Smølferne

Smølferne
Film, USA, 2011, 103 min.
Instruktion: Raja Gosnell
Medvirkende: Hank Azaria (Gargamel), Neil Patrick Harris (Patrick Winslow), Jayma Mays (Grace Winslow)

Den belgiske tegner Pierre Culliford (1928-1992), der tegnede under pseudonymet Peyo, har skabt flere tegneserier, bl.a. Benny Bomstærk, Henrik og Hagbart og Smølferne. Smølferne optrådte første gang i Henrik og Hagbart-albummet “Den fortryllede fløjte” i en birolle, men fik senere deres egen serie. Efter Peyos død har andre tegnere fortsat at tegne smølferne. Der er også i 1990’erne produceret tegnefilm om smølferne. Og nu er der så kommet en spillefilm med smølferne. Filmen er rimelig trofast overfor smølferne som figurer, men de er efter min mening mere naive i filmen end i tegneserien.

Filmen adskiller sig fra tegneserien i hvert fald i et henseende. Smølferne bor i tegneserien i et fjernt sted, Det glemte land, som er besværligt at rejse til, men er dog et konkret sted og en del af verden. Man kan i Henrik og Hagbart-albummet “Det glemte land” læse om deres besværlige rejse til smølfernes land. Og den verden smølferne er en del af, er Henrik og Hagbarts, der er en karikeret middelalder, hvor trolddom og magi er en del af verden.

I filmen er smølfernes land ikke en rigtig del af verden, men fuldstændig afsondret fra den. Smølferne kommer til verden gennem en portal eller vortex som åbner sig i et vandfald som de kommer til ved en tilfældighed, da de bliver jaget af deres ærkefjende Gargamel. Og når portalen lukker sig, kan de ikke vende tilbage.

I filmen kommer smølferne så til nutidens New York City. Handlingen i filmen er enkel. Smølfernes ærkefjende, troldmanden Gargamel, og hans trofaste kat Azrael er ude efter dem. Han vil bruge dem til at producere et magisk ekstrakt, så han kan forstærke sine magiske kræfter. Smølferne har et problem, da de skal bruge magi for at åbne portalen igen, eftersom magi som bekendt ikke er så naturlig i New York City. De støder på reklamemanden Patrick Winslow, der så hjælper dem. Resten af filmen går ud på finde en løsning til at åbne portalen, så smølferne kan vende tilbage til deres land. Hvordan det går, vil jeg ikke afsløre her.

Ligesom i kunsten i det 20 århundrede (blandt andre Jackson Pollock med hans action painting og William Bourroughs med hans ‘cut up’ teknik), spiller tilfældigheden i skikkelse af Klodsesmølf en stor rolle i filmen og driver handlingen fremad. Kontrolleret indgriben i verden som magi kontra tilfældighedens rolle spiller en central rolle i filmen.

Humoren i filmen svinger fra det irriterende fjollede til ganske gode ideer som er morsomme. Eksempel på gode ideer er når smølferne lander på taget af en taxa, hvor der er en reklame for The Blue Man Group. Eller når de er i en legetøjsbutik og Smølfine ser nogle legetøjs-enhjørninger og udbryder: Nå, det var dér alle enhjørningerne blev af.

Beskrivelsen af reklamemandens arbejdsliv er for fjollet, og Hank Azaria, der spiller Gargamel, overspiller alt for meget. Instruktøren Raja Gosnell har forsøgt at lave en film som børn og voksne kan se sammen ved at handlingen foregår i nutidens New York i stedet for middelalderen, og resultatet er ganske godt efter min mening.

Karakter: 6 ud af 10

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr.31

Dette indlæg blev udgivet i Animation, Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *