Bryan Talbot – Grandville

Grandville_comicsGrandville
Graphic novel af Bryan Talbot
Jonathan Caper, 2009
104 sider, 160 kr. i Fantask

Grandville er første bind i serien af samme navn af den britiske tegneserieskaber Bryan Talbot, som tidligere har lavet blandt andet Luther Arkwright, Heart of Empire og The Tale of One Bad Rat (som er oversat til dansk).

Grandville foregår i et alternate history-univers hvor Frankrig vandt Napoleonskrigene. Storbritannien har været underlagt Frankrig, men har nogle år før historien begynder vundet sin frihed som republik. Universet er udpræget steampunk med luftskibe, dampdrevne robotter og en bro over den Engelske Kanal – og så er hovedpersonerne antropomorfe dyr, sådan som vi kender det fra tegneserier som Blacksad og tidligere Inspektør Canard.

Hovedpersonen er Detective-Inspector LeBrock fra Scotland Yard, en hærdebred grævling der sammen med makkeren Ratzi (selvfølgelig en rotte) bliver sendt til Grandville (Paris) for at opklare mordet på en britisk agent. Det viser sig hurtigt at mordet er en del af et større komplot, og LeBrock bliver hurtigt efterstræbt på livet. Heldigvis er LeBrock lidt mere snu end sine modstandere, så han klarer ærterne – klar til næste bind i serien (hvor der til nu er kommet fire).

Selvom tegneserien har dyr i hovedrollerne, er det ikke en funny animal-serie. Historien er ret barsk, og der flyder en hel del blod og bliver dræbt en del mennesker (i bred forstand) før de onde bliver overvundet. Tegneseriefans kan også nyde de mange referencer til andre tegneserier, både kendte og ret obskure.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 43

Dette indlæg blev udgivet i Tegneserier og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *