Defying Gravity + Virtuality

defyingDefying Gravity
TV-serie ABC, 2009
13 gange 42 min.
Instr.: af James Parriott
Medv.: bRon Livingston, Malik Yoba, Christina Cox, Laura Harris m.fl.

Virtuality
TV-pilot Fox, 2009, 87 min
Instr.: Ronald D. Moore, Peter Berg m.fl.
Medv.: Nikolaj Coster-Waldau m.fl.

Science Fiction for kvinder og Grey’s Anatomy in Space. Ja, det var helt seriøst de reklameslogans som Defying Gravity blev markedsført med. Det er der på en måde en vis ræson i, men i betragtning af, at denne serie er noget af det mere realistiske science fiction der er produceret og skylder en hel del af sin inspiration til Rumrejsen 2001/2010 og Mission To Mars, så bliver det en ret frustrerende oplevelse af se den. Disse forskellige inspirationskilder er jo som forhåbentlig bekendt fremragende, hvilket gør at ens forventninger er ganske høje.

Vi følger en gruppe på 8 astronauter – 4 mænd og 4 kvinder – i 2052, der fra starten er ved at skulle af sted  på en seks år lang mission, der skal besøge et udvalg af planeter og måner i solsystemet. Det indledende dobbeltafsnit beskæftiger sig primært med de problemer, der opstår da rumskibets kaptajn og ene pilot begge må udskiftes 24 timer før afgang, mens de stadig er i kredsløb om jorden pga. en mystisk forkalkningssygdom. Hvis man skal nå afrejsevinduet, må de i huj og hast byttes ud med to andre, som tilfældigvis er dem vi har fokuseret mest på i de flashbacks til astronaut-træningen som serien allerede nu er blevet flittig bruger af.

Disse flashbacks vil hurtigt vise sig at blive lidt af en forbandelse for serien, da de bruges lige så ofte som i serien Lost, men de er desværre ikke nær så opfindsomme. Næsten 40 % af tiden i samtlige episoder bruges til  flash­backs, og det nedsætter fremdriften i historien en hel del. Vi skal således helt frem til afsnit 8 og 9 før det egentlige formål med rejsen bliver afsløret, selvom vi er blevet drillet en del undervejs med mystiske hæn­delser og hallucinationer med grædende babyer! Desværre for serien var seerne allerede her faldet fra og dermed opgivet af tv-selskabet, der kun viste de første 8 afsnit… Det er lidt synd, for serien er velproduceret med flotte effekter, masser af NASA-rumteknologi som næsten er for realistisk, og skuespillet er tilforladeligt. Ganske typisk for en serie, der er født i hjernerne hos folkene bag flere lægeserier, så ligger fokus på forholdene imellem de forskellige astronauter og videnskabsfolk både på jorden og i rummet. Ikke at diverse sex­skandaler er et ukendt fænomen hos NASA, men når det fylder mere end halvdelen af showet, så bliver science fiction-delen noget tam og forbavsende fantasiløs.

Hvis man er til realistisk rum-romantik, så er det dog absolut en serie som kan ses, selvom man nok må leve med en del uafsluttede plottråde. Serien nævnes dog stadig rundt omkring som en, der kan tages op igen af f. eks. Netflix.

VirtualitySå er der lidt mere bid i Virtuality. Som det ofte ses i USA, har serier med beslægtede temaer det med at få premiere meget tæt på hinanden på forskellige netværk. Desværre har de så også samme målgruppe og ender gang efter gang med at kannibalisere hinanden indtil mindst en af dem bliver aflyst. Eks: Grimm og Once Upon a Time (lever begge endnu), V og Falling Skies, New Amsterdam og Journeyman, Medium og Ghost Whisperer (overlevede dog begge længe),  Alphas og The Cape (lever også), Threshold og Invasion og Surface m.fl. I kan sikkert selv finde på masser af eksempler på dette uheldige fænomen. Uanset – Virtuality har stort set samme præmis som Defying Gravity, men rumskibet befinder sig her i udkanten af solsystemet og er ved at gøre klar til at skyde en kontinuerlig serie af atombomber ind mod et stort skjold, der vil få rumskibet op i nærheden af lysets hastighed. Dette er tydeligvis ikke en motor man bare lige kan stoppe igen, så kaptajnen (vores egen Nikolaj Coster-Waldau) er noget i tvivl om hvorvidt han skal fyre den af eller ej. Beslutningen besværes yderligere af, at der er ‘spøgelser i computeren’, en besætning på 12, der allerede er i totterne på hinanden og et pres fra Jorden, hvor man er meget forhippet på at få dem af sted for at finde en ny Jord i stedet for den vi har ødelagt.

Der bliver altså smidt en hel del bolde op i luften og det er reelt set kun én der bliver grebet igen, når denne tv-pilot er færdig. Hvis man kan leve med denne frustrerende oplevelse, så er også dette et meget velproduceret rum drama med Emmy-nominerede effekter og gedigent skuespil.

Begge de her nævnte titler benytter sig af fortælleteknikker fra reality tv-genren. I Defying Gravity skal besætningen selv producere direkte undervisnings-tv, der sendes til Jorden, og i Virtuality er næsten hele rumskibet et stort Big Brother-hus komplet med skriftestol og tv-producer.

Personligt syntes jeg, der var mest potentiale i Virtuality, men man får afgjort mere for pengene i Defying Gravity, og man sidder i begge tilfælde tilbage med en utilfredsstillende fornemmelse af, at os, der kan lide science fiction, igen er blevet snydt.

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet nr.35

Dette indlæg blev udgivet i Science Fiction, tv-serie og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *