The Avengers
Film, USA 2012, 143 min.
Instr.: Joss Whedon
Medv.: Robert Downey Jr., Chris Hemsworth, Chris Evans, Scarlett Johansson, Mark Ruffalo, Tom Hiddleston, Samuel L. Jackson, m.fl.
Look out, world! Joss Whedon has arrived! Efter i en årrække at have kæmpet sig vej gennem tv-verdenen med genre-serier som Buffy the Vampire Slayer, den tragisk kortlivede Firefly og den ret bizarre Dollhouse har Whedon nu sprunget alle rammer og leveret varen med usvigelig sikkerhed og manér. Marvel Studios, som jo kender ham fra hans korte periode som forfatter på tegneserien The Astonishing X-Men, gik med til at give Whedon fuld kontrol over både manuskript til og instruktion af The Avengers; en film som Marvel har bygget op til i fire år med deres i særklasse vellykkede superheltefilm Iron Man, Thor, Captain America: The First Avenger og Iron Man 2 (nåja, og så The Incredible Hulk, der dog var knap så vellykket).
Satsningen lykkes: The Avengers er blevet et brag af en rekordsucces og set og nydt af horder af mennesker som normalt ikke ser superheltefilm. Hvorfor? Fordi filmen er hammergodt skrevet, pakket til bristepunktet med fed dialog og naturligvis samtidig er en kulørt katastrofefilm af karat, hvor konstant action og glorværdig by-ødelæggelse drøner hen over lærredet, kun strategisk punkteret af sjove og seje replikker. Dette er den sjældne type film hvor både de garvede tegneserie-fans og det brede publikum jubler, for den tilfredsstiller begge lejre med dejlige detaljer og flotte scenerier i skøn forening. Og veloplagt skuespil, ikke at forglemme.
Filmen beskriver hvordan den internationale efterretningstjeneste S.H.I.E.L.D., i form af director Nick Fury (Sam Jackson), planlægger at samle elitegruppen The Avengers for at imødegå trusler af hidtil usete størrelsesordner, såsom invasioner fra rummet. Kontakten til Asgård i Thor-filmen har nemlig afsløret eksistensen af ekstremt magtfulde væsner fra andre verdener, og dem bliver man nødt til at have et forsvar i mod. Så da Loke dukker op i S.H.I.E.L.D.s tophemmelige facilitet og stjæler ‘the cube’, aktiverer Nick Fury Avengers-protokollen og indkalder vores lidet erfarne helte til S.H.I.E.L.D.s kæmpemæssige flyvende base, the Helicarrier, hvorfra de kan spore og overvåge Lokes aktiviteter. De får da også fanget ham, men ikke før han har aftalt med en mystisk allieret fra rummet at åbne en portal til New York, hvorigennem en kæmpe rumhær strømmer ind. Så må vores helte træde i karakter og kaste sig ind i kampen for at forhindre Jordens folk i at blive slavebundet.
Alle figurerne får god opmærksomhed og gode replikker, og frem for alt ser de brandgodt ud på biograflærredet (og jeg burde vide det; jeg så filmen fire gange). Iron Mans rustning er jo smukt designet, Thor ser dejligt selvfed og overlegen ud, Hulk er som Hulk skal være, og Captain America viser både sit format og sin forlegenhed ved at holde sig lidt i baggrunden, uden at han på noget tidspunkt forsvinder. Og man kan jo kun elske Scarlett Johanssons Black Widow og Jeremy Renners Hawkeye. Filmen har alt hvad en god Marvel-tegneserie skal have: skænderier og slåskampe mellem heltene, masser af humor, episk destruktion, og en lovende fornemmelse af et kosmisk perspektiv lurende i baggrunden. Sådan!! Jo, der er småting man kunne kritisere, men de svinder ind som dug for solen i lyset af filmens skyhøje underholdningsværdi. Det er en film man kan begejstres over igen og igen – og især da når de nu også har lovet at der kommer en disk-version som er over 30 minutter længere, med en del ekstra scener med specielt Captain America. Åh, forventningens glæde …
Whedon er vistnok blevet kaldt nørden over dem alle, og The Avengers beviser så sandelig også i rigt mål at manden kan sin popkultur på fingrene. Og nu er verden så åben for Whedon, der med denne films milliardindtjening med et slag (endelig! Og fortjent!) er blevet Hollywoods ‘golden boy’. Nu må tænderne jo løbe i vand hos enhver sci-fi fan, når man tænker på at manden bag Firefly og Serenity nu har helt frie hænder til at lave sine næste filmprojekter, og helt sikkert vil kunne få dem finansieret ad infinitum. Ingen tvivl overhovedet om at den mand har en perlerække af fede genrefilm foran sig! “Halleluja”, fristes man næsten til at sige … 🙂
Karakter: 10 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.33