Anna Dyhr Lorenzen – Den resistente: Farligt spil

resistenteDen resistente: Farligt spil
Roman af Anna Dyhr Lorenzen
Science Fiction Cirklen 2013
ZAP-serien, 198 sider, 198 kr.

ZAP-serien er en nyhed hos Science Fiction Cirklen (SFC). Det er en serie science fiction-bøger der direkte henvender sig til unge, noget der ikke i sig selv er en ny ide, men det er nyt hos SFC, som ellers primært har haft udgivelser der har henvendt sig til den voksne. Serien består både af nyskrevet dansk SF og oversatte romaner. Udgivelsen af ZAP-bøgerne har dog ikke betydet at der er blevet skruet ned for antallet af deres normale udgivelser, de er kommet til ud over det, og har betydet at 2013 er det år hvor SFC har udgivet flest bøger indtil nu.

I Den resistente: Farligt spil følger vi pigen Ida som netop er startet på gymnasiet. Første halvdel af bogen omhandler mest hendes tid på gymnasiet med en ny kæreste, magtkampe imellem grupperinger og de spændinger som opstår i forhold til en gruppe nydanskere da en artikel i det lokale gymnasieblad tager debatten om ytringsfriheden op i forbindelse med Muhammed-tegningerne.

Disse spændinger ender i et terrorangreb hvor en dødelig virus slippes løs, og gymnasiet omdannes til en karantænezone.

Meget ungdoms-science fic­tion er action-mættet med en hurtig, fremadstormende handling. Den resistente er nærmere en ‘normal’ ungdomsbog som mere har fokus på den unges hverdag og dagligdags problemer (indtil krisen udbryder). Det er heller ikke en bog hvor det er de unge der træder til og redder dagen imens de voksne ser handlingslammede til. De unge forsøger at gøre deres til at løse krisen, men det er ikke direkte via deres handlinger at der findes en løsning.

Jeg vil tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved om denne bog egentlig er science fiction. Der er ikke rigtigt tematikker eller teknologi i den som tilkendegiver SF. Jeg vil mere kalde den en thriller, for selvom bogens bagsidetekst skriver at Ida kontaktes af ‘væsener’, så er jeg som læser ikke sikker på at det ikke blot er noget der udspiller sig i hendes hoved, og selv hvis det skulle være fremmede væsener, så fylder den del ikke meget andet end én side i bogen. Ikke at det skal tale imod bogen at denne del ikke fyldte mere, men da det var fremhævet på bogens bagside, så havde jeg forventet at det ville have en mere fremtrædende rolle i bogen.

ZAP-serien er en interessant nyhed hos SFC, og man kan kun håbe at den bliver vel modtaget.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 39

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *