The Burning Moon
Tyskland, 1992, 98 min.
Instr.: Olaf Ittenbach
Medv.: Olaf Ittenbach, Beate Neumeyer, Bernd Muggenthaler, Rudolf Höß m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011
Olaf Ittenbach er tilbage, denne gang med episodiske grusomheder!
I rammefortællingen bliver den utilpassede og stofmisbrugende Peter sat til at passe sin lillesøster Anette en aften, hvor forældrene skal ud. Ikke verdens mest oplagte babysitter, men det står også allerede tidligt i filmen klart, at der absolut heller ikke er tale om verdens mest velfungerende familie.
Peter er selv alt andet end tilfreds med at skulle passe ”den lille luder”, som han så flatterende omtaler søsteren. En fast hånd og verbale trusler fra faderen får ham til at adlyde og blive hjemme, og efter at have væbnet sig til opgaven med et skud heroin, beslutter han sig for at underholde lillepigen med to grufulde godnathistorier, hvad enten hun vil høre dem eller ej.
Julia’s Love hedder den første og omhandler pigen Julia, der dater den tilsyneladende pragtfulde fyr, Cliff. Han viser sig dog at være en psykotisk morder på flugt fra en psykiatrisk afdeling, og jagten på den eneste ene udvikler sig til et blodigt mareridt.
The Purity er aftenens anden historie. Her møder vi Ralf, der i 50’ernes Niederbayern lever et dobbeltliv som voldtægtsforbryder (i lange underhylere) og morder om natten og præst om dagen. Men i det lille landsamfund falder mistanken på den enfoldige outsider Justus, og snart beslutter indbyggerne sig for at tage loven i egne hænder.
Som helhed er The Burning Moon en forbedring i forhold til Black Past. Ittenbach virker i denne omgang mere bevidst om, hvad han vil fortælle, og allerede de indledende scener i The Burning Moon giver mere indtryk af hovedpersonen og dennes situation, end hele forgængeren formåede. Der er sket en udvikling på både fortælle- og skuespilfronten, hvilket også gælder i øvrigt for begge filmens episoder. Selv Ittenbach i rollen som Peter lever faktisk en tålelig præstation!
Træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen, og Olaf Ittenbach er hverken blevet nogen fantastisk skuespiller eller fortæller siden sidst. Så banalt, som indholdet nu er, fungerer det dog bedre i denne omgang, og ironisk nok demonstrerer denne episodiske film et bedre flow end den foregående ene, lange historie. Sidstnævnte var ikke altid lige målrettet og led under flere intetsigende og uinteressante scener. Disse kortere fortællinger kræver en ekstra opstramning, som tilsyneladende gør det nemmere for Ittenbach at holde fokus.
Psyko-Cliff i Julia’s Love måtte gerne have været lidt mere nedtonet, så kunne politimanden til sidst i episoden til gengæld passende have udvist bare en smule indlevelse og interesse. Der er noget grotesk over at høre ham levere replikker som ”Han huggede dem i småstykker. Det er ufatteligt” i et stemmeleje, som om han er i færd med at bestille smørrebrød. Nej, stryg dén metafor, SÅ meget passion er der faktisk ikke i stemmen. Julia’s Love er en ret forglemmelig affære. Det morbide højdepunkt må være, da Cliff tvinger Julia til at spise dennes mors ene øje. En morsom detalje er dog, at Julias far i fjernsynet ser et kort glimt fra Black Past, hvortil han irriteret udbryder: ”Der er kun bras på TV!”
Mere interessant er dobbeltsidigheden i The Purity. Ikke blot i form af Ralfs to vidt forskellige sider, men også i hans relation til Justus, som han beroliger, trøster, plejer og tydeligt har sympati for, vel vidende at staklen får skylden for præstens egne blodige gerninger. Ralfs dobbeltliv gælder ikke blot hans gerninger, men også hans tro. Side om side med den kristne Gud tjener han Lucifer og Helvede, og der vendes op og ned på godt og ondt, når medlemmer af den kristne menighed beslutter at slå ned på Justus, mens de mørke kræfter på den anden side straffer dette overgreb på den uskyldige stakkel.
En anden forbedring er, at volden ikke synes forceret, men i højere grad følger historien. Af samme grund har The Burning Moon ikke de samme mængder splat filmen igennem, som Black Past havde, hvilket sikkert vil skuffe nogen. Til gengæld gider man faktisk se de scener, der binder fortællingen sammen.
Og bare så ingen splatterelskere behøver være urolige for, om Olaf Ittenbach skulle være forfalden til ”antydningens fine kunst”, runder The Purity af med en længere og meget ucensureret sekvens fra et ekstremt blodigt Helvede. Den trækker måske lidt i langdrag og føles som overkill, men på den anden side ville genrefans (jeg selv inklusive) nok gå skuffede fra filmen, hvis ikke den relative mådeholdenhed blev fulgt op af noget voldsbravour.
Efter en ret ligegyldig fortælling og en ganske underholdende af slagsen, vender Ittenbach naturligvis tilbage til rammehistorien og sætter et grumt, men desværre også letkøbt punktum for den. Her ville det ellers have været oplagt med en fiks lille pointe.
The Burning Moon blev i 1993 bandlyst i Tyskland og Olaf Ittenbach beskyldt for at forherlige vold, hvilket angiveligt udløste en større bøde, der næsten ødelagde hans karriere.
Karakter: 5½/10
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.30
