Blood Oranges

bloodorangesBlood Oranges
Roman af Caitlín R. Kiernan / Kathleen Tierney
Roc, 2012, 253 sider.

En ny romanserie, hvor hovedpersonen er en kvindelig monsterjæger, som ikke kun er vampyr, men også en varulv.

Det lyder langt ude, nærmest som en parodi på hele urban fantasy/paranormal romance- fænomenet, og det er da også i det lys, at Caítlín R. Kiernans nyeste roman, Blood Oranges, bør læses.

Oven på sin forrige roman, den stærkt personlige The Drowning Girl: A Memoir (anmeldt i sidste nummer af Himmelskibet og siden vinder af The Tiptree Award samt nomineret til en Nebula), følte Kiernan sig så drænet, at hun trængte til at skrive noget lettere og mere uforpligtende, og det må i høj grad siges at være opnået med Blood Oranges, uden at det skal opfattes negativt.

Faktisk overvejede hun længe at udsende bogen under et andet navn, men endte med en mellemløsning, så der på forsiden står “Caitlín R. Kiernan writing as Kathleen Tierney,” mens der til slut er tilføjet en fiktiv og ganske morsom forfatterbiografi.

I det hele taget er det humoren, som især adskiller Blood Oranges fra alt andet, Kiernan hidtil har skrevet. Hendes hovedperson, Siobhan Quinn, lægger ikke skjul på sin foragt over for de talrige bøger, hvor vampyrer og andre monstre optræder som noble, sofistikerede og sexede væsener, så nu har hun tænkt sig at fortælle, hvordan det virkelig er at befinde sig i den verden.

Det gør hun med en god portion selvironi og kynisme, men hun lader heller ikke læseren glemme, at vampyrer og varulve rent faktisk er seriemordere, som har masser af menneskeliv på samvittigheden – og som hun forklarer, så er det ikke muligt kun at holde sig til dyr eller folk, “som har fortjent det.”

Hvis Blood Oranges overhovedet har noget til fælles med The Drowning Girl, så er det, at begge romaner har en stærk fortæller, som trækker læseren med ind i handlingen. Et andet fællestræk er, at Kiernan igen gør brug af en jeg-fortæller, man ikke helt kan stole på.

I The Drowning Girl havde hovedpersonen svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi på grund af sin skizo­freni, mens Siobhan Quinns undskyldning er, at hun er tidligere narkoman og “ikke nogen særlig god forfatter” (hendes egne og Kiernans ord). Hun har en tendens til at overdrive (hendes evner som monsterdræber viser sig at være stærkt opreklamerede) eller glemme ting og må senere indrømme over for læseren, at hun har løjet, når hun opdager, at hun har selvmodsagt sig selv.

Det er de aspekter, som gør Blood Oranges interessant for læsere, der ellers holder sig langt væk fra alt, hvad der lugter af urban fantasy og paranormal romance, men samtidig er der også tale om en slemt underholdende og hurtiglæst roman, som måske kan være med til at introducere Kiernan til et helt nyt publikum.

Der er planlagt i alt tre bøger om Siobhan Quinn, og Kiernan havde allerede skrevet en efterfølger, men valgte at skrotte resultatet og er nu startet forfra på bind to, der foreløbig har fået titlen Red Delicious.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.36

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Horror, Roman og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *