Make-Out with Violence
Film, USA, 2008, 105 min.
Instr.: Deagol Brothers
Medv.: Erik Lehning, Cody DeVos, Leah High, Brett Miller
På DVD fra Another World Entertainment, 2011
Den er ikke nem, den unge kærlighed. Patrick har kastet sin på Wendy, men hun ser ham kun som en ven og vil hellere have den mere rå Brian. Patricks aparte tvillingebror (med det for en dreng lige så aparte navn) Carol sværmer for Wendys veninde Addy, som til gengæld snarere fatter interesse for Brian. Imens forsøger Anne Haran til stadighed og altid lige forgæves at kapre Carol. Rody er tilsyneladende for cool til at tage del i cirkuset, og så er der Patrick og Carols lillebror og historiens fortæller, Beetle, der er tilpas ung til at ryste på hovedet af det hele fra en sikker afstand.
For at gøre hele kærlighedsbøvlet ekstra kompliceret og vanvittigt, går Wendy hen og forsvinder for aldrig mere at blive set i live. Efter længere tid indstilles eftersøgningen, og der holdes en symbolsk begravelse, så de efterladte kan komme videre. Alle i det lille lokalsamfund er på hver deres måde berørte af sagen og tackler den forskelligt, og der er bestemt dem, som har sværere end andre ved at lade Wendy hvile i fred.
Efter Wendys begravelse finder Cody og Beetle til deres forskrækkelse den forsvundne pige bundet fast mellem et par træer i et nærliggende buskads. Hun er hverken død eller levende, og rådvilde smugler de to brødre hende i ly af nattens mulm og mørke hjem i en sovepose. Da fundet går op for Patrick, udvikler han hurtigt en lidet sund besættelse af zombie-Wendy. Kunne hun ikke blive hans i live, kan hun i det mindste blive det i … hvad hun så er nu. Han passer hund og hus for Rody, der er taget bort en tid for at få Wendys død på afstand, og udnytter dette til at arrangere et opholdssted, hvor de tre brødre kan pleje Wendy, uden andre opdager det.
Hans største problem er nu ikke længere at få kvinden i sit liv, men at undgå hun slipper fri og æder ham!
Alle disse unge kærlighedskvaler mellem både de levende og en enkelt levende død er der blevet en skæv og begavet indie-film ud af. En film om, hvor svært det kan være at finde hinanden, men især om hvor svært det kan være at håndtere sorg, give slip og komme videre. At begrave de døde og lade dem ligge, så at sige. Resultatet, om end ikke udelt vellykket, er interessant og langt hen ad vejen underholdende.
Trods sin bund af vemodighed, godt hjulpet på vej af Beetle som fortæller (og endnu for ung til at tage del i kærlighedsræset, hvilket giver ham et vist køligt overblik), har filmen en del underspillet morsomme øjeblikke. Ikke mindst den herligt akavede Carol med det store hjerte og den knap så store forstand er garant for disse, som da Anne Haran håbefuldt inviterer ham på middag hos sin familie og han så selv medbringer en milkshake, som han sidder og drikker ved bordet. Eller da Patrick og Carol fodrer Wendy med en levende rotte, som fortæres på svinsk og blodig vis efterfulgt af en bøvs, og Patrick tydeligt frastødt, men også påfaldende tørt, kommenterer: “That is so gross …”
Make-Out with Violence er en zombiefilm med både hjerne og hjerte – altså billedligt talt. Og netop sidstnævnte er både filmens styrke og svaghed. Zombien udgør skam en interessant metafor, men den får bare aldrig rigtig yderligere berettigelse i historien end sin symbolværdi. Af samme grund går filmen trods en række gode tiltag og sjove indslag i sidste ende hen og bliver lidt lang i spyttet. Når man har smidt en zombiefilm i afspilleren, skal den hovedsagelige spilletid nødig være opfyldt af akavede finurligheder, håbløse forelskelser og klemte følelser.
Det er ærgerligt, når genren nu rummer rigeligt med eksempler på levende døde, der fint formår at balancere mellem allegorier og zombieudfoldelser. Ville Deagol-brødrene have zombiefolket med på vognen, måtte der i hvert fald gerne prædikes en smule mere for de omvendte. Wendy hæver sig ikke over følelsen af koncept, når hun udelukkende bruges til at illustrere Patricks problem med at give slip. Det kan måske indvendes, at zombien i den glimrende Deadgirl, Another World Entertainment udsendte tidligere på året, bare ligger fastspændt til et bord det meste af filmen igennem. Her var zombiekvinden dog i centrum for plottet, hvilket hævede karakteren fra død til levende død – gjorde hende organisk – og tilførte en fornemmelse af dynamik, selv i en enkel historie med få karakterer.
I Make-Out with Violence holder brødrene Wendy isoleret fra omverdenen og dermed de øvrige handlingsforløb og karaktersammenspil, hvilket for zombien til at forsvinde en smule i mængden. Dermed bejler filmen i højere grad til et ikke-zombiepublikum. Hvordan dette vil forholde sig til filmens levende døde element, er så et godt spørgsmål. Filmen vil formentlig have svært ved at ramme nogen bredere målgruppe, men dét er vel nu engang også indie-produktionernes natur…
Karakter: 6/10
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.31