After Earth
Film, USA 2013, 100 min.
Instr.: M. Night Shyamalan
Manus: Gary Whitta og
M. Night Shyamalan efter idé af Will Smith
Medv.: Will Smith, Jaden Smith
Det er tusind år efter at menneskeheden har forladt Jorden og bosat sig på den fremmede planet Nova Prime, som mest består af ørken. Hvorfor de forlod Jorden står ikke helt klart; det er muligvis fordi alting på Jorden blev giftigt for mennesker som en økologisk forsvarsmekanisme mod menneskenes misbrug af Jorden. Men det er også muligt at evakueringen skyldtes et ønske om at lade Jordens miljø være i fred, så det kunne komme til hægterne igen. Handlingen drejer sig om at den respekterede general Cypher Raige (Will Smith) styrter ned på Jorden med sin søn. Generalen har brækket begge ben, så det er op til sønnen at tilbagelægge 100 km uspoleret natur for at få fat i en nødsender som befinder sig i det ødelagte rumskibs afbrækkede haleparti. Samtidig er et farligt genmodificeret rovdyr sandsynligvis sluppet ud og skal også undgås/overvindes. Sønnike gør så hvad farmand siger, og det er så dét. Filmen går skuffende langsomt frem, og der sker ikke rigtig noget spændende eller uventet undervejs. Man tror at Jorden er fyldt med farlige dyr og planter, men det bliver egentlig kun til nogle enkelte møder med nogle bavianer og så det løse. Det er desværre ret kedsommeligt.
Forholdet mellem Cypher Raige og hans søn, som der bruges lidt tid på at etablere inden styrtet, er en irriterende kliché; det er fuldstændig ligesom i en militærfamilie i 1950’erne, hvor sønnen skal kalde sin far ‘sir’ og den slags. For mig er det dybt irriterende at en fremtidig kultur tusind år væk beskrives på så velkendt, stupid og konservativ en måde. Den centrale handling virker også som om hele pointen bare er at generalen skal gøre en ordentlig soldat ud af sin søn, så sønnen kan leve op til farens forventninger om at følge i hans fodspor. Meget gammeldags.
Når man kigger lidt dybere i temaerne, er der dog noget der begynder at dæmre. Så vidt jeg kan se, er filmen faktisk en moderne videreførelse af Herman Melvilles klassiske murstensroman Moby Dick. Temaet dér er at det er ørkesløst at kæmpe imod naturens kræfter; hvis man bliver ved, fører det kun til ens egen destruktion. Symbolikken i After Earth lader til at handle om at man skal respektere og acceptere naturen og finde noget i sig selv som leder til en sameksistens og samhørighed med naturen. Cypher Raige (= zero rage) repræsenterer en kaptajn Ahab – og en menneskehed – som har overvundet sit eget indre raseri over naturens grusomhed og uretfærdighed og besluttet at disciplinere sine følelser således at det er muligt at leve i harmoni med naturen. Og det skal den næste generation – sønnike – selvfølgelig også lære. I denne fortolkning bliver filmen til et helt okay lille kunstværk. Desværre synes jeg bare stadig ikke at det er helt nok til at gøre filmen virkelig interessant.
After Earth er af mange anmeldere – som selvfølgelig ikke har bidt mærke i den Melvilleske subtekst – blev haglet næsten ligeså langt ned i sølet som Battlefield Earth, hvilket er et hysterisk og useriøst ekstreme (især eftersom Battlefield Earth i sig selv også er en del bedre end sit rygte). Men, man kan på en måde godt forstå det, fordi der simpelthen ikke sker særlig meget. 14-årige Jaden Smith er blevet hængt ud som en dårlig skuespiller, men hans præstation generede nu ikke mig. Will Smith er faktisk en fin skuespiller; selvom han er sammenbidt og udtryksløs gennem det meste af filmen, så spiller han faktisk sammenbidt og udtryksløs på ganske imponerede vis. Desværre fungerer filmen ikke særlig godt som science fiction, da der stort set ikke er noget drivende novum i den; den kunne næsten ligeså godt have forgået i enhver anden tilfældig (militær-)situation hvor der også var en jungle og nogle rovdyr involveret. Der er heller ikke nogen reel interesse for world building; for at gøre handlingsmiljøet levende via detaljerede, troværdige beskrivelser. I sidste ende suspenderer den ikke vores disbelief, og deri ligger dens underholdningsmæssige problem.
At filmen er henlagt til en fremtid hvor mennesket har forladt Jorden, som så er kommet økologisk på fode igen, synes jeg dog sætter godt fokus på store temaer som miljø-ødelæggelse og naturens urkraft. Filmen har nogle gode ideer i baghovedet, men det er bare ikke nok til at gøre filmen rigtig god. Den ender med at være gemen middelmådighed, og omtrent i kategori med den skuffende sci-fi-film Oblivion (anmeldt i forrige nr. af Himmelskibet) fra tidligere på året.
Karakter: 5 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.37
