Star Trek: The Next Generation – Sæson 7
Tv-serie, USA 1993/1994, 26 episoder à 44 min.
Medv.: Patrick Stewart, Jonathan Frakes, Brent Spiner m.fl.
På Blu-ray fra Paramount Home Entertainment
“Man skal huske at stoppe, mens legen er god,” lyder et gammelt, men eviggyldigt råd, som alt for mange tv-serier har ignoreret gennem tiderne. “The X-Files” nærmest snublede over målstregen i sin niende sæson – omtrent tre år efter, at serien nåede sit kreative toppunkt. Krimiserien “Dexter” gik fra at være både seernes og kritikernes kæledægge til en bespottet petitesse, før den omsider stillede træskoene ovenpå otte års glimtvis gribende blodsudgydelser. “Heroes” tabte pusten allerede efter sin første årgang, og selv “Twin Peaks” – en af tv-historiens mægtigste titaner – kom aldrig helt op i gear igen i sin anden sæson, efter at mordet på skønhedsdronningen Laura Palmer var blevet opklaret.
Men gudskelov nåede “Star Trek: The Next Generation” ikke at overskride sin udløbsdato, før seriens bagmænd trak stikket ud i 1994 efter syv sæsoners intergalaktisk ramasjang. Skuespillerne var fortsat i topform, både anmelderne og seerne flokkedes stadig omkring serien uge efter uge, og sæson 7 udløste tilmed seriens første, prestigefyldte Emmy-nominering i kategorien ‘bedste drama-serie’. Man når man genser seriens syvende og sidste sæson i dag – altså godt 20 år efter, at den oprindeligt blev transmitteret – indser man alligevel hurtigt, at manuskriptforfatterne tydeligvis var ved at løbe tør for gode ideer, og at det derfor var en klog, veltimet beslutning at fjerne rumskibet Enterprise og dets galante besætning fra sendefladen.
Faktisk var manuskriptforfatterne ikke alene begyndt at løbe tør for ideer, de genbrugte også hyppigt de samme. Her i sæson 7 er det eksempelvis påfaldende (og næsten morsomt), hvor jævnligt Enterprises forskellige Starfleet-officerer støder ind i familiemedlemmer, der tvinger dem til at se fortiden i øjnene. Data – den evigt ærværdige, troskyldige androide, som levendegøres af den eminente Brent Spiner – konfronterer sin onde tvillingebror Lore for sidste gang i “Descent, Part II” (et action-spækket afsnit med en rørende coda); maskinmesteren Geordi La Forge forsøger at redde sin mor med en fjernstyret dingenot i “Interface” (en anderledes middelmådig episode, som ofte har svært ved at bunde i manuskriptets kringlede technobabble); rumskibets rådgiver, Deanna Troi, får besøg af sin mor i “Dark Page” og hører for første gang om sin lillesøster (spillet af en purung Kirsten Dunst), der døde for mange år siden; Data møder en kvinde, der hævder at være en af hans medskabere og således hans “mor” i “Inheritance”; den klingonske sikkerhedsofficer Worf går i clinch med sin følelsesladede stedbror i “Homeward”; og i “Bloodlines” viser det sig, at Enterprises hæderkronede kaptajn, Jean-Luc Picard, tilsyneladende har en søn, han ikke kendte til, og som trues på livet af en slyngel, der er ude efter hævn på Picard.
De påfaldende ligheder mellem ovennævnte afsnit havde selvfølgelig ikke gjort så meget, hvis afsnittene i sig selv havde været glimrende, men udover en håndfuld mindeværdige øjeblikke er de desværre relativt forglemmelige (med undtagelse af “Descent, Part II”, som kickstarter sæsonen med et brag). Værre er det rodede mordmysterium “Eye of the Beholder”, det uengagerende syretrip “Masks” (hvori Data bliver “besat” af en håndfuld fjollede figurer) og “Sub Rosa” – seriens første decideret skrækkelige afsnit siden sæson 2, hvori Enterprises overlæge, Beverly Crusher, forføres af et spøgelse(!), som bor i et, øh, stearinlys. Udover at have en gyselig historie er afsnittet særligt skæmmet af teatralsk skuespil og forældede visuelle effekter, som ikke ligefrem er blevet behandlet blidt af tidens tand.
