Primal

Primal
Film, Australien, 2010, 90 min.
Instr.: Josh Reed
Medv.: Krew Boylan, Ch’aska Cuba de Reed, Santiago Cuba de Reed m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

Engang for længe siden i det land, vi nu kender som Australien, var et urmenneske for optaget af at male på en klippevæg til at opdage den truende skikkelse, der sneg sig ind på ham. Havde han anet uråd, ville han måske have vendt sig, inden han endte som monsterføde, og være blevet mødt af et ejendommeligt syn: Mens den fremmede nærmede sig, forsvandt mere og mere af dennes hoved i den blå luft, nærmest som overtapetseret af de naturrige omgivelser.

Vi springer 12.000 år frem – til nutiden, hvor horror-opfindsomheden er i højsædet. En gruppe unge med ringe selvopholdelsesdrift begiver sig ud i midten af ingenting for at finde førnævnte hulemaleri. I spidsen for disse står en antropologistuderende, der med hulemaleriet ser muligheden for at score sig en doktorgrad, noget der tilsyneladende ligger ham mere på sinde end vennernes ve og vel. For selvfølgelig er der ugler, undskyld, igler i mosen, men når man ikke tager en aggressiv kanin med hugtænder som første tegn på, at noget er grueligt galt, er man også selv ude om resten!

Urmandens maleri viser sig nemlig at være en advarsel, der er omtrent så nyttig som et skilt med påskriften ‘miner’ midt i et minefelt. Man ved, man skal træde varsomt, men havde sådan set haft mere nytte af informationen, inden man vadede ud i suppedasen. Ud over altædende insekter og mutationsrisiko, gemmer stedet på endnu en graverende hemmelighed. Egentlig synes der bare ikke at være nogen større sammenhæng mellem egnens forskellige farer, men med Australien som skueplads behøver den rundhåndede tilstedeværelse af dødbringende livsformer vel næsten heller ikke yderligere forklaring.

Selvfølgelig følger et af gruppens medlemmer snart i kaninens fodspor som hugtandet og hårdhudet monster, og de øvrige bliver ude af den, uvenner og er akkurat de idioter og skiderikker, som man kan forvente det af horror-metervare. Det er lige så selvfølgeligt, at vi fra starten kan regne ud, hvem af de seks, vi skal holde med, hvis nogen.

Opgøret tilfører et par nye problemer, som formentlig ville have været mere interessante end gruppemedlemmernes blod­tørstige forvandling, men det er alt, alt for sent i handlingen, og afviklingen bliver i stedet klodset og tåbelig. Hysteriske triumferingsudbrud og en uopfindsom og uelegant afrunding hjælper ikke på sagen. Ej heller pivringe CGI-effekter – et problem billige produktioner har det med at brække kæben på, når de absolut vil gabe over et eller andet spektakulært i klimakset.

Åh ja, kom det til at lyde, som om monstret i indledningen benytter sig af en sej predator-agtig camoufleringseffekt?? Det var absolut ikke meningen; skikkelsens gradvise forsvinden skyldes desværre en meget iøjnefaldende CGI-svipser – mindre end to minutter inde i filmen! Kan der siges noget som helst positivt om sådan en start, kan den måske have den præventive funktion, at folk allerede her hiver skiven ud af afspilleren og bruger den efterfølgende halvanden time på mere kvalificeret underholdning.

Karakter: 2-3/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.31

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *