Snow White & the Huntsman

Snow White & the Huntsman
Film, USA, 2012, 127 min.
Insruktør: Rupert Sanders
Medvirkende: Kristen Stewart, Chris Hemsworth, Charlize Theron m.fl.

Jeg må indrømme, at da jeg så traileren til Snow White & the Huntsman, syntes jeg, at den så spændende ud. Flotte billeder og Snehvide som actionfilm. Jo, jeg gik med visse forventninger i biografen.

Og det begynder også godt. Indledningsscenen er en fryd for øjet. Bloddråben som drypper ned i de hvide omgivelser. Jo, det ser godt ud.

I den oversættelse af Brødrene Grimms der ligger på www.grimmstories.com står der at “En morgen kaldte hun [den onde dronning] på en af jægerne og sagde: “Jeg vil ikke mere se Snehvide for mine øjne. Tag hende med ud i skoven og slå hende ihjel og bring mig lever og lunge.”

Denne jæger får så i filmen en mere aktiv rolle end i eventyret. Han gør så ikke som dronningen beder ham om, men indleder i stedet et samarbejde med Snehvide. Og ideen med at lade jægeren få en aktiv rolle er god, når det er en action udgave af Snehvide, man vil lave. Filmen formår at underholde hele vejen igennem og umiddelbart er billedsiden også meget smuk. Men alligevel synes jeg ikke at filmen er vellykket. Den har efter min mening nogle mangler. De mest graverende mangler er måden instruktøren fortæller sin historie på og så billedsiden.

Eventyret om Snehvide er opbygget omkring konflikten mellem den skønne og onde dronning og den endnu kønnere og uskyldige Snehvide. Denne spænding og kontrast formår instruktøren ikke at bygge ordenligt op i filmen. Uden at komme ind på diskussion om skønhedsidealer og hvem der er kønnere end hvem, så er Charlize Theron langt kønnere end Kristen Stewart, selv om hun også er køn. Men dette er ikke det eneste problem. Det andet problem er at Kristen Stewart ikke formår at give Snehvide et format af kvindelig styrke som modspil til dronningen. Og instruktøren og manuskriptforfatteren bidrager heller ikke til det. Det kommer særligt til syne i slutningen af filmen hvor de fratager Snehvide alle hendes kvindelige styrker ved at iføre hende en ringbrynje. Nærmest perfidt bliver det når jægeren siger til Snehvide: “Ringbrynje klæder dig godt.”

I stedet for at lade jægeren, som det ligesom blev lagt op til, stå for filmens action, ødelægger man dette fuldstændig ved i slutningen at tilføre Snehvide en actionrolle. Og i konflikten mellem de to kvinder kommer dronningen til at fremstå i sin ondskab som havende langt større format end Snehvide. Havde instruktøren været en kunstner der kunne fortælle en historie, havde han ikke lavet sådan nogle brølere, men formået at give Snehvide et format overfor dronningen.

Den anden mangel er efter min mening billedsiden. Instruktøren Rupert Sanders kommer fra reklamebranchen, og det kan virkelig ses. Reklameæstetik er noget andet end filmkunst/æstetik. Jeg nævnte før at billedsiden var flot, og det er den sådan set også. Men jeg blev hurtigt træt af den. Sanders har ikke nogen billedmæssig kunstnerisk vision: En vision som Tarsem Singh havde da han lavede sin mere ironisk/humoristiske familieudgave af eventyret om Snehvide (Lille spejl på væggen dér). Sanders har hentet inspiration fra flere sider og tilpasset disse inspirationer til de forskellige scener. For eksempel er inspirationen til kampscenerne tydeligt taget fra Peter Jackson, og dværgenes land kunne være inspireret af Tim Burton. Men han formår ikke at holde samme billedmæssige tone hele vejen i filmen, og han formår ikke at lade billedsiden fortælle sin del af historien.

Min mening om filmen kan således bedst sammenfattes med disse ord fra Johannes Åbenbaring da Johannes sluger en bog, som han får fra en engel: “I min mund var den sød som honning, men da jeg havde slugt den, var den bitter i min mave.” (Johannes Åbenbaring kap. 10 v. 10)

Karakter: 3,5 ud af 10

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr.34

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *