Det kinesiske værelse

Det kinesiske værelse
Tegneseriealbum af Rune Nielsen og Thomas F. Delman
64 sider i farver, 149,50 kr.
Forlaget Fahrenheit, 2013

Titlen Det kinesiske værelse hentyder til et ældre tankeeksperiment fra datalogi. Man forestiller sig her at man har et computerprogram der kan føre en sammenhængende samtale på kinesisk. En programmør, der ikke forstår kinesisk, kopierer computerens sætninger i hånden og giver den til en kineser, og de sætninger han får tilbage, kopierer han over i computeren. Kineseren vil få den opfattelse at han kan have en intelligent kommunikation kørende på kinesisk med programmøren, selvom denne faktisk ikke forstår kinesisk. Argumentet er så at computeren faktisk heller ikke reelt forstår kinesisk, selv om den er programmeret til at føre samtaler. Man kan ikke ved hjælp af et program gøre en computer intelligent, lyder argumentet, selvom man kan skabe en nok så troværdig oplevelse af intelligens.

Det er ikke helt umiddelbart indlysende hvad titlen har med tegneseriens historie at gøre. Vores hovedperson Hector Lesür befinder sig i en ikke nærmere defineret, ikke så fjern fremtid, i en storby a a Blade Runner eller Metropolis. Hector kører en konstant indre dialog med sin mor og virker i det hele taget ret omtåget, hvad der kan få læseren til at undre sig over at han er i stand til at bestyre posten som IT-sikkerhedsmedarbejder for et større ministerium.

Det er han så heller ikke så længe, da han bliver degraderet på grund af mistanke om lækage af fortroligt materiale. Hector mindes ikke at have lækket noget og sæter sig for at finde ud af hvad der er galt. Han kommer på sporet af at ministeriet ulovligt har udviklet en computervirus til krigsbrug. Den viden gør ham til et jaget menneske.

Der er en del paranoia i historien, blandt andet den klassiske med at der pludselig bor en fremmed i Hectors lejlighed – og at vedkommende påstår at have boet der længe. Lige præcis den detalje giver ikke ret meget mening i sammenhængen, men den giver da det klassiske paranoia- sug i maven.

Hector kommer i kontakt med nogle oprørere, der bringer ham i sikkerhed og vil have hans hjælp til at afsløre ministeriets  embedsmisbrug. Det bliver dog hurtigt temmelig uklart hvem der er venner og hvem der er fjender, og hvad det hele ender med, vil jeg ikke afsløre.

Tegningerne ligner en blanding af computergrafik og mere traditionel, løs tuschtegning. Farverne er udflydende og generelt afdæmpede med enkelte klarere spotfarver til at give effekt. Persontegningerne er grove og ofte kluntede, og hvis det ikke var for hovedpersonens underlige, opretstående frisure, ville det være svært at holde ham ud fra andre figurer. Jeg er ikke helt vild med tegningerne, men må medgive at de medgiver til at skabe en omtåget paranoiastemning.

Tegneseriens tekniske udstyr er helt i top; hardcover i lidt over normal albumstørrelse med farvetryk helt til kanten af papiret. Jeg ville ønske at indholdet levede helt op til dette, men desværre blev jeg aldrig rigtig fænget af historien, hvis slutning jeg heller ikke synes er helt fyldestgørende. Men hvis man kan lide paranoia og dystopisk stemning og ikke går så meget op i plot og personkarakteristik, er der da noget at hente i denne tegneserie.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.37