Jonathan Strange & Mr. Norrell
Susanna Clarke
Roman, 1006 sider
Bloomsbury 2004, $15.95
Jeg har sjældent hørt en bog blive rost så meget før den udkom, som det har været tilfældet med Susanna Clarkes Jonathan Strange & Mr. Norrell. Blandt andet har Neil Gaiman kaldt den: “the finest English novel of the fantastic written in the last 70 years.” Og så er det endda en debutroman. Roserne til bogen er fortsat efter udgivelsen, og den er blevet tildelt en række priser, bl.a. Hugo-prisen som årets bedste sf/fantasy-roman og Locus-prisen for bedste debutroman, og internetboghandlen Book Sense har kåret til den til årets voksen-roman (i nogen genre). Bogen har været på New York Times’ bestsel-lerliste og er blevet nomineret til Whitbread First Novel Award og Guardian First Book Award. Nu er filmrettighederne oven i købet blevet solgt til New Line Cinema (som lavede Ringenes Herre-filmene).
Når en bog er blevet hypet så meget, er det naturligt at stille spørgsmålet om den nu også kan leve op til al ståhejen. Det korte svar er: både og. Det svar bør nok uddybes.
Jonathan Strange & Mr. Norrell kan bedst betegnes som en ’alternate history fantasy’, dvs. en historie, der udspiller sig i hvor verdenshistorien har haft et anderledes forløb end vi kender det, og hvor der findes magi. Præmissen er, at der i England i 1110 dukkede en menneskekonge op fra et elverrige (kaldet Faerie), som ligger i en parallel verden til den kendte. Denne konge, kaldet The Raven King, erobrede Nordengland og regerede det som konge i tre år-hundreder, hvorefter han forsvandt (efterladende de sædvanlige historier om at han engang ville vende tilbage). Ravnekongen var magiker, og i hans tid var der mange mægtige magikere i England. Efter hans forsvinden, blev magien svagere og forsvandt til sidst. Ved romanens begyndelse i 1806 har der ikke været nogen praktiserende magikere i over 400 år (om end der er en del teoretiske magikere). Bortset fra historierne om Ravnekongen og diverse selskaber af teoretiske magikere, ligner England det vi kender fra vores verdenshistorie, helt ned til identiteten af diverse ministre og militærfolk. Bogen handler kort fortalt om, hvordan magien vender tilbage til England i hænderne på titlens to magikere. De to magikere er af meget forskelligt tempe-rament, og selvom de starter som mester og lærling, bliver de snart uvenner og rivaler.
Ved bogens begyndelse raser Napoleonskrigene, og de to magikere stiller deres trolddom til rådighed til at bekæmpe ’Buon Aparte’ – og det er ganske effektiv magi, blandt andet illusioner af mægtige flåder, midlertidige romerveje som soldaterne kan marchere ad, og flytning af hele byer til andre verdensdele. Efter krigen starter de to magikeres rivalisering for alvor, næret af meget forskellige ideer om, hvilke former for magi, man bør benytte sig af, og om hvordan man skal forholde sig til legenden om Ravnekongen. Mens de to magikere bekæmper hinanden (i ord mere end med magi), får det nærmeste, bogen kommer på en egentlig skurk, ret frit spil, og man får en klar idé om at fjenden nemt kunne erkendes og overvindes, hvis blot de to rivaler ville snakke sammen.
Der er en særlig stemning i bogen, der ligger langt fra den metervare-fantasy som især de amerikanske forlag spytter ud i en endeløs strøm. Stilen ligger faktisk tættere på klassiske britiske forfattere som Jane Austen og Charles Dickens end på fantasy-forfattere som Tolkien, Eddings og Jordan (hvis man endelig skal sammenligne med fantasy-forfattere, må man søge til folk som Hope Mirlees, James Branch Cabell og John Crowley). Romanens personer beskrives med en stille humor, og deres særheder og ideosynkrasier udstilles med mild ironi. Magikerne slynger ikke om sig med ildkugler og tordenkiler og går klædt som enhver anden gentlemen fra starten af 1800-tallet. Der er ingen mørkemagere, der prøver at overtage verden (medmindre man regner Napoleon med), og ingen renhjertede helte der modigt kæmper mod umulige odds. Stemningen i bogen kan måske bedst illustreres med et lille citat: ”Can a magician kill a man by magic?” Lord Wellington asked Strange. Strange frowned. He seemed to dislike the question. “I suppose a magician might,” he admitted, “but a gentleman never could.” Det meste af tiden er det ikke hæsblæsende action, der kendetegner bogen. Clarke benytter med held en del klassiske kneb til foreshadowing (antydningen af at der venter mørke tider forude), blandt andet profetier, misforståelser og udeladelessynder, og spændingskurven bygges langsomt (nogle gange næsten for langsomt), men sikkert op mod et dramatisk og tilfredsstillende klimaks. Bogen er så velskrevet, at jeg som læser følte mig underholdt selv de steder, hvor der ikke skete så meget. Hvis jeg skal komme med nogen kritik, så er det at bogen ikke er specielt vellykket som alternate history. På trods af nogle ganske dramatisk forskelle fra vores egen verdenshistorie – at Nordengland har været ledet af egen konge i 300 år, og at der findes endog ret magtfulde magikere – er der i sidste ende ganske få forskelle på resultatet. Napoleonskrigene udspiller sig for eksempel ret nøje som vi kender det (helt ned til de enkelte slag), på trods af at den ene side har to ret skrappe troldmænd at trække på. Jeg ville forvente temmelig mange flere forskelle, sådan som det er tilfældet i Randall Garretts Lord Darcy-historier, der har en lignende præmis. Til gengæld vidner beskrivelsen af Napoleons-krigene og samtidens England om et ganske imponerende stykke research – her er en mængde detaljer, som man fornemmer har rod i virkeligheden.
Bogen er illustreret af kunstneren Portia Rosenberg, som har kreeret en mængde sort-hvide illustrationer, der i stil minder en del om 1800-tallets magasinillu-strationer. Det er en sjov detalje, men de tilføjer ikke rigtig noget til bogen, og jeg ville lige så gerne have undværet dem. Man kan i øvrigt finde en masse ekstramate-riale på hjemmesiden www.jonathanstrange.com, blandt andet novellen ”The Duke of Wellington Misplaces His Horse”, som foregår i samme uni-vers som bogen.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.8
