Søvn og torne
Af Neil Gaiman
Illustreret af Chris Riddell
Oversat efter The Sleeper and the Spindle
Rosinante, 2015, 72 sider
Vi er i en verden hvor to kongedømmer er adskilt af en bjergkæde, der er så stor og svær at forcere, at der ikke er nogen kontakt imellem de to. I den ene lever en smuk dronning, som er ved at gøre sig klar til sit bryllup. Det er et pligtbryllup, for det er jo det man skal gøre når man er dronning og ikke har nogen prins.
Tre Dværge er draget under bjergkæden for at komme til det andet kongedømme hvor de vil finde en gave til deres ven dronningen. De kommer til en kro hvor de går ind for at få sig et måltid mad og noget øl. Her høre de fortællingen om hvordan der i kongedømmet spreder sig en sovesyge hvor alle falder i søvn midt i det de har gang i, og at de kan være i den tilstand i mange år uden at ældes. Ingen kan rigtigt huske hvornår det startede, om det var 50, 70 eller 80 år siden, men de ved at det startede på slottet med en forbandelse der blev kastet på prinsessen ved hendes 18 års fødselsdag. De hører også at sovesygen på det seneste er begyndt at sprede sig med en voldsom fart. De drager hjem og fortæller dette til deres dronning. Hun har selv ligget i et koma tidligere efter hun var blevet forgiftet af hendes stedmor. Hun beslutter sig for at tage af sted for at undersøge sagen, inden sygdommen spreder sig til hendes kongerige.
Niel Gaiman er en dygtig historie fortæller, og denne alternative genfortælling af et klassisk eventyr kan vel også betegnes som “Snevide møder Tornerose”. Her er det ikke prinser på hvide heste der redder dagen, men kvinderne der selv tager handling, og da Tornerose skal vækkes, er det da også Snehvide der kysser hende.
Det er måske forkert at kalde det en genfortælling, for Snehvide er for længst kommet hjem fra sit besøg hos dværgene, og Tornerose er heller ikke helt som i det normale eventyr.
Jeg holder meget af Neil Gailmans evne til at fortælle historier, om det så er det stor historier som American Gods eller det er de lettere som Søvn og Torne. Det viser også at han både formår at skrive til børn, unge og voksne, og som i flere af hans bøger, så er der i denne også en god gang humor, og Chriss Ridders illustrationer passer perfekt til historien, og rammer stemningen og handlingen godt ind til en flot udgivelse.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 45
