Godzilla
Film, Legendary/Warner 2014
Instrueret af Gareth Edwards
Screenplay: Max Borenstein
Story: Dave Callaham
Med bl.a. Aaron Taylor-Johnson, Elizabeth Olsen, Bryan Cranston og Ken Watanabe
Så forsøger man igen at lave en amerikansk version af det klassiske japanske monster Godzilla/ Gojira – monsteret, der er “født” af atombomberne over Japan.
Fra starten af er det klart, at dette er en film, der tager sig selv meget mere alvorligt end man umiddelbart skulle tro det var muligt med en monsterfilm. Det starter nemlig med, at den sædvanlige præsentation af skuespillere og teknik introduceres via sort/hvide klip fra atomprøvesprængningens barndom i 50’erne iblandet tekst, der vil glæde enhver fan med tendens til paranoia og konspirations-teorier. (Det er stærkt nødvendigt at pause filmen for at læse det, da teksten lynhurtigt overstreges igen, som om det hele er hemmeligstemplet…). Det ender med en kæmpe atombombeeksplosion, hvorfra titlen Godzilla dukker frem. Så er stilen ligesom lagt.
Vi springer nu til 1999, hvor der først sker noget mærkeligt i en filippinsk mine, og siden oplever vi Bryan Cranstons figur som en stresset chef for et japansk atomkraftværk, der opfører sig sært pga. nogle uforklarlige jordskælv. Cranstons kone (sørgeligt spild af Juliette Binoche), der også er ansat på kraftværket, dør, da det hele styrter sammen, men han overlever – og det er til og med hans fødselsdag!
Klip til ‘nutiden’, hvor Cranstons søn kommer hjem til kone og barn fra militær udsendelse som sprængningsekspert. Næppe inde af døren må han af sted til Japan, da far er blevet anholdt efter endnu et forsøg på at trænge ind i den afspærrede zone omkring det ødelagte atomkraftværk. Sønnike bliver selvfølge involveret i farens konspirationsteorier, og så kommer der gang i monsterfilmen, hvor militæret skiftevis jager de usårlige uhyrer og forsøger at undgå for store civile tab.
Instruktøren Gareth Edwards har tidligere kun lavet én film (indie-filmen Monsters, anmeldt i Himmelskibet nr 28), så det er egentlig fantastisk, at han har fået lov til at lave denne potentielle mega-blockbuster allerede. Til hans ros må jeg sige, at jeg synes, at han er sluppet ualmindelig godt fra opgaven. Både Godzilla og de andre monstre er vanvittig godt lavet med en form for personlighed, der samtidig afslører en ligegyldighed over for de små menneske-myrer, der render rundt om uhyrernes tæer.
Når monstrene er flintrende ligeglade med vores stærkeste våben (atombomber) – ja, de spiser dem bogstaveligt talt til morgenmad – så bliver vores lidenhed overfor naturen ligesom skåret ud i pap. At det så er lidt langt fra virkelighedens verden, er så en anden sag. Dette illustreres yderligere af, at vi konsekvent ser monstrene fra en af hovedpersonernes synsvinkel, så det ender ikke med, at vi ser monstrene slås som i en eller anden boksekamp i en sær baggrund af ruiner, men hele tiden mindes man om, at disse monstre bare er kolossalt store i forhold til os.
Filmen er også så snedig, at den giver det ene monster et effektivt EMP-skjold, så al elektronik dør, hvis militæret kommer for tæt på. Det virker i hvert fald storladent på mig, i modsætning til 1998-versionen, hvor man somme tider blev ret bevidst om, at Godzilla skiftede størrelse i tide og utide, militæret angreb i en uendelighed, og filmen kunne bare ikke blive enig med sig selv om, hvorvidt den skulle være humoristisk eller alvorlig. Jeg havde ikke det store mod 1998-versionen, der teknisk set er flot lavet, men det her fungerer bare bedre.
Effekter og lyd er, som man må forvente af en blockbusterfilm i vore dage, ganske imponerende, og man bør absolut se filmen med et godt surroundanlæg eller nogle gode hørebøffer, da der er rigtig god gang i de dybe toner og Godzillas brøl lyder bare bragende godt. Det eneste som jeg var lidt utilfreds med, var skuespillet, der haltede en del fra specielt vores hovedperson. Godt nok skal han forestille at være en kold fisk med militærbaggrund og traumer fra barndommen, men han udviser simpelthen for få følelser hele vejen igennem. Det er muligt at han ikke rigtig har vidst, hvad han skulle gøre med al den green screen han utvivlsomt har spillet meget med/mod, men det virker kunstigt. De øvrige er ret gennemsnitlige, men formår dog at se måbende ud med en vis overbevisning. Ergo er det som forventeligt kun Bryan Cranston, der rigtig brænder igennem i den lidt mere taknemmelige rolle som forskellige grader af desperat.
Flere har brokket sig over, at filmen er for mørk – både bogstaveligt og handlingsmæssigt – og at man ser for lidt monsterslagsmål, men det er jeg slet ikke enig i. De der synes det kan passende gå ind og se Transformers 4, der er 2½ times konstant eksplosion på lærredet – gaaaab…
Det er tydeligt at instruktøren her er endog meget glad for genrefilm, og der er talrige vink til både tidligere Godzilla-film og andre film, såsom Alien(s), 2001 m.fl. Rigtig god monsterfilm, der i øvrigt fint kan ses af børn, selvom de måske vil synes, den er lidt kedelig den første time…
Filmen har i biografdistribution alene indtjent mere end tre gange sit budget, så en toer i en planlagt trilogi kommer formentlig i 2018, også med Gareth Edwards som instruktør. I første omgang er han dog lige hyret til at lave en spin-off til de nye Star Wars-film!
Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet 43
