X-Men: Apocalypse
Film, USA 2016, 142 min.
Instr.: Bryan Singer
Medv.: James McAvoy, Jennifer Lawrence, Michael Fassbender, Oscar Isaac, Sophie Turner, Alexandra Shipp, Olivia Munn, Kodi Smit-McPhee, m.fl.
NB: Denne anmeldelse indeholder spoilers!
Så er der sørme mere filmisk X-Men fra instruktør Bryan Singer og manusforfatter Simon Kinberg, kun to år efter den vellykkede X-Men: Days of Future Past (anmeldt af undertegnede i Himmelskibet nr. 41 til 8 ud af 10 stjerner, men senere opjusteret til 9). Hvorfor mon de skulle skynde sig sådan? De fleste franchises plejer at have tre år mellem filmene, men her var der kun to. Nåja, Marvel Studios laver godt nok to film om året lige for tiden; Fox føler sig nok en smule presset/intimideret. X-Men: Apocalypse er en god film, men helt lige så god som de to forrige X-Men-film er den ikke – ikke helt. Var den blevet bedre hvis de havde arbejdet med historien i et år mere? Måske. Hvem ved. Jeg syntes at især klimakset var en smule sjusket. Men for nu at starte med begyndelsen…
Det vigtige at gøre sig klart om X-Men: Apocalypse er at dens historie er af en anderledes type end de to forrige X-Men-film. I stedet for en mere traditionel fortællestruktur er Apocalypse mere en chase-film hvor man følger den über-magtfulde genopstandne mutant-superskurk (som i tegneserierne kaldes Apocalypse; hans mondæne navn er En Sabah Nur) fra det gamle Ægypten. Det går slag i slag: Vi starter med at se hvordan han blev forrådt tilbage i år 3600 BC – i øvrigt en af filmens mest imponerende sekvenser. Han var i gang med at overføre sin forrige krop til en ny, og var lige i denne proces sårbar. Han blev begravet hvor solens stråler ikke kunne nå ham, og får først mulighed for at vågne op til dåd igen i Kairo i 1983. Her opsøger han straks nogle magtfulde mutanter, og forstærker deres kræfter. Det bruger filmen en del tid på, og man hører sideløbende om Xaviers skole for begavede unge, hvor f.eks. Scott Summers er ved at blive indrolleret, og en ung Jean Grey også befinder sig.
Omtrent halvvejs inde i filmen kommer den måske bedste scene: Professor X har brugt Cerebro (som kan forstærke hans telepatiske rækkevidde) til at finde Magneto, som på dette tidspunkt har slået pjalterne sammen med Apocalypse, og dette betyder at Apocalypse også finder Professor X – og straks kan kontrollere alle verdens soldater ved at overtage Professor Xs kræfter.
Herved får Apocalypse med det samme alle atom-ubådes og atombasers mandskab til at affyre alle verdens atomvåben. Hvilket foregår til de fantastiske toner af anden sats af Beethovens 7. symfoni – og det er ufattelig perfekt. Skal man beskrive den stemning som denne sats formidler, er det svært at ramme tættere på end “apokalyptisk”! Musikken bruser frem som en verdensødelæggende kataklysme, og man kan simpelthen mærke, i musikken alene, de ulmende, sorte røgskyer sprede sig højere og højere op. Hold fast, hvor er dét stykke velvalgt! HVIS Apocalypse dog bare også havde brugt bomberne her, så ville filmen virkelig være kommet i omdrejninger netop her, hvilket den behøvede fordi den på dette tidspunkt havde været ret længe om at bygge handlingen op. Men, Apocalypse hader menneskenes teknologi og våben (de er jo bare substitutter for mutantkræfter!), så han sender bare bomberne ud i rummet. På den anden side kan man også sige at det ville have været lidt af en (post)apokalyptisk kliché, hvis han havde atombombet hele civilisationen.