Men selvom sæson 7 – overordnet set – ikke når det samme tårnhøje kvalitetsleje som sæson 3-6, så er her altså adskillige hæderlige afsnit og endda et par gedigne guldklumper. Dobbeltafsnittet “Gambit” er en pragtfuld pendant til Steven Spielbergs klassiske Indiana Jones-film, hvori Picard og hans førsteofficer, William Riker, kæmper en brav kamp for at forhindre, at et oldgammelt, altødelæggende våben havner i de forkerte hænder. I “Attached” er Picard og Crusher på flugt fra autoriteterne på en ugæstfri planet, og undervejs rives der op i parrets betændte fortid, hvilket udløser et karakterdrama af højeste klasse. I den stærkt fornøjelige og fantasifulde episode “Parallels” bliver Worf uvilligt slynget fra det ene parallelle univers til det andet, mens han desperat forsøger at vende tilbage til sin egen virkelighed. “Pegasus” er en uforudsigelig thriller af rang, der endelig besvarer et spørgsmål, som trekkies har stillet i årtier: hvorfor i alverden slører Føderationen ikke deres rumskibe på samme måde som klingonerne og romulanerne?
“Lower Decks” er i øvrigt en mindre genistreg. Her følger vi en række mindre bifigurer på Enterprise og får lov til at se begivenhedernes gang fra deres synspunkt, hvilket giver os en enestående mulighed for at se seriens velkendte persongalleri i et helt nyt lys – det er en yderst opfindsom opskrift på en tv-episode, som mange andre serier har genbrugt siden da. En anden personlig favorit er det bevægende, “Frankenstein”-agtige “Thine Own Self” – en af seriens bedste Data-centrerede episoder, hvori androidens hukommelse slettes efter et uheld på en fremmed planet, hvor Data forsøger at redde den mistroiske lokalbefolkning fra en dødelig syge. Jeg nød endda det generelt forhadte gyserafsnit “Genesis”, hvori Picard og Data forsøger at finde kuren til en virus, der har forvandlet alle ombord på Enterprise til dyriske bæster (særligt en enkelt skræmmende scene i Enterprises maskinrum får mig altid til at hoppe i sædet!).
Men seriens svanesang, dobbeltafsnittet “All Good Things…”, er på alle måder rosinen i pølseenden. Den guddommelige, spøgefulde Q sender Picard frem og tilbage mellem fortiden, nutiden og fremtiden, og i alle tre tidsperioder må Picard og Co. sætte alle sejl til for at redde, ja, hele universet. Jeg har set mange tv-serier (inklusive flere, jeg vægter højere end “Star Trek: The Next Generation”), men jeg kan simpelthen ikke mindes en mere perfekt afslutning på en tv-serie. “All Good Things…” er på én gang hjerteskærende og opløftende – spækket med spændingsmættet action, hjertevarm humor, udsøgte twists og sågar lidt rørende romantik. Samtlige karakterer får lejlighed til at brænde igennem i rampelyset, og det er også imponerende, hvordan manuskriptforfatterne Ronald D. Moore og Brannon Braga formår at trække en klar rød tråd mellem seriens første og sidste afsnit. Man kunne vitterligt ikke have forlangt et bedre punktum på denne skelsættende science fiction-saga.
I sig selv er “All Good Things…” næsten fremragende nok til at gøre denne Blu-ray-udgivelse til et must, og det hjælper naturligvis også, at den 20 år gamle serie stadig ligner en million i HD takket være Paramount og CBS’ blændende restaureringsarbejde. Udgivelsens seks skiver huser også en masse superbt ekstramateriale: deriblandt alle dokumentarerne fra den gamle dvd-udgivelse af sæsonen, tv-trailere til samtlige afsnit, adskillige minutters fornøjelige fraklip, massevis af slettede scener, tre informative kommentarspor (til afsnittene “Parallels”, “Lower Decks” og “Preemptive Strike”) samt en stak spændende, splinternye dokumentarer, hvori diverse skuespillere, producere, manuskriptforfattere og andet godtfolk reflekterer over seriens afrunding og eftermæle.
Kære læser – hvis du er glad for Star Trek eller sci-fi i al almindelighed, så sæt prompte kurs mod din foretrukne Blu-ray-butik. Engage!
Karakter: 8 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Johan Albrechtsen i Himmelskibet 44
