Premutos – Lord of the Living Dead
org titel: Premutos – Der gefallene Engel
Tyskland, 1997, 106 min.
Instr.: Olaf Ittenbach
Medv.: André Stryi, Christopher Stacey, Olaf Ittenbach m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011
Før Lucifer var der Premutos, og hvis det står til denne første af de faldne engle, vil han også blive det sidste, verden oplever.
Det står hurtigt klart, at Premutos – Lord of the Living Dead er en mere ambitiøs produktion end Olaf Ittenbachs hidtidige bagkatalog. Altså, ikke fordi der skal meget til, men alligevel.
Effekterne har fået et hak opad fra forgængerne, bl.a. i indledningen i 1000-tallets Indien, hvor titlens herre over de levende døde rejser sig i skikkelse af et skelet for efterfølgende at
antage organer og hud, mens blå lyn spiller omkring ham. Det lykkes en kriger at få has på én af Premutos’ inkarnationer, dog ikke uden den førstefaldne sværger at vende tilbage.
Åbningsscenens dystre tone og fortællerstemme slår umiddelbart en meget højtidelig tone an, men de følgende scener begynder så småt at punktere denne, for i modsætning til instruktørens to foregående film, er Premutos – Lord of the Living Dead en splatterkomedie, der stilmæssigt læner sig op ad film som Evil Dead 2 og især Braindead.
I 1942 er en bayersk bonde kommet i besiddelse af den sidste rest af teksten om Premutos’ genopstandelse og eksperimenterer nu selv med at vække de døde til live igen. Man kan som bekendt ikke lave en omelet uden at slå nogle æg i stykker, og da ”æggene” i denne forbindelse har været folk fra egnen, ender bonden med at få en
rasende høtyve- og fakkelsvingende pøbel på halsen. Inden de får fingre i ham, begraver han imidlertid teksten om Premutos.
Atter senere, i nutidens Tyskland, finder den våbenliderlige fødselar Walter bemeldte tekst, da han graver i haven for at gøre plads til et nyt træ. Samme dag kommer hans søn Matthias til skade (med sin penis!) under en fodboldkamp og må tilbringe faderens fødselsdag på sit værelse. Walter har til gengæld været så betænksom bare at stuve fundet fra haven af vejen på sønnens værelse.
Mens Walter fejrer sin tiltagende alderdom med gæsterne nedenunder, forvandler hans fund Matthias til et hæsligt monster. Knægten har flere gange gennem verdenshistorien være genfødt som Premutos’ søn, der skal forberede den faldnes genkomst, men hver gang har omstændighederne villet, at han kom af dage. Nu skal det så være, og en hær af blodtørstige zombier vågner for at bane vejen for deres herres nye rædselsrige.
Nu står kun Walter, hans fødselsdagsgæster og ikke mindst hans våbensamling imellem Premutos og verdensherredømmet!
Som det fremgår af ovennævnte, breder historien sig i denne omgang over flere tidsaldre og steder; den bayerske middelalder, slaget om Stalingrad, 1500-tallets Skotland … vi kommer sågar omkring Jesu korsfæstelse. Trods de enkle virkemidler, fungerer disse scener tilfredsstillende, om end glimtene fra de forskellige tidsaldre og inkarnationer af Premutos’ søn (alle spillet af Olaf Ittenbach himself) umiddelbart kan synes lidt rodede, da de ikke optræder fortløbende. Tilsæt dertil lidt flashbacks og fantasier fra et par andre karakterer, og tungen skal måske holdes en smule lige i munden.
Plotkonstruktionen kunne i det hele taget være mere yndefuld. Fokus starter med at være på Matthias og hans familie, som der bruges tid på at etablere, men efter Matthias’ uheld og gæsternes opdukken, træder fødselsdagsfestens kammerkomedie nede i stuen i forgrunden, og sønnike isoleres ikke bare på værelset, men i nogen grad også plotmæssigt. Og da Matthias forvandling er indtruffet, og invasionen fra de levende døde begynder, har et par af gæsterne i mellemtiden indtaget markante roller.
Men når alt kommer til alt, er det hele også bare en undskyldning for en række underholdende optrin karikerede personer og zombier imellem. “Det er en krænkelse af privatlivets fred!” udbryder Walter bestyrtet, da de levende døde gatecrasher hans fødselsdagsfest – et faktum, der i øvrigt synes at gå ham mere på, end at de også tager livet af hans familie. Og så finder våbenlagret endelig en fornuftig anvendelse; der smadres og gennemhulles zombier til højre og venstre, mens filmen lystigt bygger op mod sit endelig bodycount. Jeg skal ikke afsløre antallet af omkomne her, blot at det i uhøjtidelighedens selvbevidste ånd er anført sidst i filmen.
Undervejs får Ittenbach sneget et par hyggelige filmreferencer ind. Jeg spottede en til den originale Dawn of the Dead, idet en af personerne tværer en tærte ud i hovedet på en zombie samt en mere åbenlys, hvor en af personerne i kampens hede gengiver den hjerteskærende slutscene fra First Blood.
Kampen mod zombierne er ganske underholdende, men taber i længden intensitet, da det begynder at virke, som om fødselsdagsgæsterne snarere hygger sig med nedslagtningen end faktisk kæmper for deres liv. Opgøret med Premutos’ horder bliver derfor lidt langt i spyttet, for selv om blodsudgydelserne er rigelige, er kreativiteten ikke i nærheden af f.eks. Braindead (som på den anden side også er urimeligt at holde langt de fleste splatterfilm op imod). Historien overrasker dog en smule ved at hive et hemmeligt våben ind fra højre af en kaliber, man ikke ser hver dag i genren.
I forbindelse med anmeldelserne af Black Past, The Burning Moon og Premutos – Lord of the Living Dead, valgte jeg at gennemse filmene i kronologisk rækkefølge med henblik på, om der ville være en udvikling at spore hos instruktøren. Selv om filmene ikke er bemærkelsesværdigt gode, har de absolut en vis underholdningsværdi, og deres kultstatus i splatterkredse er skam helt forståelig. Jeg kunne sagtens finde på at smide dem på programmet til en splatteraften med vennerne og en stribe øl. Det er også tydeligt, at Ittenbachs budget og erfaring med både effekter og filmiske virkemidler er vokset ad åre.
Filmene blev i øvrigt gennemset i selskab med en ven, der ligesom jeg værdsætter god splat, og undervejs kunne han ikke undgå at bemærke, hvordan overgreb på folks tænder var et tilbagevendende fænomen. Efter en scene med et decideret tandlægebesøg i Premutos kunne jeg ikke længere slå det hen med, at Ittenbach nok bare gik efter de steder, der ville fremkalde mest ubehag hos publikum. Et hurtigt Internet-tjek afslørede, at Olaf Ittenbach faktisk arbejdede som tandtekniker, før han i sin tid lavede Black Past.
Jeg håber, du læser det her, Hans-Jacob!
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.30
