Morituris
Film, Italien 2011, 83 min.
Instr.: Raffaele Picchio
Medv.: Valentina D’Andrea, Adrea De Bruyinm.fl.
På DVD fra Another World Entertainment
“Zombiegladiatorer, korsfæstelse og patter – den her film kan da umuligt blive dårlig!” tænkte jeg smilende, da Tue stak mig anmeldereksemplaret af Morituris i hånden. Omslaget oser af 70’er-exploitation med en blodig illustration af unge, halv- og helnøgne kvinder, der vrider sig smertefuldt på de kors, de hænger naglet til, og en titelfont der mest minder om noget fra et dødsmetal-pladecover.
Den grufulde fortælling (der faktisk har hentet inspiration i en virkelig hændelse) omhandler to unge kvinder, der på en tur til Italien møder nogle fyre, som inviterer på sprut, stoffer og technofest. Kvinderne slutter sig ukritisk til dem og kører med ud i et afsidesliggende skovområde. Desværre har mændene mildest talt ikke reelle henseender, og den lovede fest viser sig at være en ond cocktail af tæsk og voldtægt. For at gøre ondt værre er den lille flok tillige trængt ind på et hjemsøgt område (og nu er vi forbi den del, der tager udgangspunkt i virkeligheden!), hvor fortidens gladiatorer stadig huserer og myrder alt levende der krydser deres vej.
Morituris er, ud over filmens titel, latin for “de som skal dø”, og det passer fint sammen med indholdet! Åbningsscenen viser en families udflugt til selvsamme skov mange år tidligere. Her lokkes en lille pige afsides af sin pædofile onkel. Før han når at forgribe sig på hende, dukker gladiatorerne op og slagter ikke blot ham, men også pigen og resten af familien. Hermed etableret: De levende dødes straf har intet at gøre med overgrebshandlinger – de straffer indtrængere helt uden skelen til øvrig skyld eller uskyld.
Herefter følger godt en times plot om udflugt og overgreb, tilsyneladende for at holde publikums afsky beskæftiget, indtil ovennævnte gladiatorer indfinder sig. Der er endda et sideplot, hvor der krydsklippes til en af gutternes venner, der er i færd med at torturere en kvinde til døde ved hjælp af bl.a. syre og en rotte (!). Der er da lidt karaktersammenspil forud for grusomhederne, men det er på smalltalk-niveau og formår ikke at vække interesse for de to hovedpersoner. Måske er det ikke engang fortællerens hensigt at etablere dem som sådanne, men blot sætte dem op ved siden af deres overgrebsmænd som ligeværdigt slagtemateriale?
Det forekommer mig at Morituris gerne vil være overraskende, ja, endda overrumplende, og alligevel synes den snarere forudsigelig og ligegyldig. De eksplicitte grusomheder og lidelser vækkede nok ubehag og afsky, men kom ikke ind under huden, da jeg ikke følte nogen tilknytning til karaktererne. Når gladiatorerne er så længe om at komme på banen, ville det have været velgørende med nogle scener med de to piger på egen hånd inden de mødte fyrene.
Jeg ved, det lyder enormt traditionelt og for nogle sikkert dødssygt, men jeg havde nok egentlig foretrukket en gruppe mere almindelige mennesker, der kom på afveje og blev jaget vildt, hvor 3/5 ikke var fremmede voldtægtspsykopater. Så havde deres indbyrdes relationer og respektive personligheder måske fået den nødvendige plads og hændelserne den tiltrængte, følelsesmæssige tyngde i stedet for blot at være en opvisning i ondskab. Det havde stadig været et tyndt plot, men god karakteretablering kan gøre meget for et sådant.
Som det er nu, mangler nedslagtningen fuldstændig substans, og det er synd, når der samtidig fornemmes en vis sans for filmiske virkemidler og billedsprog. Det er i øvrigt aften og derfor mørkt meget af tiden, hvilket til tider er irriterende, men også ofte meget effektfuldt – ikke mindst når de længe ventede zombiegladiatorer toner frem fra skyggerne.
De er mægtige, tavse og ildevarslende skikkelser, og synet af dem, der kommer gående på række som ‘the right stuff’, vækker mindelser om de væmmelige tempelridder-zombiers ridt i Amando de Ossorios udmærkede Tombs of the Blind Dead fra 1972. Om end ujævn blev denne franchise nærmest en zombie-subgenre i sig selv, og som filmmonstre kan jeg se noget af det samme potentiale i førnævnte gladiatorer.
Desværre kommer Morituris ikke i nærheden af førnævnte film. Tombs havde da også sine påklistrede scener med nøgenhed og overgreb, og jeg kan skam værdsætte både dette og blodige grufuldheder lige så godt som den næste horrorfan, men til forskel fra Morituris formåede den at få hovedpersonen til at føles som en hovedperson. Én jeg gad holde med!
Jeg ville så gerne have kunnet lide denne film bedre og sidder tilbage med ønsket om, at voldtægts-/zombie-ratioen havde tippet langt mere i zombiernes favør, da de absolut er filmens force. Den behøvede ikke være pæn og overgrebsfri af den grund, men følelsen af en decideret tortur- og voldtægtsfilm, der så får klasket en blodig zombiefilm oveni, føles måske lige anmassende nok …
Karakter: 4 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.37
