Abernes planet: Revolutionen
(Orig. titel: Dawn of the Planet of the Apes)
Film, USA 2014, 130 min.
Instr.: Matt Reeves
Medv.: Andy Serkis, Jason Clarke, Gary Oldman, Keri Russell, Kodi Smit-McPhee, m.fl.
Et af de første spørgsmål, der meldte sig, da jeg skulle se Rise of the Planet of the Apes i 2011 var: Ville filmen være en prequel, der passede sammen med de gamle Abernes planet-film, eller ville det være en reboot, der starter en ny (men lignende) historie? Ud fra de tidlige anmeldelser lod mange til at tro det første, men da jeg så filmen, konkluderede jeg det andet. Historien begyndte forfra, men filmen havde bare så mange hyldest-referencer til de gamle film at dens relation til dem virkede lidt forvirrende. Rise of the Planet of the Apes var en yderst habil film, selvom den havde sine imperfektioner. Historien var engagerende, figurerne (især James Franco og John Lithgow) var levende og emotionelt troværdige, og det visuelle udtryk var virkelig flot og mindede ikke om nogen anden film. Den havde da et par problemer; slutningen blev f.eks. til en meget lang action-scene der løb en smule ud i sandet uden en ordentlig afrunding. Men alt i alt var det en udmærket film, som rigeligt fortjener en karakter på 7 stjerner ud af 10. En forfriskende start på en ny Abernes planet-franchise.
Nu har den næste film i serien så materialiseret sig på det store lærred: Dawn of the Planet of the Apes. Her er det ti år efter den forrige film; det stof som gjorde aberne intelligente udgjorde også en dødelig influenza-virus for menneskene, som næsten alle sammen er døde, og civilisationen er brudt sammen. Lederen af aberne, Caesar, bor i Muir-skoven fem miles udenfor San Francisco, hvor aberne har bygget en slags by, udvikler deres nye intelligens (lærer f.eks. ungerne tegnsprog), og virker lykkelige. Men en koloni af overlevende mennesker har sendt nogle folk ud i skoven for at finde en gammel vandkraftsgenerator i en dæmning, som de håber at få op og køre, så de kan få strøm igen. Det lykkes deres leder, Malcolm, at få en aftale i gang med Caesar, næsten uden vold, om at menneskene må reparere generatoren, hvis bare de i øvrigt holder sig væk fra aberne. Men nu hvor menneskene har opdaget abernes eksistens er de straks skrækslagne for dem, og finder en masse våben frem for at forsvare sig mod et eventuelt angreb. Magtbegær og misforståelser på begge sider fører selvfølgelig til krig, og det handler resten af filmen om. Især sidste tredjedel er næsten én lang action-scene.
De første amerikanske anmeldelser af den nye film var særdeles positive, hvilket satte forventningerne i vejret. Man ser også på IMDb.com at mange brugere er helt oppe og køre over filmen. Desværre kan jeg ikke tilslutte mig dette anerkendelsens kor. Jeg sad filmen igennem og ventede forgæves på at der skulle ske noget interessant, men dels syntes jeg ikke at der var det mindste engagement at hente i figurerne (som ellers er nogle fine skuespillere), og dels syntes jeg at alle elementer af historien var et harsk opkog af de gamle film i serien. Intet nyt; intet forfriskende; intet unikt. Manuskriptet var flere steder klodset sammensat, bl.a. for på politisk korrekt vis at gøre aberne og menneskene præcis og totalt lige gode/onde – men hvis de to grupper grundlæggende er de samme, hvad hulen skændes de så om? I de gamle film undertrykte den ene part altid den anden, så dér handlede det om oprør og frihed, men sådan er det ikke i denne film; her er de bare bange for hinanden og kan ikke lade være med at trykke på aftrækkerne. Hvis temaet er motivationsløs aggression, hvad er så budskabet? Der lader ikke til at være noget, ud over at Ting Går Galt. Det er ikke nok.
Og det er brand-ærgerligt at denne film ikke er god, for med forrige film havde de faktisk taget det første skridt i en forfriskende retning; det lignede en mulighed for at denne franchise kunne opnå noget nyt og interessant og anderledes i forhold til den gamle. Men med den seneste film har de imidlertid skiftet retning tilbage mod de gamle film, og bare lavet mere abe-action af samme type som vi har set før, bare uden nuancer og logisk motivation. Øv!
Filmens world-building var der heller ikke meget gods i; jeg måtte f.eks. tage mig til hovedet over de frygtelige smykker og slør som hun-aberne havde på – det virker helt hen i vejret at de skulle kopiere menneskekvinders praksis på den måde (hvorfor ikke høje hæle, nu de var i gang?), og det var helt sikkert kun inkluderet for at publikum skulle kunne kende forskel på han- og hun-aberne. Og der var næsten intet fokus på menneskenes koloni i San Francisco; hvad skulle de helt præcis bruge strømmen til? Hvad brugte de det høje tårn til? Hvad levede de i øvrigt af inde i byen? Og siden de havde benzin og køretøjer, hvorfor anede de så efter ti år intet om hvorvidt der var andre overlevende mennesker i nabobyerne? Der var en alenlang række elementer i filmen som slet ikke hænger sammen. Analysen munder således ud i at Dawn of the Planet of the Apes er en passions- og idéløs omgang Hollywood-middelmådighed – med gode special effects. Værd at se mere end én gang er den ikke; så vil jeg ærligt talt hellere gense Tim Burtons film fra 2001.
Karakter: 5 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 41
