Jesper Wung-Sung – Zam

ZamZam
Roman af Jesper Wung-Sung
Høst & søn, 2015, 176 sider

Zam er en zombie. Han er dog bevidst og intelligent, og han har gjort hvad han kan for at passe ind i de levendes verden. Han har lært sig at gå flot, og at tale og læse, og i skolen får han flotte karakterer. Bogen starter dog med at han bliver smidt ud af skolen, da han er kommet til at tage en bid af en af de andre elever. Den anden elev havde været meget provokerende, men stadig så var det forkert af Zam at bide hans strube af.

Zams familie er ret ligeglade med hvad der er sket, for de er mest af alt snerrende zombier som kun tænker på at spise og se tv. Han har dog veninden, den levende Sofie, som ser igennem at han er zombie og derfor gerne vil være hans ven.

Han prøver nu at få job, hvilket er svært i en verden hvor der bliver set ned på zombier, og de næsten kun kan få jobs som skilteholdere eller stumtjenere. Samtidig vokser fjendtligheden mod zombier i befolkningen, da der er begyndt at komme flere beretninger som zombier der har angrebet de levende.

Hvad bogen egentligt er for en størrelse er lidt svært at sige. Der er lidt om integration, noget om racisme, og meget om ikke rigtigt at passe ind. En zombiebog er den dog ikke. Godt nok er Zam en zombie, men der skulle ikke meget omskrivning til før det var en historie om en indvandrerdreng, eller en fra et socialt udsat miljø. Dette er ikke første gang at zombier fremstilles som bevidste skabninger der gør hvad de kan for at indpasse sig i de levendes verden, men det er stadig ikke en rolle som jeg syntes passer til zombien.

Det er dog en flot bog, med forsideillustration af Post-it monstertegneren John Kenn Mortensen, og så er der detaljen med den sorte kant der gør at den bid der at taget af bogens nederste højre hjørne står endnu tydeligere frem.

Altså en ungdomsbog (målgruppe angivet til at være fra 11 år) der handler om en zombie der prøver at finde sin plads i en verden som ikke lader til at ville vide af ham.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 46

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Horror, Roman og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *