Legend of Hell

Legend of HellLegend of Hell
Film, Tyskland 2012, 80 min.
Instr.: Olaf Ittenbach
Medv.: Karen Breece, Wayne Darrin, Martina Ittenbach, Daryl Jackson, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Selv om den tyske horror- og splatterfilminstruktør Olaf Ittenbach langt fra laver mesterværker i genren, har jeg egentlig længe haft et blødt punkt for hans film og været temmelig nådig over for de af dem, jeg har anmeldt. Vi taler karakterer omkring 5-6 stjerner ud af 10.

Black Past og The Burning Moon er ikke gode film, men for os med en svaghed for praktiske specialeffekter har de alligevel en vis underholdningsværdi. Premutos – Lord of the Living Dead er en rodet zombieaffære, der kører lidt i selvsving, men ikke mindst reddes i land af en morbid humor og et underholdende persongalleri. Og No Reason er måske lovlig prætentiøs i sin iver efter at retfærdiggøre de sadistiske usmageligheder, filmen bugner af. Sammenholdt med de forudgående titler gav den mig dog egentlig indtryk af, at selv om Ittenbach måske prøver for ihærdigt, så prøver han da trods alt, og der anes en vis udvikling i hans greb om håndværket.

At manden selv skriver, instruerer og står for effekterne til (og undertiden også spiller med i) sine film er måske at gabe over lige lovlig meget, men der er noget charmerende ved tanken om en sådan passion.

Alt i alt var jeg altså ikke decideret sur på Ittenbachs bedrifter, inden jeg stødte på filmen Beyond the Limits. Første halvdel af denne var simpelt hen en grum omgang møg, hvis lige jeg sjældent har set på film. Anden halvdel hjalp på sagen og havde i sig selv udgjort en okay kort-B-film – Olaf Ittenbach er åbenbart glad for rodede, episodiske fortællinger – men helheden stod ikke til at redde.

Jeg havde i forvejen ikke det store overskud af energi i den periode, og da Beyond the Limits’ første halvdel tærede yderligere på mig, meddelte jeg min filmpusher på Himmelskibet, at jeg var for indigneret over filmen til at ville anmelde den. Derefter besluttede jeg, at det er på tide at lægge Ittenbach på hylden.

Vi spoler frem til indeværende år, hvor et anmeldereksemplar af Legend of Hell ryger min vej. Jo, det er okay; jeg er indforstået med, at den sikkert er grufuldt ringe og har med støtte fra min ”se dårlige film-buddy” Tiki, besluttet at stå ansigt til ansigt med min tyske dæmon. So treffen wir uns wieder, Ittenbach! Og vi har tænkt os at vinde over filmen, som Tiki kalder det.

Plottet er noget med en arkæolog, Selma, der under en udgravning i Marokko finder en ældgammel portal og ditto skriftrulle. Kunsthandleren Gabriel Moses vil købe skriftrullen af hende, men det går helt galt, og Selma bliver skudt. Hun dør, blot for at genopstå i et andet liv og en anden dimension, hvor hun tilsyneladende skal hjælpe en gruppe af andre vildfarne sjæle med at lukke porten til Helvede. Og så påbegynder gruppen et togt gennem en farefuld verden befolket af diverse uhyrligheder.

Historien kunne være enkel og effektiv, men i Ittenbachs hænder bliver den lynhurtigt unødigt knudret. Allerede under forhistorien gør filmen sit bedste for at desorientere publikum med både tekst, oplæsning og diverse visuelle elementer, der springer frem hist og her i billedet. Da det et øjeblik efter er overstået, føler man sig næppe meget klogere. Det bliver desværre ikke bedre gennem   res­ten af filmen.

Hovedpersonerne dør i deres respektive tidsaldre, og genopstår selvfølgelig derefter i den mystiske verden for at slutte sig sammen i kampen mod Helvedes horder, og selvfølgelig skal vi belemres med uelegante spring i tid og sted for at se, hvordan de kom af dage. Det føles knap så meget som et plot og mere som en vekslen mellem tåbelige dialoger og uinvolverende splatterorgier. Læg dertil, at Legend of Hell hverken er filmet eller klippet på en måde, der gør den særligt overskuelig. Til gengæld er lydsiden på solidarisk vis elendigt mixet, så den visuelle del ikke skal sidde alene og kukkelure i den tekniske skammekrog. Filmens scener udspiller sig gumpetungt og uden skyggen af nærvær og nerve, for efterfølgende belejligt at forlade éns sind, og de løbende pædagogiske forklaringer formår aldrig at skabe en større mening i galskaben; dét ville som et minimum kræve, at man interesserede sig.

Skuespillerne har intet at arbejde med i henseende til hverken manuskript eller talent. De leverer deres karakterer, som om de har fået besked på at spille et stykke bølgepap, og jeg kunne ikke være mere ligeglad med dem. Hvis dette er niveauet for menneskeheden, så til Helvede med lortet!

Filmen igennem genlød stuen af opgivende suk, mens Tiki og jeg pinagtigt vred os i sofaen og flere gange undervejs overvejede at smide håndklædet i ringen. For når Olaf Ittenbach ikke engang prøver, hvorfor skulle vi så? I sidste ende vandt så vi over filmen. Hvis man kan kalde dét en sejr. Som Tiki efterfølgende (og med et fuldstændig dødt blik i øjnene) udtrykte det, ville han i bagklogskabens klare lys have foretrukket lunken puddelhundelort ned ad ryggen.

Men er der da slet intet godt at sige om Legend of Hell? Nej, det er der faktisk ikke. Dette er et 80 minutters kulsort, isnende vakuum, der vil opsluge noget af din sjæl, hvis du lægger den i afspilleren, og findes der vitterlig et Helvede, spiller forestillingen med garanti på repeat i den inderste cirkels største biografsal. Men når produktet samtidig udsender nogle billeder og lyde, der tilsammen kan være at forveksle med det, nogle kalder en film, kommer jeg desværre ikke uden om at tildele den en karakter, om så bare den laveste af slagsen.

Nu er det sjældent, jeg anvender de yderste dele af karakterskalaen, men i dette ekstreme tilfælde vil jeg gøre en undtagelse og gå skridtet videre …

Karakter: ½ stjerne ud af 10.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 41

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *