Svejk i 3. verdenskrig
Amatørteater-forestilling, Køge Scenen, 2012, ca. 3 timer (inkl. pause)
Instr.: Kristine Bech Klindt
Medv.: Thomas Liborius, Merete Carsen, Michael Jelved, Per Jensen, Mette Kabler Hansen, Rasmus Wichmann, m.fl
Køge Amatørteater opfører i november seks forestillinger af Svend Åge Madsens skuespil “Svejk i 3. verdenskrig”, oprindeligt skrevet i 1984
Skuespillet er efter min mening ikke science fiction som sådan, men en alternativ fremtidsmeditation over hvordan Danmark ville reagere hvis landet blev besat af russerne, og efterfølgende af amerikanerne. Temaet krystalliserer sig i begrebet “hjælpemat”, som betyder at modstanderen (Danmark) hjælper sin fjende med at sætte sig selv i skakmat. Hvad andet kan et lille og våbenløst land som Danmark gøre, andet end venligt at være supermagterne behjælpelig med at invadere os? Og dog, helt så simpelt er det ikke, for netop ved det at vi ikke gør modstand, bliver det umuligt for supermagterne at bekæmpe os, og så ved de ikke hvad de skal gøre med os – og ender med at lade os være i fred igen. Madsens skuespil fokuserer på hundehandleren Svejk – en solid dansk arbejder – og dennes møde med den invaderende overmagts officerer, som hans hundeøjne og bondesnuhed naturligvis driver til vanvid. Han slår senere følge med den aristokratiske Anita Bjørnstad, sover sig gennem den modstandbevægelse som hans rejsekammarater organiserer, og hjælper den russiske officer Ivanova med at desertere. Turen går gennem det ganske danske land, hvor man også møder bonden Johan, og så er alle befolkningsgrupperne vist også repræsenteret. Da amerikanerne til sidst befrier landet, er de på deres egen måde mindst ligeså utålelige som russerne.
Svend Åge Madsens skuespil er en slags fortsættelse til Bertolt Brechts Svejk i anden verdenskrig, og de politiske undertoner og underfundigheder er de samme, i dansk tilsnit. Man aner også at Madsen stilmæssigt lægger sig op ad Beckett (Mens vi venter på Godot), specielt med alle de små henkastede bemærkninger som figurerne kommer med undervejs. Køge Amatørteater skal have ros for at turde at binde an med så (for?) ambitiøst et projekt, som er en sen opfølger til deres 2005 produktion af Jaroslaw Haseks “Den Gode Soldat Svejks Eventyr”. Man mærker dog at der her netop er tale om amatørteater. De Beckettske henkastede bemærkninger som er udtryk for figurernes smålige, indelukkede forargelse, og således bør leveres med sagte – måske lidt vrissen – indignation, siges fuldstændig som om de var en del af den normale dialog. Flere af de medvirkende har ikke tid til at spille skuespil; de har for travlt med at huske deres replikker (godt der er sufflør!). Men sådan er amatørteater jo, og det er under alle omstændigheder beundringsværdigt at de besidder viljen og passionen til at stille op på de skrå brædder. Inklusive pausen varede stykket samfulde tre timer, hvilket var lige i overkanten for en amatørproduktion af sådan et krævende skuespil. Der kom en del utidig fnis og fjant fra publikum; man kunne forledes til at tro at nogle af dem kun var dukket op for at grine af amatørerne. Snarere tror jeg dog der var tale om familiemedlemmer og venner, som syntes at det var sjovt at se deres venner og slægtninge på scenen.
– Tue Sørensen
