Al kødets gang
Roman af A. Silvestri
H. Harksen Productions, 2015, 140 sider
Søren har ikke set sin mor i tolv år, faktisk ikke siden han som teenager passede hende mens hun hastigt udviklede demens. Han kontaktes nu af en advokat der på en onkels vegne ønsker at han tager tilbage til det store hus og passer hans nu dødssyge mor. Søren har bestemt ikke videre lyst til at passe sin mor igen, men udsigten til at blive enearving af familiens kæmpeformue gør at han alligevel siger ja.
Ingen tvivl om at Sørens mor er syg, men spørgsmålet er om det så mere er demens, eller om der er noget helt andet der er galt. Og heller ikke nogen tvivl om at der er noget galt, og Søren begynder at huske ting fra sin barndom, samt finder ud af hemmeligheder om huset og familien.
Bogen er udgivet i serien Gotisk Krimi, og det må siges at det gotiske er i fokus. Her er det gamle hus, den gamle familie, og ikke mindst de velbevarede gamle familiehemmeligheder, som er ved at blive afsløret, og som bestemt ikke tåler dagens lys. Det er dog kun over for hovedpersonen at hemmelighederne er ved at blive afsløret, og ikke over for resten af verden. Afsløringerne er mest af alt for at sikre at han bliver trukket dybere ind i familiens dyste fortid, og sikre at han er med til at holde hemmelighederne for fremtiden.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 46