Dværgtroldens hævn

Dværgtroldens hævnDværgtroldens hævn
(Leprechaun)
Film, USA 1993, 86 min.
Instr.: Mark Jones
Medv.: Warwick Davis, Jennifer Aniston, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2012

En dør går op, og det blege skær fra åbningen falder på en vindeltrappe ned til en støvet kælder. Ned træder en grim mandsling iført grøn jakke og tophat, stribede sokker og sko med guldspænder. Han sætter sig på trappen og kæler for en krukke med guld, mens han fornøjet opsummerer præmissen: “Try as they will, and try as they might, who steals me gold won’t live through the night!”

Dette udgør omtrent det første halve minut af Dværgtroldens hævn; subtil skal den i hvert fald ikke have skyld for at være!

Og ja, ‘dværgtrold’ er åbenbart, hvordan man har valgt at fordanske væsnet ‘leprechaun’. Personligt så jeg gerne, de blot havde beholdt originaltitlen/-udtrykket, da jeg er ret sikker på, flere så alligevel havde forstået, hvad der var tale om (eller alternativt kaldt filmen for Rumpenissen, hvilket selvfølgelig både havde været ukorrekt og ulovligt, men i det mindste lydt sjovere…).

Men som nævnt ovenfor, handler det hele altså om denne leprechaun/dværgtrold (i skikkelse af Warwick Davis, der i sin tid spillede ewok, Willow og halvdelen af småskravlet i Harry Potter-filmene), som selvfølgelig får stjålet sin elskede krukke med guld og vil slå ihjel for at få den igen. Bevares, så nogen mig i dén fjollede mundering, skulle de da heller ikke få lov at leve til at fortælle det videre…

Heldigvis for de kære protagonister tæller dværgtroldens svagheder firkløvere, som har en hæmmende effekt på dens kræfter, samt en decideret besættelse af sko; på et tidspunkt holder de trolden fra livet ved at kaste sko efter den, hvilke den er nødt til at standse op og pudse. Mangt et tragisk udfald kunne være undgået, hvis den slags havde virket på zombier.

I det hele taget er filmen gennemgående både naiv og fjollet. Ifølge titelrolleindehaveren var den da også oprindeligt ment som en børnegyser, og selv om filmselskabet tilføjede diverse blodige scener for at satse på et voksent publikum, hænger fornemmelsen ved. I hænderne på en    mere    rutineret     horror- instruktør kunne den aparte kombination måske være blevet foruroligende nok til faktisk at kvalificere som et habilt voksengys. Dette er dog ikke lykkedes for Mark Jones, og fortællingen om den hævngerrige dværgtrold planter sig derfor solidt mellem de oplagte to stole.

Dermed ikke sagt, at det er en frygtelig film. Warwick Davis hygger sig tydeligvis i titelrollen, og præ-Venner-Jennifer Aniston er så uuung og så yndig ser hun uuud. Another World Entertainment har puttet etiketten ‘kult-gyser’ på filmen, og jeg kan såmænd godt se kult-potentialet hos et publikum, der så den i de unge år.

Derudover har filmen så absolut potentiale som et underholdende drukspil. Hver gang nogen siger ‘leprechaun’, skal der drikkes; når væsnet selv siger det, skal der bundes; når dværgtrolden pudser sko, skal der skåles; når den kører på trehjulet cykel, skal der tylles nonstop imens; ved corny oneliners skal glassene genopfyldes, osv. – og pludselig sidder man med en meget bedre film!

Men en ligefrem god film? Dét kan jeg ikke stå inde for at kalde den. Snarere harmløs og mildt underholdende til 86 hjernedøde minutter på sofaen.

Sidenhen begik instruktøren i øvrigt også en gyserfilm om eventyrfiguren Rumleskaft, men dét er en anden historie. Og firkløvere og deslige til trods er jeg ikke sikker på, jeg føler mig heldig nok til at turde tage chancen…

Karakter: 4/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.35

Dette indlæg blev udgivet i Film, Horror og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *