web-tegneserie.
Og nu bliver den endelig udgivet (der har dog tidligere været udsendt ret dyre samlebind fra forlaget Plan Nine), med covers tegnet af den halv-legendariske Ernie Chan (Marvels The Savage Sword of Conan!) og med masser af bonusillustrationer af nye tegnere. Det gør også tegneserien til en god introduktion til web-tegneserier og det canadiske marked.
Bruno begyndte som en parodi på Conan, sat i en middelalderlig verden der ikke desto mindre er fyldt med moderne opfindelser. Den følger den flotte, men uduelige skurk Bruno og hans håndlanger, dragen Fiona, der er langt kløgtigere end sin chef, men som har en tendens til at tage impulsive, skæbnesvangre beslutninger. Efterhånden blev universet dog så udbygget at parodi-elementet gled i baggrunden, alt imedens den i lange perioder har fungeret som politisk satire, der nok var på sit højeste under Irak-krigen.
Persongalleriet er ret så kolossalt, men universets mest ikoniske elementer inkluderer som sagt en tilfældig brug af moderne teknologi, vampyrer der lever af berømmelse (fame vampires), som der efterhånden er blevet bygget en hel mytologi op omkring – og endelig blev der et stykke inde i historierne fastslået et princip om at universet konstant skal være i bevægelse.
Bruno begyndte som en simpel forbryder, men uden at afsløre for meget, så er han ikke blot blevet gift undervejs, men var også konge i flere år indtil hans egen ufattelige inkompetence fik ham styrtet igen. McDonald satte efterfølgende en stopper for bekymringerne om en tilbagevenden til status quo ved efterfølgende at lade ham styre et forbryderimperium fra fængslet.
Den bedste historie, som undertegnede lærte at kende serien igennem, da den blev trykt i den ligeledes glimrende tegneserie Knights of the Dinner Table, er ”Dice”, der handler om at rigets konge får hele befolkningen gjort afhængige af rollespil, så de ikke bruger tiden på at slå hinanden ihjel.
Desværre er tegneserien endt i en lidt retningsløs sidehistorie, der tydeligvis kun var til for at ‘stalle’ hovedplottet, medens McDonald fandt ud af hvad hans episke ‘Robert Jordan’ af et plot skulle ende med. Det er trist, men det er til at leve med, når der er så mange års gode historier at læse.
Det er uden tvivl princippet om konstant bevægelser der gør tegneserien så god som den er, men det er sværere at forklare hvad der er interessant ved Bruno som karakter. Han er stupid og skurkagtig, og på bunden har han ikke et hjerte af guld. Måske er det dét at han ikke er en superskurk, men bare vil være rig. Måske er det i virkeligheden bare tilfredsstillende at se det gå galt for ham igen og igen. Det er nok mest den glimrende dynamik i mellem de mange karakterer der gør det – og historierne har også et vist præg af uskyld, da ingen i dette univers er hverken farlige eller kompetente.
Under alle omstændigheder kan jeg næsten ikke lægge nok tryk på at Bruno er et must for alle der elsker humoristiske striber.
Læs de gamle striber på: Brunothebandit.com.
Findes som blad eller PDF på Aimcomics.blogspot.com
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.29
Mange tak!