Jupiter Ascending
Film, USA 2015, 127 min.
Instr.: Andy og Lana Wachowski
Medv.: Mila Kunis, Channing Tatum, Eddie Redmayne, Tuppence Middleton, Sean Bean, m.fl.
Ægte space opera! Det seneste science fiction opus fra Andy & Lana Wachowski er et strange beast – en ambitiøs omgang rumromantisk skæv-komedie som ikke lever helt op til de høje forventninger, men alligevel er en forbandet fin og flot B-film, med både campiness og action-scener som vil vise sig at være forud for deres tid.
Mila Kunis spiller Jupiter Jones, en (på trods af navnet, russisk, omend emigreret til USA) rengøringsassistent for de rige, som hader sit liv. En dag forsøger nogle aliens at dræbe hende, og hun reddes af Caine Wise (Channing Tatum), en slags rumlejesoldat/falden engel som er blevet genmodificeret med et ulvelignende væsen (wise canine = klog hund!). Hun kommer med op til et kosmisk samfund, hvor menneskeracen er bogstaveligt talt en milliard år gammel, og vedligeholder tusinder af planeter lidt ligesom Jorden, indtil de bliver overbefolkede og så skal “høstes” til et dystert formål, som igen koger suppe på Wachowskiernes yndlingsfilm, Soylent Green.
Jupiter viser sig at være af interesse for universets herskere fordi hun er en reinkarnation (a recurrence) af selveste universets dronning! Og de nuværende herskere, de tre søs-kende, Balem, Titus og Kalique, er hendes – dvs. den afdøde dronnings – børn, som er titusinder af år gamle. Jupiter involveres således i magtpolitikken mellem de tre søskende, og det leder til en utrolig masse vilde action-scener. Der er mange historiske detaljer og masser af fin world-building og skønne rumskibsdesigns (jaaah!).
Rumvæsnerne har været på Jorden siden de plantede menneskerne her for 100.000 år siden – næh, faktisk siden de udryddede de intelligente dinosaurer for 65 mio. år siden – og været en del af samfundet, men på en måde så ingen almindelige mennesker har vidst det. Hver gang de viser sig, så sletter de vidnernes korttidshukommelse (á là Men in Black), og genopbygger på få minutter eventuelle ødelæggelser. De har helt sikkert ført til meget overtro op gennem historien, bl.a. fordi en af deres tjener-racer ligner drager.
Desværre er det spektakulære kosmiske rumsamfund blot en omgang deprimerende, gammelkendt kapitalisme med tudsegamle ritualer og et håbløst – men komisk – bureaukrati som fra instruktørernes side tydeligvis skal afspejle verdens tilstand her på Jorden. Det er ærgerligt at det ikke er mere indbydende for seeren, for det giver os ikke synderligt lyst til at udforske dette univers yderligere, selv om det er både visuelt imponerende og detaljeret.
Planeten Jupiter spiller også en rolle; rumfolkene har en kæmpe base inde i den store røde plet! Ret fedt, faktisk. Filmen er flot, flot science fiction – effektsmæssigt fremragende og fyldt med fascinerende elementer, også med hyldester til bl.a. Flash Gordon og Brazil. Der er noget udmærket kød på historien hist og her, men fordi hovedpersonerne ikke er særligt gode, og universet på trods af de virkeligt fantastiske effekter og designs ikke er specielt indbydende, går det hele desværre ikke op i en højere enhed. Værst af alt er det dog at begge de to hovedrolleindehavere – Kunis og Tatum – virker som om de stort set overhovedet ikke føler for, eller forstår, materialet. Muligvis er de bare dårlige skuespillere. Og det er sgu ærgerligt, for nogle velskrevne og velspillende figurer kunne have reddet meget ved denne film. Men det må nok indrømmes at manglen på nu-ancerede figurer er en kendetegnende svaghed for Wachowski-parrets film i det hele taget. Det var jo rent held at den ret talent- og udtryksløse Keanu Reeves fungerede så godt som han gjorde i The Matrix.
Et andet irritationsmoment som jeg bliver nødt til at nævne er sproget. På Jorden gås der meget op i at Jupiters russiske familie taler snart russisk og snart engelsk, men oppe i rumsamfundet taler alle perfekt engelsk (og rum-Sean Bean har beholdt sin South Yorkshire accent!). De bruger Jordens termer for tid, og der er endda jordbogstaver på nogle af rumskibene (!). Hvis dog bare man havde hørt lidt til rumfolkenes rumsprog, og fået en fornemmelse for at de virkelig var alien, så havde hele rum-aspektet været så meget mere overbevisende og fremmedgørende på den gode måde. Damn for en wasted opportunity! På den anden side kan man vælge at tolke det som at de store jordsprog i virkeligheden oprindeligt kommer fra rummet, og er blevet indført på Jorden af rumvæsnerne – den type detaljer er der rigtig mange af i filmen, så … men i så fald synes jeg at filmen burde have givet nogle specifikke sproglige antydninger i den retning.
Filmen er blevet både et kritisk og et kommercielt flop (i hvert fald i USA), hvilket nok bl.a. skyldes at den udsender nogle voldsomt blandede genresignaler. I min optik er filmen nemlig et bevidst genreeksperiment: halvt dystopisk space opera og halvt campy romantisk komedie – sikkert i forsøg på at tækkes lige dele mandlige og kvindelige publikummer, og i øvrigt gå nye veje med glimt i øjet. Mange af de ting der kan virke lidt latterlige er faktisk netop et forsøg på at gå helt til grænsen for hvor næsten-alvorligt man kan tage campiness. Dét synes jeg er et dristigt og spændende eksperiment, men det fungerer desværre ikke 100% – der er, fra scene til scene, enten for meget alvor eller for meget komik – og det gør at publikum aldrig helt ved om filmen er selvsatirisk eller skal tages seriøst.
Jeg tror at filmen er et forsøg på at sammenflette det seriøse og det bevidst kitschede til en ny type genre, der udgør en slags “alvorlig campiness” – enten dét, eller også blev manuskriptet på et tidspunkt skrevet helt om i en anden stil, så vi nu har en film hvor to ret forskellige toner strides med hinanden. Men jeg tror nu mere på det første.
I den endelige analyse vil jeg sige at filmen er god (eller måske snarere at der ligger en god film gemt inde i den), fordi den – udover det rent visuelle indhold som er chokerende fedt, og de lange action-scener som enkelte gange bliver næsten for eksplosive – indeholder en lang række skønne og stort tænkte sci-fi elementer af typen som man sjældent ser udført godt på film. Desuden er der tydeligvis tænkt utrolig meget over filmens type og tone. Hvis skuespillerne havde været bedre, hvis tonen var gået ordentligt i hak, og hvis slutningen havde været bare lidt mere tilfredsstillende – så havde det her været en storslået og udødelig science fiction klassiker til 10 ud af 10 stjerner. Som det er, er den “bare” en spektakulært underholdende og storladen rumfilm som bør ses på et stort lærred, og som uden tvivl vil markere sig for eftertiden som en af dette års flotteste og mest opfindsomme sci-fi film.
Karakter: 8 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 44
