Man of Steel
Film, USA 2013, 143 min.
Instr.: Zack Snyder
Medv.: Henry Cavill, Amy Adams, Michael Shannon, Russell Crowe, Antje Traue, m.fl.
(NB: Denne anmeldelse indeholder en vigtig spoiler!)
Så blev det igen tid til en ny Superman-film, kun syv år efter den forrige, Bryan Singer’s efter min mening særdeles kedelige Superman Returns (2006 – anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 11). Med Man of Steel er der tale om et fuldstændigt ‘reboot’, altså en film der genstarter historien og figuren fra bunden af og ignorerer de tidligere film. Og hvordan fungerer så dét? Det kommer an på hvem man spørger.
Der er efterhånden mange film som polariserer publikum i elskere og hadere, og Man of Steel er – ligesom i øvrigt Star Trek Into Darkness – et grelt eksempel. Mange ‘almindelige’ publikummer syntes rigtig godt om Man of Steel, men så godt som alle fans af Superman-tegneserier som jeg har kunnet støve op på internettet, er vrede over at Superman-figuren og hans univers er for dårligt og for dystert repræsenteret. Filmen har også et væsentligt science fiction-element, men mange SF-fans mener at de dele af historien slet ikke er gennemførte nok. Selvom det er en spektakulær film på mange måder, er jeg generelt enig med kritikken, og min konklusion er at filmen er ambitiøs i en grad som dens udførelse slet ikke formår at yde retfærdighed.
Da det er første film i en nystartet serie, skal vi naturligvis først have serveret en laaang forhistorie om Krypton, den unge Clark, hans forældre, og hvor meget Clark ligger under for sin fars idé om at verden er så intolerant et sted at den aldrig vil acceptere sandheden om Clarks herkomst og superkræfter. Clark holder derfor stadig sine kræfter hemmelige til han er langt oppe i tyverne, og selv da hans far er ved at blive dræbt af en tornado, vil faren ikke have at Clark afslører sine kræfter. Så Supeman kommer først på bane da den kryptonianske skurk General Zod senere ankommer til Jorden og med overlegen våbenmagt forlanger at Kal-El giver sig til kende.
En af årsagerne til at jeg syntes filmen blev lidt lang i spyttet i den første halvdel, var at scener fra trailerne dukkede op med jævne mellemrum. Og når man har set trailerne to eller tre gange, så kan man kun reagere med “jaja, få nu dét overstået og lad os komme videre, for hulen da!” Well, lad dét være mig en lærestreg: trailere er så dårligt lavet og så fyldt med spolerende nøglescener at man bør lade være med at se dem! But anyway.
Zods plan, viser det sig, er at terraforme – eller rettere: kryptoforme – Jorden, så den får en anden atmosfære og han kan genskabe de mange kryptonianere hvis gener er låst inde i Supermans krop! Naturligvis på bekostning af alle jordboerne. En af de centrale konflikter i filmen er således at Superman må vælge mellem sin fødeplanet og Jorden. Man er aldrig i tvivl om hvad han vil vælge, eftersom Zod er så dødhamrende morderisk og militaristisk at han er uden for pædagogisk rækkevidde. Superman må derfor smadre terraforming-maskinerne og derefter slås mod Zod, som også selv er ved at opdage sine superkræfter. I løbet af denne slåskamp ødelægges væsentlige dele af både Smallville og Metropolis, da producenterne ikke ville stå tilbage for al den urbane destruktion i The Avengers.
Og så kommer vi til det endelige opgør (!!SPOILER!! Hold op med at læse videre hvis du ikke vil vide det): Superman drejer halsen om på Zod. Superman gør hvad Superman, som den superhelt han er, aldrig før har gjort: han dræber.
Filmens producenter har forklaret at de ville vise hvorfor Superman aldrig dræber, hvilket de mener at der aldrig har været en forklaring på. De ville således udsætte Superman for hvor forfærdeligt det føles at slå ihjel, og dermed have forklaringen på hvorfor han fremover aldrig gør det. Men det holder bare ikke. Grunden til at Superman ikke slår i hjel har altid været klar for enhver superhelte-fan (og ordentlig tegneserie-forfatter): han er jo en helt! Han ved, ligesom de fleste sunde mennesker, at det er forkert at slå ihjel! Der behøves ikke nogen anden forklaring. Især ikke i en storfilm som vil definere Superman for en generation af publikummer, som nu vil associere Superman med en figur der godt kan finde på at dræbe.
Well, det er jo noget man kan diskutere ad infinitum; jeg er enig med tegneserie-fansene (da jeg i forvejen kommer fra deres rækker) om at det her slet ikke fungerer. Det er en del af en tendens til at gøre (især DC) superhelte mørkere og mere pessimistiske, hvilket er en forkert og uheroisk tangent for superhelte-figurer og -historier at gå ud af.
Men er der så noget godt ved filmen? Bestemt – jeg var imponeret over hvor meget det samtidig var en sci-fi film, med en interessant Krypton-sekvens i begyndelsen, hvor der er adskillige referencer til den excellente World of Krypton mini-serie fra 1987, som jeg skrev om i SF-tegneserie-klummen i forrige nummer, og hvor vi så en fremragende Russell Crowe i rollen som Jor-El, Supermans biologiske far, som også optræder senere i filmen i form af en kunstig intelligens. Det fedeste ved filmen var helt sikkert Michael Shannons rasende gode præstation som General Zod og hans kryptonianske side-kick Faora, råt og brilliant spillet af tyske Antje Traue. Ideen om at kryptoforme Jorden er også fed, og det samme er ideen om at Krypton har en anden atmosfære end Jorden (Superman er blevet vant til Jordens atmosfære af at bo her, kombineret med sine kræfter). Jeg elsker også de high-tech rum- og kampdragter som kryptonianerne har på, og som er fuldt ud i tråd med tegneserierne. Der er en række fede kampscener, især da Zod selv begynder at opnå kontrol over sine superkræfter og f.eks. hurtigt kan flyve, blot ved opbydelsen af sin vældige viljestyrke.
Desværre er der i den endelige analyse langt flere negative end positive elementer ved filmen. Den vil alt, alt for meget, og er så proppet at der slet ikke er tid nok til at yde alting retfærdighed. Ja, Lois Lane er også med, og Perry White og Jenny Olsen (Jimmy har fået kønnet skiftet ud) og en videnskabsfyr fra STAR Labs og en hel række militærfolk – og ingen af dem hæver sig over papfigur-niveauet; vi kommer aldrig dybt nok ned i deres personligheder til at de bliver levende og tre-dimensionelle, og det gælder desværre også for Superman selv. De eneste velbeskrevne figurer er Jor-El og Zod. Selve byen Metropolis introduceres overhovedet ikke; man ser kun på en avisforside eller en tv-skærm i forbifarten at det nu er dér, handlingen foregår. Mange af action-scenerne er intetsigende, og man undrer sig såre over hvorfor Superman ikke sørger for at flytte kampene til steder der er mere tyndt befolkede. Sci-fi-elementerne (især Supermans forvirrende kamp mod de store terraformer-maskiner) ville have haft godt af lidt mere beskrivelse; der manglede virkelig en lille smule fedt og overbevisende technobabble. Hvorfor skal der bruges en slags ‘gravity weapon’ til at terraforme Jorden? Det er jo bare en undskyldning for at kunne lave en spektakulær, meningsløs effekt med biler der løftes op og hamres ned i asfalten. På et senere tidspunkt åbnes der ‘en singularitet’ midt i det hele, men det har åbenbart ikke de fjerneste bivirkninger og giver heller ikke anledning til nogen kommentarer. Science fiction bør være mere intelligent end som så.
Endelig er der Supermans hemmelige identitet. I løbet af denne films historie bliver det umuligt for Superman at være anonym. Militæret kender ham, Lois Lane kender ham; det virker som om hele holdet på Daily Planet kender ham. Jeg sad faktisk i løbet af filmen og håbede på at de ville springe hans hemmelige identitet helt over; det ville være forfriskende og fornyende med en ny Superman som ikke havde en hemmelig identitet, og desuden virkede en sådan identitet ikke logisk i denne nye inkarnation af historien. Men nej, filmen slutter alligevel med at han ansættes på Daily Planet som Clark Kent i hvad der skal forestille at være en hemmelig identitet. Jeg synes ikke det fungerer.
I virkeligheden handler det også om at finde en skuespiller der virkelig kan spille en karismatisk Superman/Clark Kent. Det kan Henry Cavill absolut ikke – filmselskabet skulle have gjort meget mere ud af at finde en skuespiller som både kan spille ordentligt skuespil og også bære en storfilm som denne på sine brede skuldre. Henry Cavill er ikke den skuespiller og bliver det næppe nogensinde.
I sidste ende virker Man of Steel på mig som endnu en fantasi- og passionsløs Hollywood-version af et superhelte-koncept som Hollywood faktisk ikke rigtig ved hvad de skal gøre med, nøjagtig som den seneste – og bravt kedelige – Amazing Spider-Man film (som Marvel har udliciteret til filmselskabet Sony). De eneste der kan lave ordentlige (superhelte)film for tiden er åbenbart Marvel Studios, som bevidst beskriver en verden som ville være sjov og underholdende at leve i, hvorimod især DC-figurernes filmverdener er dystre og utiltalende. Well, som inkarneret Marvel-fan må jeg medgive at mit indtryk er, at sådan har det altid været, også i tegneserierne. Marvel tager som regel de rigtige beslutninger, DC som regel de forkerte. DC-fans vil nok være uenige; well, then – lad skænderierne begynde!
Karakter: 6 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.37
Jeg synes, det her er den klart bedste Superman film til dato (og ja, jeg har set dem alle). Dette er ikke den campede silver-age Superman fra de første film, men derimod en kombination af Byrnes Superman, den superspecial, hvor han flyttes frem i tiden og nogle af de helt nye. Zod blev i øvrigt også dræbt af Superman 2 år inde i Byrnes version, så det er der altså ikke noget kontroversielt i overhovedet (Det gjorde han sågar også i det oprindelige cut af Superman 2!). Skuespillet er gennemgående fint og det hænger glimrende sammen. Effekterne er bedre end Avengers og det siger ikke så lidt.