Halo: Nightfall
Film, USA 2014, 99 min.
Instr.: Sergio Mimica-Gezzan
Medv.: Steven Waddington, Mike Colter, Christina Chong, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment
“Halo: Nightfall” er en tv-serie på fem 20-minutters afsnit – baseret på det berømte sci-fi computerspil Halo – som her er klippet sammen til en film. Det samme skete for den første tv-serie, “Halo 4: Forward Unto Dawn”, i 2012, og dengang var det en pinligt kedsommelig og hurtigt glemt affære. Med Nightfall går det dog bedre. Stor kunst er der nok ingen der vil kalde det, men vi har dog en historie som både er anstændig science fiction og også er klart fortalt og relativt velspillet. Steven Waddington har et af de ansigter man har set flere gange før, og Mike Colter er et nyere, hot navn som vi snart får at se i titelrollen i Marvels kommende “Luke Cage” tv-serie. Her spiller de to øverstbefalende for hver sit militær; Colter er leder af et hold elitesoldater fra de avancerede indre kolonier, mens Waddington er den lokale oberst på den fjerne koloniplanet Sedra, hvor handlingen starter.
En våbenhvile mellem menneskene og den fremmede kultur The Covenant er ikke særlig stabil, og Sedra udsættes for et terroristangreb med et nyt våben: Et hidtil uset grundstof som er giftigt for mennesker men ikke for andre aliens. Dette unikke grundstof er skabt i den supernova som i sin tid splittede den kunstige ringverden-lignende habitat Halo op i mange stykker, og nu må vores to hold soldater rejse til den stjerne, som dette Halo-stykke er endt i kredsløb om, for at destruere dette farlige stof. Halo-stykket er så tæt på stjernen at man kun kan opholde sig på stykket (som er stort nok til at have sin egen tyngdekraft) i få timer, da dets rotation vender sin engang-beboelige overflade i retning af stjernen i det meste af sit “døgn”, og overfladen derfor er ganske forkullet. Deres rumskib forulykker på Halo-stykket, og nu må de kæmpe mod nogle kunstige biologiske organismer som tiltrækkes af al teknologi, og se om de kan både overleve og ødelægge det skæbnesvangre grundstof. Som Captain Kirk ville have sagt: “The odds are against them and the situation is grim.”
Figurerne er ikke voldsomt dybe, men de er gode nok til at være relativt levende. Historien tematiserer soldaterlivet; hvordan de lever for at dræbe, men også dør for at andre kan leve. Og hvordan en soldat som skal vente for længe på at komme i kamp, risikerer at tænke for meget over sin situation og blive opslugt af tvivl, angst og panik. Som sådan er det en ganske velskrevet historie, omend den bestemt også indeholder prætentiøse og uoverbevisende dele. Ingen der springer denne film over vil være gået glip af noget vigtigt, men hvis man (som mig!) er hungrende sci-fi fan, kan man sagtens være bekendt at bruge 100 minutter på Halo: Nightfall.
Karakter: 6 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 44