No Reason
Tyskland, 2010, 74 min.
Instr.: Olaf Ittenbach
Medv.: Irene Holzfurtner, Matthias Engel, Timothy Balme m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2012
Olaf is Itten-back, og denne gang har den splatterglade tysker kastet sig over, hvad der kunne ligne et Saw-agtigt spil om indsigt og forløsning gennem lidelse. I modsætning til denne lange og noget gentagende franchise, synes det dog forfriskende, at der i No Reason spiller et metafysisk element ind.
Filmen indledes med en gammel hjemmevideo af et par forældre, der leger i sneen sammen med deres barn, og titelsekvensen udspiller sig på en baggrund af fotografier fra samme barns liv. Jennifers liv. Så vidt, så idyllisk – indtil hun mange år senere skyder en mand ned i en forladt fabrikshal for efterfølgende at blæse en kugle igennem sit eget hoved. Idet resten af verden forsvinder for hendes øjne, ser hun en mystisk mand, der badet i lys forbereder hende på at blive konfronteret med sin fortid. Og måske en brat opvågnen.
I den efterfølgende scene vågner hun dog glad og tilfreds op og tager afsked med sin mand, der er på vej ud af døren (og i øvrigt minder om en meget rævesmilende Lars Løkke Rasmussen). Parret har en søn og skal til at flytte i ejerbolig. Alt synes endnu godt. Mens Jennifer går hjemme med sønnen, dukker et ubehageligt påtrængende postbud op og afleverer en pakke, men Jennifer får ikke set nærmere på indholdet grundet den ene efterfølgende forstyrrelse efter den anden. En ældre dame i opgangen tager sig af Jennifers søn, da hun senere må ud for at købe ind, men da hun vender tilbage, er babysitteren og drengen som sunket i jorden. Og som prikken over i’et modtager hun en kuvert med intime billeder af hendes mand sammen med en af nabokvinderne.
Stakkels Jennifer tager sig et karbad for at dulme nerverne og falder i søvn. Da hun vågner, er alt badet i et flimrende, rødt lys, og lejligheden flyder med blod, indvolde, kropsdele og lemlæstede lig, mens en mystisk stemme lover at vise hende vejen til lyset. Det bliver begyndelsen på en makaber, mareridtsagtig proces, der vil bringe Jennifer vished om ikke blot den forsvundne søn, men også sig selv.
No Reason er en meget eksplicit affære ud i drab og tortur, og bliver der lagt nogen som helst fingre imellem, er det i hvert fald kun, fordi de skal hugges af. Filmen skyr på ingen måde heller nøgenhed; den kvindelige hovedrolleindehaver tilbringer det meste af filmen uden en trævl på kroppen og indsmurt i blod. Det lugter måske langt væk af exploitation, men snarere end at caste en ung godbid (upåagtet om vedkommende kunne skuespille eller ej), har Ittenbach med Irene Holzfurtner satset på et lidt mere modent eksemplar, og dette taler til filmens fordel.
Jennifer ligner et almindeligt menneske, og Holzfurtner udfylder rollen med indlevelse. Hendes nøgenhed distraherer ikke fra indholdet ved at signalere sex, men virker i stedet som et billede på sårbarhed og – sammen med blodet – måske endda genfødsel? I det hele taget indeholder No Reason en del symbolik og tilstræber med sit gådefulde plot, sin opbygning og visuelle æstetik tydeligvis at række ud over den gængse splatterfilm.
En del af tiden holder dette fint, mens filmen til andre tider synes noget prætentiøs med en lettere opstyltet filosoferen, som når fx Jennifers torturbøddel og guide iført blækspruttelædermaske spytter det ene fede fremmedord efter det andet af sig. Det tilstræbte kunstneriske præg støder sammen med et nærmest anmasende væld af grusomheder, vulgariteter og blodsprøjtende effekter og skaber en interessant, men også lidt ujævn kombination. Hvornår er blodsudgydelserne redskaber til at fortælle historien, og hvornår er historien bare en undskyldning for at showcase flest muligt splattereffekter? Det lader til at Ittenbach gerne vil både spise sin blodpølse og beholde den. Jeg kan af samme grund godt se No Reason lande mellem to stole og mange afskrive den som blot et selvhøjtideligt og forvrøvlet forsøg på at gå den kommercielt succesfulde Saw-serie i bedene. Samtidig kan nogle scener og virkemidler godt synes en smule klodset forløst, ligesom ikke alle indslag og elementers relevans virker lige gennemskuelige.
Alligevel skal No Reason have point for forsøget og ikke mindst en velgørende suggestiv opbygning. Filmen lykkes da også tilstrækkeligt til, at jeg både følte mig underholdt hele vejen igennem og gerne giver den et kig mere ved lejlighed.
Ittenbachs produktioner er måske ikke fantastiske, men selv de mindre gode af dem er gennemsyret af en genrekærlighed og fandenivoldskhed, som gør det svært ikke at lade sig rive med, hvis man er til splat. Når dette ydermere er det bedste, jeg endnu har set fra instruktørens hånd, har fans ingen grund til at betænke sig. Andre bør dog nok gå mere forsigtigt frem.
De, der beslutter at give filmen en chance, kan evt. holde udkig efter Timothy Balme (der spillede den plæneklippersvingende zombieudrydder Lionel i Peter Jacksons splattermilepæl Braindead), i en mindre rolle.
Karakter: 6/10
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.33