Men historien fortsætter (bl.a. med en virkelig skøn Quicksilver-scene) til den klimaktiske sekvens, hvor Apocalypse og hans fire “dommedagsryttere” (Angel, Storm, Psylocke og Magneto) er gået i gang med at smadre verden, primært via Magnetos kræfter. De øvrige X-Men ankommer så, og må forsøge at bekæmpe de onde. Mystique og Quicksilver (som er Magnetos søn, men det ved Magneto ikke) prøver at appellere til Magneto. Det bliver ikke til så meget, og Quicksilver får ikke opbygget modet til at fortælle sin far hvem han er, men alligevel skifter Magneto pludselig side, og vender sig imod Apocalypse. Apocalypse er på dette tidspunkt gået i gang med en mental kamp mod Professor X, som professoren er ved at tabe. Apocalypse kan lige netop beskytte sig selv mod Magnetos kræfter, så de mangler lige noget ekstra for at kunne overvinde ham. Heldigvis har de også Jean Grey med, som får besked på at give los, og hun udløser sit ulmende potentiale – dét som enten er eller senere bliver til the Phoenix Force – og formår at ødelægge Apocalypse hurtigere end han kan nå at regenerere sig selv. Sejr til X’erne!
Det er en fin og flot og meget underholdende film, som jeg er glad for at jeg nåede at få set to gange inden jeg skulle skrive denne anmeldelse. Der er nemlig tilstrækkeligt med lag i den til at jeg først fik nogle af detaljerne på plads ved andet gennemsyn, og heldigvis var der i den forbindelse flere af mine oprindelige klagepunkter som fordampede.
Men bortset fra at der ikke ligefrem er nogen kompleks historie, så har jeg stadig nogle klagepunkter, og de relaterer til klimakset. Det mest skuffende ved filmen er at Jean Grey slet ikke undergår nogen transformation i forbindelse med hendes Phoenix-kræfters opvågnen (hvilket jo ellers er hele pointen med fugl føniks-konceptet). Jeg sad og var edderspændt på hvad hun nu ville blive til, men hun er desværre bare den samme bagefter som hun var før. De har med andre ord igen spildt den figur på en historie der ikke yder hende hverken retfærdighed eller episk vingesus. Oh well, mon ikke der kommer en ordentlig Phoenix-historie i en kommende film? Det synes jeg, de skylder os. Så det vil jeg tillade mig at satse på.
Mit andet væsentlige klagepunkt er at man ikke hører hvorfor Magneto skifter side. Det virker meget som om han kun gør det af ad hoc-mæssige grunde; at skuespilleren og figuren er blevet så vigtig for franchisen at han nu hver gang ender som en good guy, uanset hvor meget død og destruktion han har været skyld i. Det synes jeg ikke fungerer; jeg synes han enten burde være forblevet skurk, eller også i det mindste have fået en ordentlig grund til at skifte side. Man burde også have hørt om Apocalypse influerede sine “rytteres” vilje, eller om de gik med ham af deres egen fri vilje, for det var slet ikke klart.
Øvrige klagepunkter er kun små, men de er der dog: Det giver ikke mening at et simpelt Faraday-bur tilfældigvis kan blokere både Nightcrawlers teleportation og Jean Greys telepatiske evner. Sådan har det mig bekendt aldrig været i tegneserierne; det var igen blot et ad hoc-element der skulle tjene historiens specifikke udvikling. Man kan også spørge hvorfor Quicksilver vil finde sin far? Vil han kæmpe mod ham? Kæmpe med ham? Bare connecte, fordi de er i familie? Quicksilver er en figur som i denne film på mange måder er cool og sjov, men hans motivation for at være med i kampen mangler i den grad begrundelse og forløsning. Både Nightcrawler, Mystique og især Psylocke havde også meget lidt at lave i filmen; de havde næsten ikke behøvet at være med. Psylocke var kun skurk, hvilket hun ikke er i tegneserierne. Storm var lidt bedre; hun havde dog sin egen (lille) historie. Hun var inspireret af Mystique, og da Mystique på selvopofrende vis angriber den langt stærkere Apocalypse, indser Storm at hun er på den forkerte side.
Hun ender som en af de nye studerende på Xaviers skole, og bliver derved en af the good guys.
På trods af sine fejl og mangler (figurernes ulogiske alder i forhold til de to forrige film er der f.eks. ingen rigtige fans der gider at problematisere) er det en velproduceret film, og som X-fan er man mægtig underholdt. Der er masser af meget følelsesladede scener mellem figurerne, og det fungerer faktisk rigtig godt. Derfor er der ganske meget at være taknemlig for i denne film, og selvom den ikke kommer op på siden af First Class eller Days of Future Past, så skal den i karakter alligevel inkassere 8 store stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48
