Avengers: Age of Ultron

avengers-2-ultron-posterAvengers: Age of Ultron
Film, USA 2015, 142 min.
Instr.: Joss Whedon
Medv.: Robert Downey Jr., Chris Evans, Chris Hemsworth, Scarlett Johansson, Mark Ruffalo, Jeremy Renner, Paul Bettany, James Spader, m.fl.

“I think a lot about meteorites…”
– Ultron

Kaotisk og kaleidoskopisk action! Sådan kan man med rette beskrive efterfølgeren til den super-succesfulde Avengers fra 2012, som udgør seneste kapitel i Marvel Studios’ cinematiske superhelte-saga. Den første film var en af de største og bedste superheltefilm hidtil – får vi mere af samme skuffe med 2’eren? Well, let’s check it out!

Vores helte starter i denne efterfølger med at tilbage-erobre Lokes magtfulde scepter-spyd fra en Hydra-base i det fiktive øst-europæiske land Sokovia, hvor store dele af filmens efterfølgende handling også foregår. Fra spyddet og Hydras computere får Tony Stark fat i noget rudimentær artificial intelligence, som han sammen med Bruce Banner kombinerer med sin egen research i et forsøg på at skabe et avanceret A.I.-program som kan fungere som et skjold for hele Jorden imod trusler fra rummet: Ultron. Det lykkes lidt for godt. Ultron vågner op, og accepterer opgaven om at skabe fred i verden, men den er ikke enig med Stark om hvori truslen består. Ultron mener at menneskene og deres hang til krig er det store problem, og inspireret af de meteorer som tidligere har forårsaget masseudryddelser på Jorden for årmillioner tilbage, går Ultron i gang med en stor plan. Han køber desuden en masse sortbørs-vibranium og bygger en hær af robot-avatarer som han alle selv kan fungere igennem. Og så er det op til vores kulørte helte at redde dagen i noget nær det vildeste superhelte-action-brag, man kan forestille sig. Det er særdeles tegneserieagtigt; episk og heroisk.

Men, har historien et komplekst budskab? En ordentlig substans? Man skulle tro at et plot med artificial intelligence kunne bruges til lidt mere end blot at have en mega-ond skurk – og det gør det da også: Ultron og The Vision repræsenterer to forskellige tolkninger af ideer om udødelighed og dødelighed. Begge de to maskiner har kun været i live få dage, men alligevel adopterer de hver deres holdning om menneskelivets flygtighed, og afsiger hver deres dom over den. Ultron konkluderer at dødelige livsformer er patetiske i det store perspektiv, og at de lige så godt kan dø først som sidst, mens Vision mener at livets skrøbelighed gør det smukt og kostbart. En fint beskrevet dikotomi.

Udover disse observationer er der også den større kosmiske sammenhæng: der er stor sandsynlighed for at det meste af Ultrons bevidsthed kom fra scepter-spyddet, som jo er et våben som den gudelignende rumskurk Thanos har plantet på Jorden (det var ham der gav det til Loke i den første film). Hans overordnede mål er at dræbe så mange livsformer (inkl. jordboere) som muligt, for at indynde sig hos sit idol, personificeringen af Døden. Vi må ikke glemme at den forrige Avengers-film sluttede med en scene hvor Thanos’ lakej siger om jordboerne: “To challenge them is to court death.” Og det er netop hvad Thanos ude i kulisserne gør her. Så på den måde giver det udmærket mening.

Den eneste ting ved filmen som skuffede mig lidt [spoiler-advarsel!], var at Quicksilver døde. Han er en væsentlig figur, og det er ikke tilfredsstillende at han skulle dø i samme film som han bliver introduceret i. Men hvem ved; måske bliver han genoplivet senere (det er der en del fans som er overbeviste om at han bliver, dels fordi hans død er baseret på en historie i Marvels Ultimate Universe, hvor han ender med at komme tilbage, og dels fordi Whedon allerede har afsløret at han filmede en alternativ slutning på Age of Ultron, hvor Quicksilver overlevede sine sår). Hans døds funktion i denne film var nøjagtig den samme som Coulsons “død” i den første film; at vores helte (især hans søster, Scarlet Witch) skulle have nogen at hævne. Dette element må derfor karakteriseres som en “Whedonisme”. Det passer ikke ret godt sammen med tegneserierne, hvor væsentlige helte praktisk talt aldrig dør. På den anden side er det anderledes med Marvel-film, som der jo ikke kommer et halvt hundrede af hver eneste måned, og som derfor må indeholde lidt flere højdramatiske udviklinger.

En anden ting som kunne være årsag til rynkede øjenbryn er S.H.I.E.L.D.s pludselige tilstedeværelse i filmen (efter at organisationen blev opløst i Captain America: The Winter Soldier). Men dette adresseres heldigvis i “Agents of S.H.I.E.L.D.” tv-serien, så det fungerer i sidste ende ganske upåklageligt. Men faktisk por­trætteres S.H.I.E.L.D. og Nick Fury generelt problematisk, for den/han er på én gang beskrevet som en slags NSA på den ene side, der foregribende bygger våben for at imødekomme fremtidige trusler og vil kontrollere alle folk med superkræfter, og en heroisk FN-agtig organisation på den anden side, som bare sørger for at redde menneskeliv når der er fare på færde. Hvilken af delene er det? Det er samme problematik som Tony Stark er ude i, specielt i denne film (hvor dele af Ultrons tankegang er ekstrapoleringer af Starks egen). Der er for mig ingen tvivl om at disse temaer netop vil blive centrale i den næste store Marvel-film: Captain America: Civil War, som kommer om et år (løst baseret på en tegneseriebegivenhed fra 2008).

Mindre spørgsmål/kritikpunkter, man kan rette mod Age of Ultron, er f.eks. at Scarlet Witchs superkræfter bare er former for telepati og telekinese, og ikke noget mystisk/”overnaturligt” kvantemekanisk manipulationshalløj som i tegneserierne. Men her vil jeg vælge at tro at hendes kræfter ganske enkelt endnu ikke har udviklet sig til de højder, vi ser i tegneserie-sagaerne. Det forudsiges i denne film at Scarlet Witch vil “tear the Avengers apart”, og det er sikkert en foregribelse af fremtidige films udlægninger af tegneseriehistorier som f.eks. Avengers Disassembled, hvor Scarlet Witch har en yderst central rolle. Alt tyder i hvert fald på at hun får en væsentlig rolle i de næste to Avengers-film, Infinity War Part I og Part II. Det kan man kun glæde sig til.

En anden sej ting ved filmen er at Ultron skaber The Vision (mesterligt gengivet af Paul Bettany!), nøjagtig som i den originale Avengers-tegneserie – #57 fra 1968! – begge steder er der én kunstig intelligens der skaber en anden, og de to ser verden særdeles forskelligt.

Og så er der jo Hulks kamp mod Iron Man i sidstnævntes specialbyggede “Hulk Buster” rustning, som ødelægger en del af Johannesburg. Denne kamp er en vigtig plot-pointe der leder frem til det internationale samfunds insisteren på at alle folk med superkræfter skal registreres i the Superhero Registration Act, som bliver plot-fundament for Captain America: Civil War. Alle scenerne i Avengers: Age of Ultron har betydning i en overordnet struktur, og det er en af de fedeste og dristigste ting ved denne og andre Marvel-film. Og genialiteten stopper ikke dér; filmen har bevidst et specielt fokus på de figurer, som ikke har deres egne solo-film: Hawkeye, Hulk og Black Widow. Det er fanme godt skruet sammen.

Nogle kritikere lader til at mene at denne film er tæt på at være en superheltefilm for meget – at den burde indeholde noget væsentligt og fundamentalt nyt i forhold til de forrige superheltefilm. Det kan man selvfølgelig også godt argumentere for, men som en superheltefan der gennem mange år har ønsket at se denne type historier på det store lærred i live action form, er det særdeles svært at finde noget væsentligt at beklage sig over. Som en fan der har fulgt med i både tegneserier og film, ved man at filmen er væsentligt mere kompleks end de fleste tilfældige publikummer aner. Hvad den end måtte mangle af dybe persondramaer, kompenseres der rigeligt for i så ren og passioneret underholdningsværdi at jeg vil sammenligne den med Star Trek-filmen fra 2009, som jeg har set over tyve gange. Skurkens plan burde have været en del bedre fortalt og forklaret, men spændingen, miljøet, det visuelle lir og personernes stimulerende samspil er alligevel rigeligt til at give filmen topkarakter. Jeg har set Avengers: Age of Ultron i biffen tre gange, og blev gladere for den hver gang.

Ender filmen så med at leve op til de skyhøje forventninger? Det må blive et rungende “ja”! Filmen er tætpakket med både veldrejet action, opslugende historie og et væld af straks-klassiske one-liners, og kritikpunkterne er ret uanselige. Visuelt ser filmen brandgodt ud, og indeholder flere scener der rører en ægte superhelte-fan til tårer. Man mærker tydeligt at Whedon gerne ville have puttet endnu mere materiale ind i filmen; en række af de lidt uklare detaljer (såsom hvordan Ultron under en biljagt pludselig kan få stykker af vejen til at hæve sig, så diverse biler kører galt) er helt sikkert kun uklare fordi der ikke var tid til at inkludere lidt flere forklarende scener. Så hvis der her og der mangler noget logik, så er det næppe fordi der ikke er nogen forklaring, men fordi der ikke var plads til at inkludere den! Jeg havde gerne set en 20minutter længere film; det er tydeligt at der ligger flere tanker bag scenerne end vi får tid til at opleve til fulde, og derfor er det glædeligt at Marvel allerede har erklæret at der udkommer en forlænget version på disk efter sommerferien, som indeholder en alternativ slutning og mange slettede scener, og hvor mange af de uklare detaljer forhåbentlig er gjort klarere (om ikke i filmen, så i det mindste på kommentarsporet). Og så længe historien er intelligent skrevet, så har jeg faktisk ikke noget imod at man som seer selv skal gætte eller fabulere sig til nogle af forklaringerne. Så er der bare så meget desto mere at tænke over.

Og ligesom de andre film fra Marvel Studios er Avengers: Age of Ultron naturligvis endnu et gudeeksempel på at den visuelle action og den fysiske helte-æstetik fra tegneserierne nu kan translateres forbløf­fende overbevisende til levende billeder. Smukt, fantastisk, strålende!

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 44

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *